Krav om udbetaling af en kapitalpensionskonto etableret i 1966 og senest ændret i 1979. Indsigelse mod at pensionen skulle være udbetalt i 1995.
| Sagsnummer: | 362/2017 |
| Dato: | 26-06-2018 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Sønder-bæk, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Forældelse - indlån
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om udbetaling af en kapitalpensionskonto etableret i 1966 og senest ændret i 1979. Indsigelse mod at pensionen skulle være udbetalt i 1995. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om udbetaling af en kapitalpensionskonto etableret i 1966 og senest ændret i 1979. Indsigelse mod at pensionen skulle være udbetalt i 1995.
Sagens omstændigheder
Klageren har fremlagt en ”Overenskomst om kapitalpension” af 29. december 1966, der blev indgået mellem klageren, hans daværende arbejdsgiver og Vestsjællands Bank (nu Danske Bank). Af aftalen fremgik, at klageren og arbejdsgiveren indgik aftale om, at der i banken blev oprettet en kapitalpensionskonto -563 til klageren, der er født i 1933. Arbejdsgiveren og klageren skulle betale et pensionsbidrag på henholdsvis 1.000 kr. og 500 kr., og indbetalingerne skulle vedvare så længe klageren var ansat hos arbejdsgiveren, dog højest indtil klageren fyldte 60 år. Kontoen blev forrentet med bankens højeste indlånsrente til enhver tid, for tiden 6,25 % p.a., samt en særlig overrente, for tiden 0,5 % p.a.
Af aftalens § 3 fremgik blandt andet:
”Hele det på kontoen indestående beløb udbetales med fradrag af den afgift, som det i henhold til lov nr. 150 af 28. maj 1958, § 6c, jfr. § 7, påhviler banken at tilbageholde i udbetalingen, til medarbejderens fri rådighed, når medarbejderen fratræder sin stilling:
- Efter det fyldte 60. år,
…”
Klageren har fremlagt et ”Tillæg til overenskomst om kapitalpension” af 25. maj 1978 indgået mellem klageren, hans daværende arbejdsgiver, og Sjællandske Bank (nu Danske Bank), hvoraf fremgik, at der efter ordre fra kontohaveren kunne indkøbes værdipapirer til et tilknyttet kapitalpensionsdepot. Tillægget var underskrevet af klageren både på vegne arbejdsgiveren og som medarbejder.
Klageren har oplyst, at han i 1976 tiltrådte som ansvarlig direktør hos sin arbejdsgiver, og at arbejdsgiverens pensionsbidrag i årene 1977-1979 blev forhøjet, således at den årlige indbetaling til kapitalpensionskontoen dermed blev forøget. Klageren har i den forbindelse fremlagt en ”Allonge til overenskomst om kapitalpension”, hvoraf fremgik, at den seneste ændring var underskrevet af klageren den 13. juni 1979 både på vegne af arbejdsgiveren og som medarbejder.
Klageren har fremlagt et udateret brev til Danske Bank, hvori han bad om at få en saldoopgørelse for sin kapitalpensionskonto, idet Sjællandske Bank var fusioneret med Kronebanken (nu Danske Bank), og at Danske Bank dermed havde overtaget alle konti fra Sjællandske Bank/Kronebanken.
Ved et brev af 10. oktober 2016 til klageren vedlagde banken blandt andet årsoversigt for 1995 for klagerens engagement med banken og oplyste, at det fremgik heraf, at kapitalpensionen var udgået den 2. marts 1995.
Af klagerens årsoversigt for 1995 fra banken fremgik, at klageren havde et kapitalpensionsdepot, der udgik den 22. februar 1995, og tre kapitalpensionskonti, private ordninger, som udgik den 2. marts 1995.
Klageren anførte, at banken ikke havde besvaret hans spørgsmål, og han foreslog, at banken herefter overførte 150.000 kr. til hans NemKonto i banken.
Parternes påstande
Den 28. oktober 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale det beløb inkl. tilskrevne renter, som står på kapitalpensionskonto -563.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke har fået udbetalt beløbet på kapitalpensionskonto -563.
Han havde en anden kapitalpensionskonto i banken oprettet i 1990/1991 med et pålydende på 100.000 kr., som han fik udbetalt i marts 1995.
Han har aldrig fået oplyst, hvilket kontonummer kapitalpension -563 fik i Danske Bank. Han ønsker at få oplyst kontonummeret og saldoen på kontoen.
Han bestrider, at hans krav er forældet. Han har fået oplyst fra Ældresagens jurister, at en kapitalpensionskonto aldrig udgår.
Danske Bank har anført, at det fremgår af klagerens årsoversigt for 1995, at klageren ikke har haft en kapitalpension i banken siden den 2. marts 1995, hvor kapitalpensionen blev udbetalt.
Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at han har haft en kapitalpension i banken efter 1995.
Banken har ikke mulighed for at gå længere tilbage i it-systemerne, da klagerens kapitalpension er afgangsført for mere end 20 år siden.
Såfremt klageren ikke havde fået udbetalt sin kapitalpension i 1995, hvor han var 62 år, ville banken have tvangsudbetalt kapitalpensionen 15 år efter klagerens fyldte 60. år, jf. pensionsbeskatningslovens § 12, stk. 1, nr. 3 og § 25, stk. 1, nr. 1.
Klagerens krav er forældet, da han for mere end 22 år siden fik meddelelse om, at han havde fået udbetalt sin kapitalpension.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har fremlagt en ”Overenskomst om kapitalpension” fra 1966, med efterfølgende ændringer, senest i juni 1979, hvoraf fremgår, at der i forbindelse med aftalens indgåelse blev oprettet en kapitalpensionskonto -563 til klageren oprindelig i Vestsjællands Bank, senere Sjællandske Bank (nu Danske Bank). Klageren har anført, at han ikke har fået udbetalt kapitalpensionskontoen.
Banken har fremlagt en årsoversigt for 1995 til klageren, hvoraf fremgår, at klageren den 2. marts 1995, hvor han var 62 år, fik udbetalt tre kapitalpensionskonti i banken.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klageren ikke siden 1995 har haft en kapitalpension i banken.
Ankenævnet finder endvidere, at klageren som følge af forældelse, jf. forældelseslovens § 7, er afskåret fra at gøre et eventuelt krav gældende mod banken i henhold til kontoen.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.