Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ekspeditionstid ved overførsel aktier i kapitalpensionsdepot. Salg af aktier uden aftale herom. Opgørelse af tab.

Sagsnummer: 225 /1998
Dato: 07-12-1998
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Allan Pedersen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - overførsel
Ledetekst: Ekspeditionstid ved overførsel aktier i kapitalpensionsdepot. Salg af aktier uden aftale herom. Opgørelse af tab.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om størrelsen af den erstatning, der tilkommer klageren i anledning af indklagedes mangelfulde ekspedition af en overførsel af aktier i klagernes kapitalpensionsdepoter hos indklagede til et andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

Tirsdag den 17. februar 1998 modtog indklagede en anmodning om overførsel af klagernes kapitalpensionskonti med depot til pengeinstituttet P. Depoterne indeholdt bl.a. 314 stk. Nycomed Amersham B aktier fordelt med 149 stk. i H's depot og 165 stk. i M's depot.

Den 30. april 1998 solgte indklagede aktierne til en strakshandelskurs på 216. Ved handlerne beregnedes henholdsvis 241,38 kr. og 267,30 kr. i kurtage. Provenuet af handlerne blev den 18. maj 1998 overført til P.

I skrivelse af 27. maj 1998 til klagerne meddelte indklagede, at aktierne ikke var blevet overført tidligere, idet man havde været af den opfattelse, at en forestående tvangsindløsning af aktierne var til hinder herfor.

I erkendelse af, at klagerne ikke havde givet ordre om salg af aktierne, tilbød indklagede ved skrivelse af 11. juni 1998 at retablere depoterne uden omkostninger.

Den 26. juni 1998 købte klagerne via P bl.a. i alt 68 Ratin A/S aktier til kurs 1430 til deres kapitalpensionsdepoter.

Under sagen har klagerne fremlagt en skrivelse af 17. august 1998 fra P til klagernes advokat, hvori det bekræftes, at klagernes "hensigt efter overførslen var omlægning af værdipapirportefølje til lavere kurtage".

Af de fondsnotaer, der er fremlagt under sagen fremgår, at indklagede beregner sig 0,75% i kurtage ved aktiehandler, mens P beregner sig 0,375%, minimum 150 kr.

Parternes påstande.

Den 29. juni 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Klagerne har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 9.734 kr. med tillæg af renter fra den 24. februar 1998 svarende til kurstabet på Nycomed Amersham aktierne i perioden 24. februar til 30. april 1998 ((254-216) x 314) og 25.830 kr. med tillæg af renter fra den 20. maj 1998 svarende til deres tab ved at være afskåret fra at omlægge til Ratin aktier fra den 24. februar 1998, hvor kursen var 987, til den 20. maj 1998, hvor kursen var 1.285. Renten bør være indklagedes rentesats for ikke bevilgede overtræk. Indklagede bør endvidere dække deres omkostninger på i alt 800 kr., heraf 100 kr. i gebyr til Ankenævnet, 200 kr. til advokat og 500 kr. til dækning af porto, kørsel m.v. Endelig bør indklagede refundere kurtage på i alt 508,68 kr.

Indklagede har erklæret sig indforstået med at refundere kurtagen på 508,68 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse principalt mod omkostningsfri retablering af depoterne, subsidiært mod betaling af højst 9.734 kr. med tillæg af procesrente.

Beløbet 9.734 kr. fremkommer som forskellen på kursværdien af aktierne den 24. februar 1998 (247 x 314), hvor overførslen efter sædvanlig ekspeditionstid kunne være gennemført, og den faktiske salgssum (216 x 314).

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at baggrunden for overførslen var, at en planlagt omlægning af deres investeringer kunne gennemføres med væsentligt lavere handelsomkostninger via P. Indklagede blev derfor netop ikke anmodet om at sælge aktierne. Salg og geninvestering skulle finde sted umiddelbart efter overførslen. Indklagede bør erstatte deres tab som følge af den sene overførsel og salget af Nycomed Amersham aktierne. Disse skulle omlægges til Ratin aktier, hvorfor indklagede udover kurstabet på Nycomed Amersham aktierne bør erstatte deres tab ved at have været afskåret fra at omlægge til Ratin aktier til kurs 987.

Indklagede har anført, at man ved modtagelsen af overførselsanmodningen fejlagtigt antog, at overførslen af aktierne måtte afvente en forestående aktieombytning. Ultimo marts 1998 erfarede man, at der intet var til hinder for overførslen. Ved en fejl blev aktierne solgt inden overførslen blev gennemført. Det erkendes, at man på grund af salget er forpligtet til at retablere depoterne uden omkostninger. Indklagede er uden ansvar for kurstabet, idet det ikke er dokumenteret, at klageren ville have solgt aktierne i forbindelse med overførslen til P. Overførslen kunne tidligst være effektueret den 24. februar 1998, hvor kursen på aktierne var 247. Kurstabet kan derfor højest udgøre 9.734 kr. ((247-216) x 314).

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at indklagede begik fejl ved dels at udskyde overførslen dels at afhænde aktierne. Som følge heraf finder Ankenævnet, at indklagede er ansvarlig for det tab, klagerne har lidt ved dels salget via indklagede dels forsinkelsen.

For så vidt angår meromkostningerne ved salget via indklagede bemærkes, at indklagede under sagen har tilbudt at refundere kurtage på i alt 508,68 kr.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at forkaste klagernes forklaring om, at de umiddelbart efter overførslen til P ønskede at sælge aktierne. På den baggrund finder Ankenævnet, at indklagede bør erstatte kurstabet på aktierne i tiden 24. februar 1998, hvor aktierne var blevet overført til P, hvis indklagede ikke havde begået fejl, indtil 30. april 1998, hvor aktierne blev solgt, d.v.s. 9.734 kr. fordelt med 4.619 kr. og 5.115 kr. på henholdsvis H's og M's kapitalpension. Beløbet bør forrentes med procesrente fra 24. februar 1998, jf. rentelovens § 3, stk. 5. Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde en højere forrentning, ligesom det ikke kan pålægges indklagede at betale klageren anden erstatning for klagerens manglende muligheder for at anvende salgsprovenuet af aktierne end de tilkendte renter. Der kan således ikke tillægges klagerne yderligere erstatning som følge af, at geninvesteringen i Ratin aktier ikke fandt sted i februar 1998.

Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at dække klagernes omkostninger ved sagen jf. Ankenævnets vedtægter § 16, hvori det bestemmes, at ingen af parterne betaler omkostninger i forbindelse med klagesagens behandling til den anden part.

Som følge heraf

Udover den tilbudte refusion af kurtage på 508,68 kr. skal indklagede inden fire uger indbetale henholdsvis 4.619 kr. og 5.115 kr. til H's og M's kapitalpensionskonti hos P alle beløb med tillæg af procesrente efter renteloven fra den 24. februar 1998. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.