Afgørelse

Personlig fordring. Opgørelse.

Efter det oplyste solgte det indklagede realkreditinstitut i september 1993 den pågældende ejendom til klageren. Det viste sig efterfølgende, at ejendommens tag var utæt, og parterne søgte forgæves at få en ordning i stand vedrørende udgifterne til udbedring heraf. Efter betalingsmisligholdelse begærede instituttet tvangsauktion over ejendommen. Af vurderingsrapport og tilstandsrapport, der blev udarbejdet forud for tvangsauktionen, fremgik, at ejendommen var meget forsømt, at der var svamp i tagkonstruktionen, og at taget i det hele taget var i meget dårlig stand. På tvangsauktionen i februar 1995 overtog instituttet ejendommen for et bud på 260.000 kr. Instituttet fordring var opgjort til i alt 625.283 kr. Instituttet solgte den 1. april 1995 ejendommen for en nominel pris 800.000 kr. Ifølge skødet ville 300.000 kr. heraf blive tilbagebetalt til den nye ejer, når denne havde foretaget diverse forbedringer af ejendommen, herunder renovering af taget. Instituttet gjorde efterfølgende en personlig fordring på 157.579 kr. gældende mod klageren, svarende til det endelige tab efter videresalget. Beløbet blev krævet forrentet med 9 pct. p.a. fra auktionsdatoen. Klageren protesterede forgæves over kravet, blandt andet under henvisning til, at tvangsauktionen mere eller mindre var forårsaget af, at hun ikke økonomisk havde magtet udskiftningen af det mangelfulde tag.

Klageren indbragte den 31. august 2004 sagen for Realkreditankenævnet med påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Som følge af behovet for bevis- og vidneførsel afviste Nævnet klagepunktet vedrørende mangler ved ejendommens tag.

Nævnet fandt ikke, at klageren ved passivitet var afskåret fra at fremsætte indsigelser mod instituttets opgørelse af den personlige fordring. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke umiddelbart var poster i instituttets opgørelse af det endelige tab, som gav Nævnet anledning til bemærkninger, idet ejendommen - med de i videresalgsskødet indeholdte bestemmelser om udbetaling af 300.000 kr. af købesummen på 800.000 kr. til købernes forbedring af ejendommen – reelt måtte anses for afhændet for 500.000 kr. Instituttet kunne derfor kræve tabet erstattet hos klageren, idet ingen del heraf ud fra domspraksis kunne antages at være forældet. Kravet kunne dog alene kræves forrentet med en årlig rente, der modsvarede renten på de af budsummen og videresalgsprovenuet udækkede beløb.