Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opbevaret ovenpå parkeret bil.

Sagsnummer: 218/1990
Dato: 08-10-1990
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn
Klageemne: Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - mistet ved grov uagtsomhed
Ledetekst: Opbevaret ovenpå parkeret bil.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med flyttearbejde fredag den 19. august 1988 fik klageren stjålet sit dankort. Klageren havde lagt sin jakke med sin tegnebog i inderlommen på en bil, der holdt på en parkeringsplads ved siden af flyttebilen. Da han tog jakken, blev tegnebogen liggende på bilen. Da klageren 10 minutter senere kom tilbage, var tegnebogen forsvundet. Tidspunktet for tyveriet har klageren i forbindelse med anmeldelse til kriminalpolitiet oplyst til at være mellem kl. 17.30 og 17.40.

Klagerens dankort blev herefter uberettiget brugt til hævning af i alt 13.000 kr. De 3 første misbrug var: hævning af 1.000 kr. den 19. august kl. 18.01 i en forretning ved hjælp af værdibon, hævning af 2.000 fra en DK-automat samme dag kl. 18.56 samt hævning af 2.000 kr. den 20. august kl. 01.05 fra en DK-automat.

Klageren kontaktede telefonisk den 19. august den kontoførende afdelings bestyrer og oplyste om tyveriet. Klageren angiver, at tidspunktet for telefonsamtalen var kl. 20.30, medens indklagedes medarbejder har oplyst tidspunktet til ca. kl. 21.50. Kortet blev herefter spærret mandag den 22. august 1988 kl. ca. 8.20. Indklagede har forud for nærværende klagesag refunderet klageren 8.000 kr. af de 13.000 kr.

Efter at have korresponderet med indklagede samt forgæves forsøgt at opnå erstatning hos sit forsikringsselskab, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes også at refundere ham det resterende beløb på 5.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, idet indklagede dog under klagesagens behandling har oplyst yderligere at ville refundere klageren 2.000 kr. vedrørende hævning foretaget den 20. august 1988 kl. 01.05.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at PIN-koden til dankortet lå hjemme blandt hans personlige papirer, hvorfor det burde være umuligt, at der kunne foretages hævninger med kortet.

Indklagede har anført, at klageren har udvist grov uagtsomhed ved opbevaring af kortet, ligesom misbrugeren må have haft kendskab til PIN-koden. Spærring af kortet blev først foretaget om mandagen som følge af, at klageren overfor indklagedes medarbejder havde oplyst, at PIN-koden ikke var opbevaret i den bortkomne pung. Indklagede har ikke undersøgt, om betalingsmodtageren vedrørende værdibonen på 1.000 kr. sikrede sig, at denne blev benyttet af rette kontohaver.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed."

Efter det, der er oplyst af klageren selv, har klagerens tegnebog indeholdende bl.a. dankortet i ca. 10 minutter ligget frit tilgængeligt på en parkeret bil, som ikke var under opsyn. I mangel af nærmere oplysninger findes det herefter at måtte lægges til grund, at klageren har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med tabet af dankortet. I forhold til indklagede må klageren derfor selv bære tabet på 3.000 kr. i forbindelse med de misbrug, der skete den 19. august 1989 forud for klagerens telefoniske henvendelse til afdelingsbestyreren.

For så vidt angår hævningen af de 1.000 kr. ved hjælp af en værdibon bemærkes, at det må påhvile klageren selv at undersøge, om der måtte være grundlag for at rejse krav mod betalingsmodtageren i medfør af lovens § 21, stk. 3.

Endelig bemærkes, at de 2.000 kr., som indklagede under klagesagen har erklæret yderligere at ville refundere klageren, bør forrentes med kassekredittens rente fra debiteringstidspunktet i august 1988.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge i det omfang, den foreligger til påkendelse. Klagegebyret tilbagebetales klageren.