Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i maj 1984 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 215.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 437.547 kr., som fordeltes med 379.766 kr. i kolonne 2 og 57.781 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juli 1984 ejendommen bl.a. med overtagelse af de to indestående lån. I juni 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 159.037 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Såvel klageren som klagerens advokat protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en fordring af den aktuelle størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.

Instituttet fremlagde i klagesagen dokumentation for sit tab og oplyste telefonisk, at hæftelse 1 blev fuldt dækket af budet, samt at det ikke var muligt af tvangsauktionssagen at se, hvordan dækningen til hæftelse 2, var anvendt.

Nævnet fandt ikke, at genanvendelsen af pantebrevene ved videresalg af ejendommen var et udtryk for, at instituttet havde frafaldet den personlige fordring, eller at klageren kunne fritages for denne ud fra en passivitetsbe-tragtning eller kunne kræve fordringen nedsat yderligere, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav i dets helhed ikke var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne og overskudet fra videresalget til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af renter og bidrag samt uforfaldne renter i kolonne 2, hvilke krav på renter og bidrag var forældede efter 1908-loven. Et mindretal var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt, at der for instituttets rentefordring m.v. var tilvejebragt et særligt retsgrundlag, således at denne var omfattet af den 20-årige forældelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at nedsætte sit krav med henholdsvis de uforfaldne renter i kolonne 2 og restancerne i kolonne 3, i det omfang restancerne ikke bestod af afdrag. Det resterende krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.