Opgørelse ved indfrielse af ejerpantebrev. Inkassoomkostninger ved klagerens advokats inddrivelse af det ved indfrielsen for meget erlagte.
| Sagsnummer: | 363/1997 |
| Dato: | 18-02-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Omkostninger -
Ejerpantebrev - renter |
| Ledetekst: | Opgørelse ved indfrielse af ejerpantebrev. Inkassoomkostninger ved klagerens advokats inddrivelse af det ved indfrielsen for meget erlagte. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 24. marts 1997 indfriede klageren et ejerpantebrev på 100.000 kr., som lå til sikkerhed for klagerens daværende samlevers engagement med indklagede.
Indklagede beregnede indfrielsesbeløbet til 120.054,16 kr., idet 20.054,16 kr. udgjorde renter fra pantsætningstidspunktet den 3. november 1995 til indfrielsen. Indfrielsesbeløbet blev debiteret klagerens konto hos indklagede.
Ved skrivelse af 4. april 1997 rettede klagerens revisor henvendelse til indklagede om opkrævningen af renter af pantebrevet, idet revisoren bl.a. udbad sig dokumentation for kravets berettigelse. Indklagede besvarede henvendelsen ved skrivelse af 7. april 1997, som var vedlagt kopi af håndpantsætningserklæringen og ejerpantebrevet.
Klageren rettede henvendelse til en advokat, som ved skrivelse af 29. august 1997 til indklagede tog rentebeløbet på 20.054,16 kr. til inkasso. Advokaten opgjorde kravet mod indklagede til 22.753,70 kr. svarende til rentebeløbet på 20.054,16 kr. med tillæg af rente 716,94 kr. og inkassoomkostninger 1.982,60 kr. Ved betaling inden 5 dage ville inkassoomkostningerne blive nedsat til halvdelen, hvorved kravet kunne opgøres til 21.762,40 kr.
Den 2. september 1997 fremsendte indklagede en check på 20.054,16 kr. til advokaten. Indklagede afslog at betale rente og inkassoomkostninger.
Den 7. oktober 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale rente af 20.054,16 kr. i perioden 24. marts til 1. september 1997, opgjort til 716,94 kr. og inkassoomkostninger på 1.982,60 kr.
Indklagede har under sagen godtgjort klageren rentebeløbet på 716,94 kr. For så vidt angår inkassoomkostningerne har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun så sig nødsaget til at rette henvendelse til advokat, da indklagede fastholdt kravet om rente af ejerpantebrevet på trods af henvendelsen fra revisoren. Indklagede bør derfor tilpligtes at dække omkostningerne herved.
Indklagede har anført, at man ikke modtog et påkrav forud for sagens overgivelse til inkasso. Da det er uberettiget ved første henvendelse om betaling af et beløb at tage dette til inkasso, kan det ikke pålægges indklagede at betale inkassoomkostninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Allerede fordi klageren om fornødent kunne have indbragt spørgsmålet om indklagedes opgørelse af indfrielsesbeløbet for Ankenævnet, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at erstatte klagerens eventuelle udgifter til advokatbistand.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.