Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Gebyr ved overførsel af kapitalpensionsdepot.

Sagsnummer: 437/1997
Dato: 15-07-1998
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann
Klageemne: Depot - gebyr ved overførsel
Gebyr - overførsel
Ledetekst: Gebyr ved overførsel af kapitalpensionsdepot.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes opkrævning af forskellige gebyrer i forbindelse med overførsel af klagerens kapitalpensionsordning med tilhørende depot til andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder.

Medio 1997 overførte klageren en kapitalpensionskonto med et individuelt depot fra indklagede til andet pengeinstitut. Klageren blev i denne forbindelse afkrævet følgende gebyrer:

Overførselsgebyr

250,00

kr.

Saldogebyr (inkl. moms)

62,50

kr.

Gebyr vedrørende depotopgørelse

62,50

kr.

Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår:

"7. Banken tager gebyr af kunden for serviceydelser, der udføres for kunden, og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder.

Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Beregningsmetoderne kan kombineres.

De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste, som banken udleverer efter anmodning. Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden.

Banken kan til enhver tid uden varsel ændre gebyrer. De gebyrer, som kunden løbende betaler i bestående kontraktforhold, kan banken kun ændre med én måneds varsel ved meddelelse til kunden eller ved annoncering i dagspressen, samt når banken udsender det første kontoudtog (eller kontoopgørelse) efter annoncering."

Af indklagedes folder vedrørende værdipapirhandel af 12. maj 1997 fremgår:

"VÆRDIPAPIRER I [indklagede]

Følgende depotgebyrer er gældende for opbevaringsdepoter, sikkerhedsdepoter og pensionsdepoter. Depotgebyrerne beregnes halvårligt (1.12-31.5 og 1.6-30.11). Opkrævningen af gebyrerne finder sted den 30.6 og 31.12.

Depotgebyr har virkning fra 1. juni 1997.

VÆRDIPAPIRER REGISTRERET I VÆRDIPAPIRCENTRALTEN

(obligationer, aktier og investeringsforeningsandele)



GEBYRER

Ekskl. moms

Inkl. moms

Beholdningsændringer

kr. 12,50 pr. stk.



Køb/salg

+ kr. 6,40 pr. mio. nom.



Overførsel af beholdning





ANDRE FYSISKE VÆRDIPAPIRER (unoterede værdipapirer)

Opbevaring:

Højeste kursværdi i periodener mindre end kr. 500.000,00

0,2% p.a.min. kr. 150,00

0,25% p.a.min. kr. 187,50



Overførsel af papirer til andetinstitut

kr. 150,00 pr. fondskode

Opkræves ved registrering

maks.kr.500,00 pr. depot pr. dag



UDENLANDSKE VÆRDIPAPIRER (ikke noteret på Københavns Fondsbørs)

Opbevaring:



Højeste kursværdi i periodener mindre end kr. 500.000,00Kursværdi omregnes til danske kr.

0,3% p.a.min. kr. 400,00

0,38% p.a.min. kr. 500,00

PRISER VED HANDEL MED VÆRDIPAPIRER

Alle priser er pr. nota, der ekspederes. Priserne beregnes ud fra notaens kursværdi.

LIMITGEBYR

Ved limitering betales kr. 100,00 pr. limitering ved ordreoprettelse."



Ved gebyrnota af 17. juni 1997 meddelte indklagede bl.a., at der for perioden 1. december 1996 til 31. maj 1997 var beregnet et saldogebyr på 50 kr. eller med tillæg af moms i alt 62,50 kr.

Af udateret nota vedrørende opgørelse af klagerens kapitalpensionsdepot fremgår, at indklagede havde beregnet sig et gebyr for ændring i VP-beholdninger på 62,50 kr. samt 500 kr. for overførsel af depotet til klagerens nye pengeinstitut. Ved påtegning af 3. juli 1997 på notaen oplyste indklagede, at overførselsgebyret på 500 kr. blev refunderet.

Parternes påstand.

Klageren har den 2. december 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere de nævnte gebyrer, nemlig overførselsgebyr 250 kr., saldogebyr 62,50 kr. og gebyr vedrørende depotopgørelse 62,59 kr. i alt 375 kr. samt betale sagsomkostninger med 600 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det limiteringsgebyr på 100 kr., som indklagede indførte med virkning fra 1. juni 1997 for såvel effektuerede som ikke effektuerede fondshandler, var særdeles indgribende. Af denne grund ønskede han at overføre kapitalpensionen til andet pengeinstitut. Ved indførelsen af limiteringsgebyret kunne der kun strakshandles i udvalgte obligationer samt KFX-papirer. Kunder, der ønskede handel i mindre omsatte papirer, kunne imødese store omkostninger ved limitering. På denne baggrund finder han ikke, at indklagede er berettiget til at opkræve overførselsgebyret på de 250 kr. Saldogebyret på 62,50 kr. er opkrævet uden hjemmel, idet prislistens angivelse "ANDRE FYSISKE VÆRDIPAPIRER (unoterede værdipapirer)" ikke dækker hans aktier, som var noterede på Københavns Fondsbørs, uanset at de var af udenlandsk oprindelse. Gebyret på 62,50 kr., der er opkrævet for overførsel af 5 fondskoder, har ikke hjemmel i prislistens angivelse under "Gebyrer, beholdningsændringer, overførsel af beholdning", idet det heri anførte må forstås som betaling af et gebyr for den samlede overførsel. Hertil kommer, at indklagede opkrævede gebyr ikke alene for den samlede beholdning, men også de enkelte fondskoder, idet der oprindeligt blev opkrævet 500 kr. Indklagede bør herudover godtgøre hans omkostninger, der udgør skønsmæssigt 600 kr. vedrørende hans tidsforbrug.

Indklagede har anført, at overførselsgebyret på 250 kr. er opkrævet med hjemmel i prislisten. Saldogebyret har hjemmel i prislistens angivelse under "ANDRE FYSISKE VÆRDIPAPIRER (unoterede værdipapirer)", idet der konkret var tale om fysiske udenlandske aktier opbevaret i depot hos korrespondentbank i udlandet og derfor ikke registreret i værdipapircentralen. Gebyret var indtil en forhøjelse pr. 1. juni 1997 på minimum 100 kr. eller halvårligt 50 kr. med tillæg af moms. Indklagede er endvidere i henhold til prislisten berettiget til at opkræve gebyr for hver overført fondskode. Klageren havde 5 fondskoder svarende til et gebyr på 5 x 12,50 kr. = 62,50 kr. Der er tale om fem fondskoder og ikke én beholdning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I overensstemmelse med Ankenævnets praksis har indklagede været berettiget til at opkræve 250 kr. for overførsel af kapitalpensionsordningen til andet pengeinstitut. Ankenævnet finder ikke, at indklagedes indførsel af et limiteringsgebyr på 100 kr. kan begrunde, at klageren havde krav på gebyrfri overførsel til andet pengeinstitut af pensionsordningen.

Indklagede har anført, at saldogebyret på 62,50 kr. er opkrævet med hjemmel i prislistens pkt. vedrørende "ANDRE FYSISKE VÆRDIPAPIRER (unoterede værdipapirer)". Ankenævnet finder, at gebyret ikke har tilstrækkelig hjemmel i dette pkt., idet det oplyses, at der er tale om unoterede værdipapirer, mens der i klagerens tilfælde ubestridt var tale aktier, der blev noteret på Københavns Fondsbørs, uagtet der var tale om fysiske værdipapirer indlagt i udenlandsk depot. Indklagedes beregning af gebyret har således ikke tilstrækkelig hjemmel i det af indklagede anført pkt. i prislisten.

For så vidt angår gebyrer på 62,50 kr. for opgørelsen af depotet beregnet som 12,50 kr. x 5 finder Ankenævnet, at indklagedes opkrævning af gebyret har tilstrækkelig hjemmel i indklagedes prisliste, hvorefter der beregnes 12,50 kr. pr. stk., idet der er tale om ændringer af 5 fondskoder.

Det følger af Ankenævnets vedtægters § 16, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part, hvorfor klagerens påstand herom ikke tages til følge.

Som følge heraf



Indklagede bør inden 4 uger overføre 62,50 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra den 17. juni 1997 til klagerens kapitalpensionsordning i det nye pengeinstitut. Klagen tages ikke i øvrigt til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.