Tredjemandspant, pantsætters indsigelse mod løbetiden på det sikrede lån.
| Sagsnummer: | 546/1993 |
| Dato: | 10-03-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Tredjemandspant, pantsætters indsigelse mod løbetiden på det sikrede lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I april 1984 ydede indklagede klagerens datter og dennes daværende samlever et lån på 115.395,09 kr., hvoraf 95.395,09 kr. var overførsel fra et tidligere lån. Af lånedokumentet fremgik, at løbetiden var 9 3/4 år, og at lånets månedlige ydelse var 1.800 kr., første gang 1. maj 1984, idet der pr. 1. april 1984 skulle betales ydelse 1.600 kr. Klageren kautionerede til sikkerhed for lånet og stillede i samme forbindelse et ejerpantebrev med pant i sin ejendom til sikkerhed.
Af lånedokumentet fremgår bl.a.:
"Sparekassen forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende."
I 1985 ombyttedes klagerens sikkerhed med Skibskreditfondsobligationer på nominelt 80.000 kr. I forbindelse med obligationernes indfrielse pr. 1. december 1992 anmodede indklagede klageren om enten at indfri kautionsforpligtelsen eller stille anden sikkerhed. I denne forbindelse fremsendte indklagede kontoudtog for lånets afvikling, hvoraf fremgik, at restgælden pr. 30. oktober 1992 var 64.874,14 kr. Ved skrivelse af 24. november 1992 oplyste indklagede, at kautionslånets restløbetid var ca. fire år, samt at lånets ydelser ikke var betalt rettidigt.
Den 9. december 1992 underskrev klageren almindelig håndpanterklæring, hvorefter klageren håndpantsatte 65.000 9% statsobligationer til sikkerhed for sin og datterens forpligtelser vedrørende kautionslånet.
Ved skrivelser af 28. april 1993 til kautionslånets debitorer rykkede indklagede for en restance på 5.400 kr., idet det samtidig oplystes, at klageren modtog kopi af skrivelsen.
Kautionslånets debitorer havde i 1985 ophævet samlivet. I juli 1993 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende en eventuel opdeling af kautionslånet i to lån, i hvilken forbindelse indklagede anmodede klageren om at underskrive en ny håndpantsætningserklæring. Klageren rettede i denne forbindelse henvendelse til advokat, og i skrivelse af 8. september 1993 fra indklagede oplystes, at de to lån kunne oprettes med en restgæld på henholdsvis ca. 19.000 kr. og 29.000 kr. Forhandlingerne mellem parterne førte ikke til, at klageren underskrev ny håndpantsætningserklæring.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke er bundet af håndpantsætningserklæringen af 9. december 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at løbetiden på det oprindelige lån var 9 3/4 år ifølge lånedokumentet. Klageren finder, at hun ikke bør være bundet af håndpantsætningserklæringen fra december 1992, idet indklagede på dette tidspunkt var bekendt med, at der kun resterede ca. ét år på lånets løbetid.
Indklagede har anført, at lånets restløbetid udgør ca. 3 1/4 år, som skyldes løbetidsforlængelse på grund af renteforhøjelser, for sent betalte eller ikke betalte ydelser. Indklagede har i henhold til lånedokumentet ikke været forpligtet til at ændre ydelsen ved renteændringer, men alene forbeholdt sig ret hertil.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren underskrev håndpantsætningserklæringen den 9. december 1992 efter at have modtaget oplysninger fra indklagede om lånets restgæld og efter, at indklagede havde oplyst om grunden til, at løbetiden var blevet forlænget i forhold til, hvad der var angivet i lånedokumentet. Ankenævnet finder herefter ikke, at der foreligger omstændigheder eller forhold, der kan begrunde, at klageren ikke er bundet af håndpantsætningserklæringen af 9. december 1992.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.