Indsigelse mod frigivelse af beløb, der var deponeret i henhold til deponeringsloven.
| Sagsnummer: | 35 /2005 |
| Dato: | 23-06-2005 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Sonny Kristoffersen |
| Klageemne: |
Deponering - frigivelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod frigivelse af beløb, der var deponeret i henhold til deponeringsloven. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelse imod indklagedes frigivelse af en deponering.
Sagens omstændigheder.
Klagerne solgte deres faste ejendom med overtagelse den 1. juli 2002.
Den 27. august 2002 fremsendte køber via sin advokat 129.439,70 kr. til indklagede til deponering i henhold til deponeringsloven til fordel for klagerne eller ejendomsmægleren E. Af fremsendelsesskrivelsen fremgår bl.a.:
"…Depotet stilles i anledning af [klagernes] salg af ejendommen, beliggende [adresse], til [køber].
I forbindelse med berigtigelse af ejendomshandlen er der mellem sælger og ejendomsmægler opstået tvist om det deponerede beløb, idet der ikke foreligger underskrevet formidlingsaftale og/eller købsaftale.
Depotet skal frigives mod behørig kvittering til [klagerne] eller [E], når det ved dom, forlig eller på anden bindende måde er endeligt afgjort, hvem retten til det deponerede beløb tilkommer.
…".
Ved skrivelse af 2. januar 2003 fremsendte køber via sin advokat til klagernes advokat et beløb svarende til det deponerede. Om baggrunden herfor har klagernes advokat oplyst, at køber hermed ønskede at afværge en fogedsag om tilbagetagelse af den solgte ejendom.
Den 14. januar 2003 fremsendte klagernes advokat en telefaxskrivelse til købers advokat. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Med henvisning til Deres breve til mig af 2. og 13. januar 2003 kan jeg oplyse, at efter købers indbetaling med Deres skrivelse af 2. januar 2003, jf. Deres fax-skrivelse til mig af 13. januar 2003 har mine klienter naturligvis ikke nogen indvendinger imod, at det deponerede beløb frigives, og på hvilken deponering min klient har været uden indflydelse, og hvilken deponering forekommer uforståelig og overflødig.
Det er Dem, der har foretaget deponeringen, og De må selv rede trådene ud. Med hensyn til grundlaget for og indholdet af Deres deponering henviser jeg til Deres brev til [indklagede] af 27. august 2002.
Mine klienter fordrer at blive holdt skadesløse i alle henseender, og for så vidt angår deponeringen skal jeg anmode Dem om at drage omsorg for, at mine klienter hurtigst muligt slettes som kontohavere, idet jeg kan oplyse, at mine klienter har modtaget kontoudskrift fra [indklagede] pr. 31. december 2002 med oplysning om tilskrevne renter på 562,97 kr. Jeg går ud fra, at De er bekendt med kontoudskrift fra den deponering, som De har foranstaltet.
I forhold til køber og mægler har mine klienter grundlag for at betragte sagen som afsluttet.
…".
Den 6. maj 2003 fremsendte E's advokat en skrivelse til købers advokat. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Jeg er enig med Dem i, at de deponerede beløb vedrører [E's] mellemværende med sælger, og på baggrund heraf er min klient indstillet på, at det deponerede beløb frigives mod, at [købers advokat] indestår for betaling, såfremt min klient får medhold i den nu anlagte retssag mod sælger.
Beløbet skal fremsendes til [E] eller undertegnede, når det ved dom, forlig eller på anden bindende måde er endeligt afgjort, hvem retten til det omhandlede beløb tilkommer, jfr. deponeringsskrivelsen i det hele.
…".
Den 7. maj 2003 fremsendte købers advokat en kopi af klagernes advokats skrivelse af 14. januar 2003 og E's advokats skrivelse af 6. maj 2003 til indklagede, idet indklagede på baggrund af skrivelserne blev anmodet om at frigive det deponerede beløb til køber.
Den 9. maj 2003 opgjorde indklagede deponeringskontoen og overførte indeståendet på 130.572,54 kr. til købers advokat.
Den 7. januar 2004 blev der afsagt byretsdom vedrørende tvisten mellem klagerne og E. Dommen blev anket.
Ved telefaxskrivelse af 5. juli 2004 til indklagede forespurgte klagernes advokat til deponeringen under henvisning til, at det endnu ikke "ved dom, forlig eller på anden bindende måde er endeligt afgjort, hvem retten til det deponerede tilkommer".
Ved skrivelse af 16. juli 2004 oplyste indklagede om frigivelsen af det deponerede beløb til købers advokat den 9. maj 2003.
Parternes påstande.
Den 4. februar 2005 har klagerne via deres advokat indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal anerkende, at det var uberettiget at frigive det deponerede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at deponeringen skete uden forbehold og i henhold til deponeringsloven.
Tvisten mellem klagerne og E er ikke endeligt afgjort, og indklagede var derfor ikke berettiget til at frigive det deponerede beløb.
Det bestrides, at skrivelsen af 14. januar 2003 indeholder et samtykke til frigivelse af deponeringen. Af skrivelsen kan det alene udledes, at klagerne har været uden indflydelse på deponeringen og derfor ikke finder grundlag for at udtale sig herom.
Ved deponeringen foretog køber et valg, som er bindende for både køber og indklagede.
Klagernes økonomiske mellemværende med E er ikke afsluttet. Problemstillingen har endvidere principiel og branchemæssig betydning. Sagen bør derfor ikke afvises.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at køber har betalt det deponerede beløb til klagerne, som derfor ikke ses at have nogen retlig interesse i f.eks. en genetablering af deponeringen. Klagen vedrører derfor ikke en konkret formueretlig tvist, der kan behandles af Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at frigivelsen af deponeringen var berettiget, idet advokaterne for begge de muligt berettigede gav samtykke hertil.
Klagerne er ikke blevet ringere stillet ved at have fået rådighed over det deponerede beløb. Tværtimod har de fået en likviditetsmæssig fordel.
Klagerne har ikke lidt noget tab eller været i risiko for at lide tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Den 2. januar 2003 betalte køberen til klagerne et beløb svarende til det beløb, som køberen den 27. august 2002 havde deponeret til fordel for enten klagerne eller ejendomsmægleren E. Herefter erklærede klagernes advokat i skrivelsen af 14. januar 2003, at klagerne ikke havde indvendinger mod, at det deponerede beløb blev frigivet. I øvrigt måtte det også af almindelige regler følge, at klagerne, hvis krav mod køberen var opfyldt, for deres vedkommende var forpligtede til at tillade en frigivelse af det deponerede beløb. På denne baggrund, og da også E's advokat efterfølgende erklærede sig indforstået med, at det deponerede beløb blev frigivet til køberen, var indklagede berettiget til at efterkomme anmodningen herom i skrivelsen af 7. maj 2003 fra køberens advokat.
Klagen tages ikke til følge.