Krav om renter og erstatning fra den ene af to kontohavere begrundet i pengeinstituts håndtering af indestående på skødedeponeringskonto.

Sagsnummer:352/2022
Dato:21-04-2023
Ankenævn:Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Sønderbæk og Morten Bruun Pedersen.
Klageemne:Skødedeponeringskonto - frigivelse
Deponering - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om renter og erstatning fra den ene af to kontohavere begrundet i pengeinstituts håndtering af indestående på skødedeponeringskonto.
Indklagede:Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om renter og erstatning fra den ene af to kontohavere begrundet i pengeinstituts håndtering af indestående på skødedeponeringskonto.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes nu fraskilte ægtefælle, M, ejede i fællesskab en fast ejendom, som blev solgt i forbindelse med parrets skilsmisse. Provenuet ved salget blev indsat på en skødedeponeringskonto -407 i Lån og Spar Bank med både klageren og M som kontohavere. Indestående på kontoen blev forrentet med 0,00 %.

På M’s anmodning frigav banken ved en fejl den 20. juli og den 5. september 2020 indestående på henholdsvis 1.535.270,87 kr. og 6.094,03 kr. fra skødedeponeringskontoen til M’s fri rådighed.

Den 23. november 2020 skrev advokat A, der var udpeget som bobehandler (herefter bobehandleren) i ægtefælleskifteboet mellem klageren og M, til klagerens advokat, advokat B med kopi til banken, at der måtte være sket en fejl ved udbetaling af hele provenuet til M. Den 23. november 2020 skrev advokat B til bobehandleren med kopi til banken og anførte:

”Under henvisning til mail af d.d. … fra bobehandleren skal jeg hermed på vegne af min klient anmode bobehandleren straks og uden ophold at håndtere problemstillingen og få[r] berigtiget forholdet. Min klients retsstilling og erstatningskrav i anledning af det passerede forbeholdes i videst muligt omfang. …”

Den samme dag skrev bobehandleren til M om at tilbageføre beløbet. Banken har oplyst, at den også opfordrede M til at tilbagebetale beløbet.

Den 24. november 2020 meddelte bobehandleren både M og advokat B, at hun ville underrette skifteretten, og at det kunne blive nødvendigt med yderligere sikkerhedsstillelse. Den samme dag meddelte M bobehandleren, at han ville tilbageføre salgsprovenuet til skødedeponeringskontoen.

Den 26. november 2020 indsatte M 1.535.270,87 kr. og 6.094,03 kr. på en skødedeponeringskonto -640, der blev oprettet i banken med begge ægtefæller som kontohavere. Banken har oplyst, at kontoen i rentemæssig henseende blev oprettet som en boligkonto. Ved brev af samme dag til M meddelte skifteretten, at den havde fastsat en yderligere sikkerhed på 20.000 kr.

Den 30. november 2020 skrev klageren til banken:

”… ifølge [bobehandleren] kan der ikke disponeres eller udbetales fra deponeringskontoen uden en aftale mellem parterne. Jeg er IKKE enig i at der skal foretages en udbetaling og fordeling af 50/50 af indestående. [M] skal betale mig et boslod, og vi afventer en meddelelse fra skifteretten på det endelige beløb. Jeg modsætter mig enhver udbetaling i strid med dette…”

M anmodede den 11. august 2021 banken om, at halvdelen af kontoens indestående skulle frigives til ham. Banken forelagde anmodningen for klageren, der ved besked til banken af samme dag modsatte sig frigivelse:

”… [bobehandleren] har fremsendt en opgørelse over bodeling til skifteretten, men den er IKKE stadfæstet i skifteretten. Der er anlagt civilt søgsmål mod [M] i denne sag… Der kan derfor IKKE foretages en fordeling og udbetaling før der foreligger en afgørelse fra skifteretten ….”

Den 12. august 2021 skrev banken til klageren og M:

”Vi er nød[t] til at afvente enighed eller der foreligger en upåankelig dom …”

M indgav den 20. august 2021 en klage til Ankenævnet over bankens manglende frigivelse af halvdelen af beløbet til ham (sag 359/2021).

Under behandling af sag 359/2021 for Ankenævnet meddelte banken ved et brev af 22. april 2022 til klageren, at banken havde overført indeståendet på skødedeponeringskonto -640 til en deponeringskonto -078 oprettet i henhold til deponeringsloven.

Den 5. maj 2022 traf Ankenævnet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgik:

”… Klageren anmodede om at få udbetalt halvdelen af de 1.541.667,48 kroner. H modsatte sig dette med henvisning til, at bodeling ikke var stadfæstet af skifteretten, og at der var anlagt et civilt søgsmål mod klageren.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen – udtaler:

Som anført ejede parterne ejendommen i lige sameje. Provenuet fra salget af ejendommen tilkommer derfor parterne med halvdelen til hver. Halvdelen af provenuet udgør således en del af klagerens bodel, som klageren ikke er frataget rådigheden over, jævnfør ægtefælleskiftelovens § 54. Henset hertil og til det anførte om skødedeponeringskontoen finder vi, at banken var forpligtet til at efterkomme klagerens anmodning om udbetaling.

Lån & Spar Bank har under sagens behandling deponeret det fulde beløb i henhold til deponeringsloven. Da vi som anført finder, at halvdelen af beløbet fra skødedeponeringskontoen tilhører klagerens bodel, og da bestemmelsen i bankens almindelige forretningsbetingelser § 3 om fuldmagtsforhold ikke ændrer herpå, er betingelserne for deponering i deponeringslovens § 1 efter vores opfattelse ikke opfyldt.

Det tilføjes, at Ankenævnets praksis vedrørende spærring af fælles konti i forbindelse med oplysning om samlivsophævelse ikke er relevant i det foreliggende tilfælde, hvor der ikke er tvivl om ejerforholdene til skødedeponeringskontoen.

Vi stemmer derfor for, at banken skal udbetale 770.833,74 kroner fra deponeringskontoen til klageren. Vi finder endvidere, at banken skal betale procesrenter af beløbet fra indgivelsen af klagen den 20. august 2021 til betaling sker. Der er ikke grundlag for at pålægge banken at betale yderligere.”

Den 11. maj 2022 skrev banken om frigivelsen til klageren og M. Banken meddelte, at den ville overføre 770.833,74 kr. til M den 17. maj 2022 med renter, og at den ville overføre 770.833,74 kr. til klageren den 17. maj 2022.

Banken har oplyst, at rentesatsen for indlån på boligkonti i perioden fra oprettelsen af skødedeponeringskonto -640 den 26. november 2020 til 17. maj 2022, hvor frigivelse fandt sted, var 0 %.

Parternes påstande

Den 7. september 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån og Spar Bank skal betale procesrenter samt erstatning for påførte omkostninger.

Lån og Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken skal betale procesrenter til hende af det af banken tilbageholdte beløb på deponeringskontoen på lige fod og på samme vis, som banken blev pålagt at betale renter til M i sag 359/2021, i alt 43.139 kr. Banken er ikke berettiget til at forskelsbehandle hende og M. Det følger af afgørelsen i sag 359/2021, at begge parter havde ret til at få halvdelen af provenuet udbetalt. Banken tilbageholdt således uretmæssigt begge parters andel på baggrund af regler, som kontoen ikke var omfattet af.

Banken meddelte løbende hende og M, at de skulle afvente en aftale eller en endelig upåankelig dom, før det deponerede beløb kunne frigives. Hun fulgte i hele forløbet tilkendegivelserne fra banken om, at der ikke kunne udbetales fra deponeringskontoen uden enighed eller endelig dom. Efterfølgende blev dette underkendt af Ankenævnet.

Banken varetog ikke hendes interesser, så hun og M blev ligestillet og behandlet ens. Banken fralagde sig uberettiget ansvaret for at have tilbageholdt indestående på deponeringskontoen og overførte ansvaret til hende i kontrast til bankens argumentation i sag 359/2021.  Banken rådgav ikke fyldestgørende om deponeringskontoen og orienterede hende ikke om de relevante risici. Banken orienterede hende ikke om, at hun frasagde sig rådigheden over sin del af det deponerede beløb, hvis hun modsatte sig ligelig udbetaling fra deponeringskontoen. Tidligere afgørelser i Ankenævnet (nr. 52/2010, 93/2007, 13/2006) gav pengeinstituttet medhold i at tilbageholde indestående på deponeringskonto ved manglende aftale eller retsafgørelse om, hvorledes udbetaling skal ske. Ingen af disse afgørelser gav medkontohaverne ansvaret for, at midler blev tilbageholdt.

Banken har anført, at ”Lån & Spars stillingtagen i sagen til fordel for klager skyldtes ubestridt, at klager - til skade for ægtefællen - modsatte sig frigivelse.”, og at ”klager initierede og samtidig accepterede, at hun fra 11. august 2021 frasagde sig rådigheden over sin del af det deponerede beløb”. Hun tilkendegav tydeligt overfor banken i november 2020, at der skulle betales et boslod og modsatte sig derfor, at deponeringskontoen blev fordelt ligeligt. Hun modsatte sig således ikke en frigivelse, men alene at indeståendet blev fordelt ligeligt.

Bobehandleren tilkendegav, at M skulle betale et boslod, og at deponeringskontoen indgik i bodelingen. Banken var bekendt med den foreløbige bodelingsoverenskomst og størrelsen af boslod, som M skulle betale til hende. Banken modtog gentagne gange krav fra M om udbetaling af hele deponeringsbeløbet eller halvdelen. Hun modsatte sig dette med henvisning til betaling af boslod. Hun blev ikke forelagt et oplæg til aftale med M og afventede derfor skifterettens domsafsigelse. Ansvaret for, at deponeringskontoen ikke kunne frigives, påhvilede derfor i høj grad M, som ikke ville anerkende den foreløbige bodelingsoverenskomst.

Banken tilbageholdt uberettiget beløbet og anvendte reglerne i deponeringsloven, selv om der ikke var foretaget en deponering i henhold til deponeringsloven. Banken var bekendt med, at der i forbindelse med bodelingen var opstået tvist om hvilken part i skilsmissesagen, der var berettiget til midlerne på kontoen. Under disse omstændigheder burde banken have foretaget deponering af midlerne i henhold til deponeringsloven. Dette skete først den 22. april 2022 under den verserende sag 359/2021.

Hun blev ikke orienteret om, at M indgav en stævning mod banken, hvilket afskar hende fra at anmode skifteretten om en betinget partiel stadfæstelse af boopgørelsen.

Banken handlede endvidere ansvarspådragende ved at frigive hele salgsprovenuet til M i juli og september 2020. Banken handlede i strid med gældende regler og uden hendes accept. Banken skal betale hende kompensation som følge af, at banken udlånte hendes andel af deponeringskontoen omkostningsfrit til M. Dette gav M en mulighed for at opnå økonomisk gevinst, idet han frit kunne råde over 1.500.000 kr. i fire måneder. Banken orienterede hende ikke om bankens frigivelse af hele salgsprovenuet til M i juli og september 2020.

Banken skal erstatte hende procesrente for udlån af hendes indestående på deponeringskontoen til M i perioden fra den 20. juli til 27. november 2020, 7,5 % p.a. af 770.682 kr. i 131 dage samt påførte omkostninger ved frigivelsen. Banken har påført hende omkostninger til advokat med et skønnet timeforbrug på fem timer svarende til mellem 2.800 kr. og 14.000 kr. Hun blev endvidere pålagt forhøjet sikkerhedsstillelse på 20.000 kr., da bodelingssagen var rejst af hende.

Lån & Spar Bank har anført, at i relation til klagerens krav om forrentning var indholdet af klagerens besked af 11. august 2021 den direkte årsag til, at banken afslog M’s anmodning om frigivelse af beløbet. Banken imødekom dermed klageren og gik imod M’s ønske om frigivelse af halvdelen af beløbet til ham. Bankens stillingtagen i sagen til fordel for klageren skyldtes ubestridt, at klageren - til skade for M - modsatte sig frigivelse.

Klageren initierede og accepterede således, at hun fra den 11. august 2021 frasagde sig rådigheden over sin del af det deponerede beløb. Det savner rimelighed at tilkende klageren forrentning af det deponerede beløb i en periode, hvor klagerens afslag var baggrunden for, at hun og M ikke fik rådighed over beløbet.

Afgørelse 359/2021 var udtryk for, at banken gennem forrentning blev pålagt at kompensere M for den manglende rådighed over det indestående beløb i den periode, hvor klageren modsatte sig frigivelse. Afgørelse 359/2021 gav M en personlig ret til forretning.

Klageren kan under disse omstændigheder ikke støtte ret på en afgørelse, der angår tredjemand, M. Klageren kan under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke have en berettiget forventning om forrentning af sin del af kontoens indestående i større omfang end det, der fremgik af bankens renteliste.

Klageren har ikke lidt et tab. Klagerens forventninger til forrentningen af kontoens indestående er skuffede efter, at klageren blev bekendt med, at M opnåede forrentning af beløbet. Skuffede forventninger kompenseres ikke.

M indgav ikke, som anført af klageren, en stævning mod banken.

Klageren har gjort gældende, at der skal tilskrives procesrenter af det tilbageholdte beløb fra den 31. maj 2022 og frem til det udbetales til klageren. Banken frigav beløbet til klagerens fri rådighed før 31. maj 2022. Det forekommer derfor ikke klart, når klageren anfører, at beløbet efter 31. maj 2022 skulle være tilbageholdt.

I relation den midlertidige frigivelse af salgsprovenuet i de fire måneder fra 20. juli til 26. november 2020 valgte M frivilligt at tilbageføre hele det frigivne beløb til en deponeringskonto. Klageren har dermed ikke dokumenteret, at klageren har lidt et tab som følge af den midlertidige frigivelse til M. Klageren har ikke på andet grundlag dokumenteret, at hun er berettiget til at opnå en forrentning af halvdelen af det i fire måneders perioden frigivne beløb.

Klageren var i øvrigt bekendt med den midlertidige frigivelse, men undlod i 2020 at indbringe spørgsmålet om frigivelsen eller et krav om forrentning i fire måneders perioden af halvdelen af beløbet for Ankenævnet.

Klagerens omkostninger til egen advokat dækkes ikke, jf. Ankenævnets vedtægter § 11.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes nu fraskilte ægtefælle, M, ejede i fællesskab en fast ejendom, som blev solgt i forbindelse med parrets skilsmisse. Provenuet ved salget blev indsat på en skødedeponeringskonto i Lån og Spar Bank med både klageren og M som kontohavere.

På M’s anmodning frigav banken ved en fejl den 20. juli og den 5. september 2020 indestående på henholdsvis 1.535.270,87 kr. og 6.094,03 kr. fra skødedeponeringskontoen til M’s fri rådighed. Den 26. november 2020 indsatte M beløbene på en ny skødedeponeringskonto, der blev oprettet i banken med begge ægtefæller som kontohavere.

M anmodede den 11. august 2021 banken om at frigive halvdelen af kontoens indestående til ham. Banken forelagde anmodningen for klageren, der ved besked til banken af samme dag modsatte sig frigivelse. Banken meddelte herefter klageren og M, at frigivelse skulle afvente enighed eller en upåankelig dom. M indbragte den 20. august 2021 sagen for Ankenævnet (sag 359/2021). Den 5. maj 2022 traf Ankenævnet afgørelse i sagen. Et flertal i Ankenævnet fandt, at banken skulle udbetale 770.833,74 kr. fra deponeringskontoen til M med tillæg af procesrenter af beløbet fra indgivelsen af klagen den 20. august 2021 til betaling skete.

Den 17. maj 2021 overførte banken 770.833,74 kr. til M med tillæg af renter og 770.833,74 kr. til klageren.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har krav på procesrenter eller anden forrentning af beløbet på 770.833,74 kr. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at banken undlod at frigive skødedeponeringskontoens indestående med halvdelen til hver af klageren og M som følge af, at klageren den 11. august 2021 modsatte sig, at banken efterkom M’s anmodning om udbetaling halvdelen af indeståendet.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at hun har lidt et tab ved bankens fejlagtige frigivelse til M den 20. juli og den 5. september 2020. Ankenævnet lægger herved til grund, at rentesatsen på skødedeponeringskontoen var 0 %.

Det følger af Ankenævnets vedtægter § 25, stk. 1, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part. Efter Ankenævnets praksis tilkendes der som udgangspunkt heller ikke klageren kompensation for klagerens tidsforbrug forud for, at sagen indbringes for nævnet. Ankenævnet finder ikke anledning til at fravige denne praksis i nærværende sag. Klageren får herefter heller ikke medhold i sit krav om kompensation for afholdte advokatudgifter.

Ankenævnet finder, at der heller ikke i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.