Rådgivning vedrørende køb af 30-årige obligationer.
| Sagsnummer: | 70/1996 |
| Dato: | 09-09-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende køb af 30-årige obligationer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren under denne sag er dansk statsborger og bosiddende i Tyskland.
Den 18. januar 1994 udløb klagerens beholdning af nominelt 150.000 ECU obligationer.
I første halvdel af februar 1994 deltog klageren og dennes ægtefælle i et møde med en investeringsrådgiver i indklagedes Hamburg afdeling, hvor reinvestering af kapitalen fra ECU-obligationerne blev drøftet.
Indklagede har oplyst, at klageren og hustruen meddelte, at de havde besluttet sig for at bosætte sig permanent i Frankrig, hvilket formentlig hurtigt ville falde på plads. Klageren ønskede derfor en del af det til rådighed værende beløb investeret i franske obligationer for at få renteafkastet i FRF og dermed eliminere en valutakursrisiko. Klageren ønskede yderligere en del af sin kapital geninvesteret i ECU, ligesom klageren ønskede en del af kapitalen placeret i danske obligationer, men under ingen omstændigheder statsobligationer.
Ved fondsafregning af 16. februar 1994 afregnede indklagedes datterbank i Luxembourg, hvor klagerens fondsbeholdning beroede, klagerens køb af nominelt 500.000 kr. 6% Danske Kredit 2026 til kurs 90,25. Af sagen fremgår, at mødet i indklagedes Hamburg afdeling endvidere førte til, at der indkøbtes 58.000 ECU 6% France (OAT) 25/4 1993/2004 og nom. 386.000 FRF 5,5% France (OAT) 25/4 1993/2004.
Den 5. december 1995 solgte klageren nominelt 485.000 6% Danske Kredit 2026 til kurs 82,55.
Ved klageskema af 15. februar 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 37.345 kr., der udgør hans kurstab.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han finder, at indklagedes råd om at investere i obligationer med udløb år 2026 er uforsvarligt set i forhold til, han på købstidspunktet var 72 år. Han påpegede under mødet med investeringsrådgiveren, at de overordnede principper for investeringen skulle være, at kapitalen blev placeret så sikkert som muligt med fastholdelse af værdien, og at investeringen under henvisning til hans alder skulle ske i papirer med så kort løbetid som muligt. Til trods for, at han gentagne gange påpegede dette, anså rådgiveren sig ikke i stand til at fremlægge alternative forslag.
Indklagede har anført, at klageren på mødet i februar 1994 udtrykkeligt blev orienteret om risikoen for kursudsving i relation til løbetid, ligesom klageren i forbindelse med forslag om investering i obligationerne med udløb 2026 konkret blev informeret om risikoen for valg af en 30-årig obligation frem for en obligation med kort løbetid. Klageren valgte at investere i overensstemmelse med indklagedes forslag, hvorved klageren opnåede en spredning af sin portefølje med 60% i kontanter, 7% i 5-årige obligationer, 22% i 10-årige obligationer og 11% i 30-årige obligationer. Klageren har tidligere handlet obligationer og er således bekendt med og orienteret om potentielle risici. Investeringen i bl.a. de omtvistede obligationer var klagerens egen beslutning.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter klagerens egne oplysninger var han fuldt ud over klar over ulempen ved at investere i langsigtede papirer, idet han gentagne gange over for indklagedes medarbejder fremhævede, at løbetiden for papirerne skulle være så kort som mulig. Det lægges herefter til grund, at klageren, da han valgte at investere i obligationer med lang løbetid, havde afvejet fordele og ulemper i forbindelse hermed, og at han havde besluttet sig for investeringen under hensyntagen til den af rådgiveren udtalte forventning om kursudviklingen på kort sigt.
Ankenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder ved sin rådgivning i forbindelse med reinvesteringen af den udtrukne obligationsbeholdning begik ansvarspådragende fejl, idet klageren måtte indse, at indklagedes medarbejders forventninger til rente- og kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.