Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tegning af garantindskud for børneopsparingsmidler efter udløbet af bindingsperioden.

Sagsnummer: 334 /2009
Dato: 27-05-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Jørn Ravn
Klageemne: Garantbeviser - mindreårig
Garantbeviser - rådgivning
Ledetekst: Tegning af garantindskud for børneopsparingsmidler efter udløbet af bindingsperioden.
Indklagede: Løkken Sparebank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens tegning af garantikapital på 25.000 kr. for børneopsparingsmidler efter udløbet af bindingsperioden.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i marts 1989, havde en børneopsparingskonto i Løkken Sparekasse.

Ved brev af 15. februar 2007 henvendte sparekassen sig til klageren om børneopsparingen, idet bindingsperioden udløb ved klagerens fyldte 18. år, hvorefter kontoens indestående på 27.134 kr. + renter var til fri rådighed for klageren. Af brevet fremgår bl.a.:

"…

Vi kan anbefale dig bl.a. at indsætte på en garantikapitalkonto, som er ansvarlig indskudskapital med 3 måneders opsigelse. Her er renten for tiden 4,5 % om året. På denne ordning kan der indsættes i fold á 1.000 kr. op til i alt 250.000 kroner.

Ønsker du at indsætte på garantikonto, har du mulighed for at indsætte på garantkonto – se nærmere i vedlagte prisliste.

Vi kan tilbyde andre gunstige investerings-muligheder, så vi opfordrer dig til at kontakte os. Vi er også interesseret i, at du finder den bedste løsning.

Skulle vi ikke have hørt fra dig inden udløbsdatoen for børneopsparingen, vil vi overføre pengene til en ny 18-25 konto.

…"

Med brevet fulgte en af sparekassen udarbejdet brochure om garantikapital. Af brochuren fremgår bl.a.:

"…

Indskud af garantikapital

Med en garantikapital i sparekassen opnår du ekstra høj rente – 3,50 %. Renten tilskrives ved udgangen af hvert år og overføres til valgfri konto. Der kan maksimum indskydes 250.000 kr.*

Beløbet kan hæves med 3 måneders opsigelse.

*Indskud skal være i hele tusinde kroner.

Garantikapitalen er ikke dækket af Indskydergarantifonden.

Som garant er du med til at styrke sparekassens solide, uafhængige fundament – og dermed gode kundeforhold.

Medindflydelse

For hver 1.000 kr. du tegner, får du 1 stemme ved valget til repræsentantskabet, der er sparekassens øverste myndighed. Der er valg hvert 4. år. En garant kan maksimum opnå 20 stemmer.

Garantblad to gange om året

Her kan du bl.a. læse om fordelene i sparekassen og om økonomiske emner, der har betydning i din hverdag.

Særlige tilbud

F.eks. bøger og andre tilbud til favørpris.

Garantmøde

Hvert forår holder sparekassen garantmøde, som alle garanter kan deltage i. Her får du bl.a. en orientering om det forløbne års gang i sparekassen, præsentation af hovedtallene i regnskabet – samt spisning og underholdning.

…"

I midten af marts 2007 meddelte klageren, at han ønskede at indsætte 25.000 kr. af børneopsparingsmidlerne på en garantikapitalkonto. Resten af børneopsparingen og det løbende afkast skulle indsættes på en garantkonto.

Den 19. marts 2007 udstedte sparekassen en kvittering til klageren for "indbetalt garantikapital DKK 25.000. Af kvitteringen fremgår bl.a.:

"…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Løkken Sparekasse i henhold til Løkken Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Beløbet forrentes i henhold til vedtægterne. Tilskrevne renter overføres til afregningskontoen pr. 31. december.

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.

Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Løkken Sparekasse senest 4 uger før valget finder sted. Hver garant har 1 stemme for hver DKK 1.000,00 indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.

Valg til repræsentantskab afholdes i overensstemmelse med Løkken Sparekasses vedtægter.

…"

Klageren har anført, at han ikke erindrer at have modtaget kvitteringen.

Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.

Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekassen Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.

Ved brev af 22. februar 2009 til Løkken Sparekassen anmodede klageren om at få overført 24.000 kr. til et andet pengeinstitut med henblik på betaling af et indskud til en lejlighed.

Ved e-mail af 23. februar 2009 meddelte sparekassen, at anmodningen ikke kunne imødekommes på grund af sparekassens lukning for udbetaling af garantikapital.

Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Af rapporten, som er offentlig­gjort fremgår bl.a., at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet.

Løkken Sparebank har på baggrund af en generel forespørgsel fra Ankenævnet anført, at Løkken Sparebank ikke har været involveret i drøftelserne med Finanstilsynet i forbindelse med Finanstilsynets rapport af 25. marts 2009 og således ikke til fulde er bekendt med Finanstilsynets grundlag for de i rapporten anførte bemærkninger og konklusioner.

Løkken Sparebank har videre anført, at Ankenævnet bør træffe sin afgørelse på baggrund af den umiddelbare bevisførelse, der finder sted i kraft af parternes indlæg og dokumentation vedrørende de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Rapporten kan ikke betragtes som dokumentation for Løkken Sparekasses rådgivning og håndtering af kunders tegning af garantikapital i de konkrete sager.

Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde ca. 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.

Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.

Den 27. marts 2009 indgav klageren en klage over Løkken Sparekasse til Ankenævnet.

Løkken Sparebank har under sagen fremlagt diverse bilag, herunder blandt andet brochurer og andet informationsmateriale om garantikapital i Løkken Sparekasse samt materiale vedrørende valg til sparekassens repræsentantskab.

Klageren har under sagen fremlagt svarene på nogle spørgsmål stillet af Folketingets Retsudvalg i marts 2000 vedrørende bl.a. forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven. Heraf fremgår bl.a.:

"…

Efter Justitsministeriets opfattelse finder bestemmelsen [ny § 6 a, stk. 2 i markedsføringsloven] som nævnt i bemærkningerne omfatter reklamemateriale, der f.eks. lægges i adresserede kuvert med kontoudtog m.v. ("kuvertfyld").

…"

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Løkken Sparebank skal betale 25.000 kr.

Løkken Sparebank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at sparekassens rådgivning og markedsføring var mangelfuld og vildledende, hvilket understøttes af Finanstilsynets undersøgelse.

Ifølge bekendtgørelsen om god skik skal sparekassen give kunden mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag.

Han troede, at børneopsparingsmidlerne blev placeret på en konto med tre måneders opsigelse. Sparekassen informerede ikke om andre betingelser for udbetaling af pengene eller om risikoen ved placeringen.

På baggrund af navnlig hans unge alder var han ikke fortrolig med begreber som garantikapital, indskydergarantifond og garantkonto.

Beslutningen om placeringen blev truffet alene på baggrund af sparekassens brev af 25. februar 2007 og den vedlagte brochure.

Ifølge markedsføringslovens § 8 skal markedsføring rettet mod børn og unge være udformet med særligt hensyntagen til børns og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans. Udformningen af brochuren stemte ikke hermed. Brochuren giver udtryk for, at sparekassen er kundernes sparekasse. Da der ikke er aktionærer, er det kunderne, der har skabt sparekassen, hvorfor de også skal nyde fordele. En af de fremhævede fordele er fordelagtige renter.

Sparekassens uopfordrede henvendelse med henblik på salg af et af sparekassens produkter var lovstridig og i sig selv erstatningspådragende.

Det er muligt, at han har modtaget invitationer til sparekassens garantmøder. I indbydelserne står der ikke noget om betydningen af at være garant.

Risikoen eller vilkårene for garantikapital fremgår ikke af bladet "Garantnyt", som han anså for at være et nyhedsmagasin på linje med nyhedsmagasiner fra f.eks. musikforretninger og idrætsforeninger.

Sparekassen har med urette nægtet at udbetale hans indestående.

Løkken Sparebank har bl.a. anført, at garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale mellem sparekassen og klageren. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningen, og Løkken Sparekasse har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Klageren var fyldt 18. år den 19. marts 2007, hvor garantikapitalen blev tegnet.

Den ansvarlige medarbejder i sparekassen informerede klageren om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital.

Klagerens henvendelse forud for tegningen af garantikapital viser, at klageren var bekendt med, at der var forskel imellem henholdsvis en Garantikapitalkonto og en Garantkonto. I overensstemmelse med sparekassens sædvanlige praksis fik klageren tilsendt en kvitteringen for garantikapitalen. Garantikapitalen fremgik også af årsopgørelsen pr. den 31. december 2007.

Klageren blev ved personlig skriftligt invitation indkaldt til garantmøde i sparekassen og fik tilsendt sparekassens nyhedsmagasin "Garantnyt".

Vilkårene for indskud af garantikapital fremgik af sparekassens informationsmateriale, herunder at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser og ikke er dækket af Indskydergarantifonden.

Hvis klageren ikke forstod vilkårene, således som de var beskrevet i brochuren, burde han have undersøgt forholdet nærmere eventuelt ved forespørgsel til sparekassen.

I efteråret 2008 blev der afholdt valg til repræsentantskabet i sparekassen. Der blev i den forbindelse sendt blandt andet en individuelt udformet stemmeseddel til hver enkelt garant, idet antallet af stemmer afhang af størrelsen på garantens indskud.

Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.

Hvis det lægges til grund, at sparekassens rådgivning var mangelfuld, gøres det gældende, at klageren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at han ikke ville have tegnet garantikapitalen. På tegningstidspunktet måtte den finansielle krise, der var årsag til de indtrufne vanskeligheder, anses for særdeles usandsynlig. Der foreligger således hverken kausalitet eller adækvans imellem det lidte tab og en eventuel ansvarspådragende adfærd.

Henvendelsen af 15. februar 2007 var ikke lovstridig. I så fald ville det hverken medføre ugyldighed eller erstatningsansvar.

Klageren har udvist passivitet ved først at reagere i februar 2009.

Et eventuelt erstatningskrav må nedsættes helt eller delvist på grund af klagerens egen skyld.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens garantindskud på 25.000 kr. i Løkken Sparekasse blev etableret med hovedparten af klagerens børneopsparingsmidler i umiddelbar forlængelse af bindingsperiodens udløb i marts 2007, hvor klageren fyldte 18 år.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren er rådgivet om, at den relativt høje forrentning af beløbet blev modsvaret af en risiko for at miste pengene, hvis sparekassen fik økonomiske problemer.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Løkken Sparebank skal inden fire uger til klageren betale 25.000 kr. med tillæg af Løkken Sparekasses højeste indlånsrente i perioden fra den 19. marts 2007 til den 25. marts 2009 og herfra med Løkken Sparebanks højeste indlånsrente til betaling sker alt med fradrag af den siden den 19. marts 2007 af det anførte beløb tilskrevne rente.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.