Ekspeditionstid ved afgivelse af lånetilbud.
| Sagsnummer: | 20202016/2002 |
| Dato: | 27-05-2002 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Jeanette Werner, Jes Zander Brinch, Per Englyst |
| Klageemne: |
Ekspedition - tidsforløb
|
| Ledetekst: | Ekspeditionstid ved afgivelse af lånetilbud. |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Klageren henvendte sig medio oktober 2001 til det indklagede realkreditinstitut, som henviste til en ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for instituttet. Ejendomsmægleren fremsendte den 29. oktober 2001 sin vurdering til klageren af henholdsvis værdien til belåning og handelsværdien. Klageren opsagde den 30. oktober 2001 over for instituttet det indestående realkreditlån og anmodede samtidig om alternative tilbud på to 15-årige lån på hver 3.200.000 kr. Instituttet foretog den 12. november en vurdering af ejendommen og fremsendte dagen efter alternative tilbud på to 29-årige lån, dels et rentetilpasningslån på 2.470.100 kr., dels et 5 pct. obligationslån på 2.602.000 kr. Instituttet fremsendte den 21. november to nye alternative tilbud på 15-årige lån hver på 3.200.000 kr. Klageren henvendte sig den 9. december 2001 til instituttet, idet hun var utilfreds med forløbet af lånesagen, herunder at hun havde måttet vente 3 uger på at få et korrekt lånetilbud, hvilket havde forårsaget, at hun stod tilbage med et opsagt lån og ikke havde mulighed for at omlægge under de forudsætninger og med de konverteringsgevinster, som hun kunne have opnået ved en hurtig ekspeditionstid. På den baggrund anmodede klageren om udbetaling af lånet til kurser, som var gældende omkring den 8. november 2001. Instituttet afviste efter en samlet vurdering af sagen klagerens anmodning, idet ekspeditionstiden efter instituttets opfattelse ikke havde afveget i forhold til tilsvarende lånesager på det pågældende tidspunkt. Instituttet oplyste samtidig, at der i første omgang var fremsendt lånetilbud på ren konvertering, idet der ikke havde foreligget de fornødne oplysninger, herunder om husstandens økonomi, til afgivelse af de ønskede tilbud. Låneomlægningen blev gennemført den 28. december 2001, hvor klageren fik udbetalt et 20-årigt rentetilpasningslån på 3.200.000 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende erstatning for det kurstab, hun havde lidt som følge af for lang ekspeditionstid. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, uanset den usikkerhed, der var i sagen om det præcise sagsforløb, at lånesagen ikke var behandlet fuldt tilfredsstillende fra instituttets side. Nævnet fandt dog ikke, at en samlet ekspeditionstid på 3 uger for et lånetilbud i sig selv kunne betragtes som ansvarspådragende for instituttet. Nævnet frifandt derfor instituttet.