Spørgsmål om pengeinstituts dispositioner i forbindelse med retssag om pengeinstuttets ret til et beløb indbetalt på debitors kassekredit.
| Sagsnummer: | 778/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om pengeinstituts dispositioner i forbindelse med retssag om pengeinstuttets ret til et beløb indbetalt på debitors kassekredit. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved håndpantsætningserklæring af 27. februar 1991 stillede klageren et værdipapirdepot til sikkerhed for selskabet A's forpligtelser over for indklagede. A havde en kassekredit hos indklagede. Klagerens søn var direktør for A.
I marts 1991 gav A indklagede transport i entreprisesummen vedrørende et kloakeringsarbejde, som A skulle udføre for V kommune. A antog senere selskabet O som underentreprenør til en del af entreprisen. A gav O transport i entreprisesummen, som blev noteret af indklagede.
I september 1991 blev A erklæret konkurs. Indklagedes krav i henhold til kassekreditten var på dette tidspunkt ca. 25.000 kr.
O anlagde i august 1992 retssag mod indklagede, under hvilken retssag der blev nedlagt endelig påstand om betaling af ca. 157.000 kr. svarende til O's krav mod A pr. konkursdagen. O støttede kravet på, at indklagede, hvis transport hævdedes ikke at være vedkommende, var bundet af AB 72, § 29, som var gældende for A's hovedentreprise.
Ved dom afsagt af retten i Odense den 1. juli 1994 blev indklagede dømt til at betale O 154.353,25 kr. med nærmere angivne renter samt 17.000 kr. i sagsomkostninger. Dommens præmisser er sålydende:
"Der findes ikke grundlag for at antage, at [V kommune] ved sin notering af sagsøgtes transport har accepteret en fravigelse af den mellem [A] og kommunen indgåede aftale om, at AB 72 § 29 var gældende for entreprisen.
Sagsøgte har financieret entreprisen ikke over en særlig konto, men over [A]'s kassekredit, hvorpå selskabet kunne trække checks såvel til betaling af udgifter vedrørende entreprisen som til andre formål, og hvorpå der indgik betalinger såvel fra entreprisen som fra andre foretagender.
Det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at sagsøgte har ført nogen væsentlig kontrol med selskabets træk på kassekreditten.
Der er enighed mellem parterne om, at kun en del af de afholdte udgifter vedrører lønudgifter, der står i forbindelse med entreprisen. Alene denne del af lønudgifterne findes at berettige til dækning forud for sagsøgeren.
Under de foran nævnte omstændigheder findes sagsøgte at måtte have bevisbyrden for, hvilke betalinger der vedrører lønudgifter, der har været nødvendige for entreprisens gennemførelse og således har været berettiget til dækning forud for sagsøgeren.
Det fornødne bevis herfor findes ikke at være ført.
Herefter og som sagen er procederet og i øvrigt oplyst efter bevisførelsen, kan det ikke lægges til grund, at der ikke har været dækning for sagsøgerens fulde krav i de fra kommunen indbetalte beløb."
Af Ankenævnets sag fremgår, at klageren gennem sin advokat i marts 1992 havde rettet henvendelse til indklagede om frigivelse af det håndpantsatte depot, hvilket indklagede afviste med henvisning til den aktuelle saldo på kassekreditten samt det af O rejste krav. Under en korrespondance mellem klagerens advokat, indklagede og indklagedes advokat havde klagerens advokat i september 1993 anmodet om at modtage kopi af skriftvekslingen i den af O mod indklagede anlagte sag. Den 8. oktober 1993 meddelte indklagede klagerens advokat, at der var tale om et omfattende materiale, "hvorfor det er nødvendigt at opkræve et gebyr for kopiering og fremsendelse. Materialet vil blive fremsendt, når banken har modtaget ekspeditionsgebyr kr. 450,-." Med henvisning til, at indklagede og dennes advokat tilsyneladende fandt, at retssagen ikke vedkom klageren, anmodede klagerens advokat på ny om frigivelse af det håndpantsatte depot. Indklagede afviste på ny dette og anførte, at det tab, indklagede måtte lide ved at blive dømt til at betale et beløb til O, ville blive gjort gældende mod klageren.
Ved skrivelse af 7. juli 1994 fremsendte indklagede til klageren kopi af dommen af 1. juli s.å., idet klageren blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt han ønskede, at indklagede skulle påanke denne, idet indklagede i bekræftende fald forbeholdt sig at gøre eventuelle omkostninger ved anken gældende over for klageren. Klageren overgav henvendelsen til sin advokat, som den 19. s.m. meddelte indklagede, at han stillede sig uforstående over for, at han og klageren nu blev involveret i sagen, da indklagede ikke tidligere havde ønsket at holde ham og klageren orienteret.
Den 27. juli 1994 meddelte indklagede klagerens advokat, at indklagede havde besluttet ikke at anke dommen.
Ved skrivelse af 11. august 1994 meddelte indklagede, at A's gæld efter indklagedes opfyldelse af dommen androg ca. 260.000 kr., idet klageren blev forespurgt, om han ønskede at foretage kontant indbetaling af beløbet.
I en skrivelse af 11. november 1994 afviste klagerens advokat på ny indklagedes krav og anførte yderligere, at klageren under ingen omstændigheder kunne være forpligtet til at godtgøre indklagede et beløb på 32.500 kr., som indklagede havde betalt i salær til sin advokat vedrørende retssagen, dels fordi klageren ikke havde haft indflydelse på sagen, dels fordi beløbene oversteg det takstmæssige salær på 18.000 kr. inkl. moms.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive pantet, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end krævet af indklagede. Han har samtidig indbetalt 25.312 kr. til indklagede svarende til kassekredittens saldo på konkursdagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke har haft mulighed for at få indflydelse på retssagen mellem indklagede og O. Af rettens præmisser fremgår, at sagen af indklagede og dennes advokat er ført på en sådan måde, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt man havde forberedt og procederet sagen korrekt.
Indklagede har anført, at det ikke er korrekt, når klageren påstår, at han ikke tidligere har haft mulighed for at påvirke retssagen. Klageren har når som helst kunnet betale de beløb, som retssagen omhandlede. Klageren kunne mod betaling af et rimeligt gebyr have modtaget kopi af det omhandlede omfangsrige materiale. Indklagedes advokatomkostning i forbindelse med retssagen kan kræves dækket af klageren i medfør af pkt. 1, c, i håndpantsætningserklæringens almindelige bestemmelser, hvorefter pantet tillige tjener til sikkerhed for "bankens udgifter til varetagelse af sine interesser som panthaver ....". De takstmæssige salærer gælder alene i forhold til modparten i retssagen.
Ankenævnets bemærkninger:
Da indklagede i det af klageren håndpantsatte depot under alle omstændigheder havde sikkerhed for sit krav mod debitor, blev retssagen mellem underentreprenøren O og indklagede i realiteten ført i klagerens interesse. Ankenævnet finder derfor, at indklagede og dennes advokat burde have givet klageren og dennes advokat adgang til at få indflydelse på retssagen førelse, og det findes i denne forbindelse kritisabelt, at indklagede forlangte gebyr som betingelse for at ville kopiere og fremsende sagens materiale.
Ankenævnet finder imidlertid ikke, at det foran anførte kan føre til, at det beløb, indklagede ved dommen blev dømt til at betale O, ikke kan gøres gældende mod klageren. Der er herved lagt vægt på, at det efter det foreliggende ikke findes sandsynliggjort, at retssagen kunne have fået et andet udfald ved en anden procesførelse, og at indklagede meddelte klageren, at man var indstillet på at anke dommen, såfremt han ønskede dette, hvilket klageren imidlertid ikke tilkendegav.
Det beløb på 32.500 kr., som indklagede har betalt i salær til sin advokat, findes ikke at kunne gøres gældende mod klageren i medfør af pkt. 1, c, i håndpantsætningserklæringens almindelige bestemmelser. I mangel af en udtrykkelig aftale herom og under hensyn til det indledningsvis anførte findes indklagede herefter ikke at kunne gøre krav på, at klageren godtgør indklagede dette beløb.
Som følge af det anførte
Indklagede bør anerkende, at det beløb på 32.500 kr., som indklagede har betalt i salær til sin advokat i forbindelse med den omhandlede retssag, ikke kan kræves godtgjort af klageren. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.