Størrelse af indeståendet på indlånskonto.
| Sagsnummer: | 46 /1992 |
| Dato: | 25-06-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Søren Geckler, Gert Bo Gram |
| Klageemne: |
Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
|
| Ledetekst: | Størrelse af indeståendet på indlånskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klageren ønskede at overføre sit indlånsengagement fra Unibank til indklagede henvendte klageren sig den 14. oktober 1991 i indklagedes Grøndals afdeling med henblik på oprettelse af en økonomikonto og en almindelig indlånskonto. Klageren medbragte en check på 1.855,91 kr. samt et beløb i kontanter. Der er mellem parterne ikke enighed om størrelsen af dette beløb. Klageren har anført, at beløbet udgjorde 2.877,39 kr. Indklagede har anført, at beløbet udgjorde 2.500 kr. Derudover medbragte klageren en regning for betaling af husleje på 1.547,31 kr. Af indbetalingsbilag fremgår det, at der på økonomikontoen indsattes 1.000 kr. og på standardkontoen 1.558,60 kr. Klageren har efterfølgende rettet henvendelse til afdelingen, idet hun var af den opfattelse, at indeståendet på kontiene ikke stemte overens med det beløb, hun faktisk havde indsat.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet og nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre 1.185 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun den 8. oktober 1991 hævede 3.003,44 kr. på sin konto i Unibank. Heraf brugte hun 1.003,05 kr. Den 11. oktober 1991 hævede klageren endvidere 877,39 kr. Disse beløb (2000,- kr. og 877,39 kr.) samt checken medbragte hun i afdelingen til indsættelse på de to nyoprettede konti. Klageren bestrider, at hun skulle have fået udbetalt 250 kr. kontant. Beløbet på 1.185 kr., som hun har til gode hos indklagede, udgør 877 kr., som klageren den 11. oktober 1991 hævede på sin indlånskonto i Unibank, og 308 kr., som udgør differencen mellem det udbetalte checkbeløb og den af indklagede betalte husleje.
Indklagede har anført, at klageren medbragte en check på 1.855,91 kr. samt 2.500 kr. i kontanter. På en nyoprettet økonomikonto indsatte klageren 1.000 kr., og på en nyoprettet standardkonto blev indsat 1.250 kr. samt 308,60 kr. i alt 1.558,60 kr. Beløbet på 308,60 kr. svarer til differencen mellem checken på 1.855,91 kr. og den betalte husleje på 1.547,31 kr. Herudover fik klageren udbetalt 250 kr. kontant. Som dokumentation herfor har indklagede fremlagt kopi af ekspeditionsjournalen for den pågældende dag. Klageren har efterfølgende henvendt sig flere gange i afdelingen og anført, at det medbragte kontante beløb ved ekspeditionen den 14. oktober 1991 var 877,40 kr. større end det af indklagede registrerede. Den ekspederende medarbejder i afdelingen har ved hver af disse lejligheder forsøgt at forklare klageren sammenhængen i ekspeditionen den pågældende dag, men klageren har efter det oplyste haft svært ved at overskue de forskellige ud- og indbetalinger, samt hvorledes de endelige indeståender på de to konti er fremkommet.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen er oplyst, har klageren ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at indklagede i forbindelse med ekspeditionen har begået fejl.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.