Klage vedrørende opsigelse af erhvervsmæssigt engangement afvist.
| Sagsnummer: | 279/2004 |
| Dato: | 15-02-2005 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende opsigelse af erhvervsmæssigt engangement afvist. |
| Indklagede: | Sparbank Vest |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører Ankenævnets kompetence med hensyn til en klage indgivet af en person, der tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed.
Sagens omstændigheder.
I februar 2001 bevilgede indklagede klageren en erhvervskassekredit på 670.000 kr. Klageren drev i personligt regi en konsulentvirksomhed. Baggrunden for kreditten var klagerens udvikling af et projekt, som klageren var ophavsmand til. Klageren havde i denne forbindelse søgt Vækstfonden om støtte.
Kreditten på 670.000 kr. skulle nedskrives med 33.500 kr. kvartalsvis, første gang 31. marts 2004.
Vækstfonden gav tilsagn om Vækstkaution. Af fondens tilsagn af 16. februar 2001 fremgår, at Vækstkaution dækkede indtil 75 % ved tab, som indklagede ville lide, hvis det bevilgede lån til klageren ikke blev indfriet, og hvis eventuel stillet sikkerhed ikke dækkede restgælden. Kautionen skulle nedskrives årligt, første gang 16. februar 2003 til 430.692 kr. og den 16. februar 2004 til 358.935 kr.
I foråret 2004 ønskede klageren at opnå yderligere støtte fra Vækstfonden i forbindelse med udvikling af et supplerende produkt til det igangværende udviklingsprojekt. I denne forbindelse var der møde mellem klageren og indklagede, hvor nedskrivningen af kassekreditten sammenholdt med nedskrivningen af Vækstkautionen blev drøftet.
Af sagen fremgår, at indklagede i denne forbindelse modtog klagerens regnskab for 2002 samt en råbalance for 2003. På baggrund af det modtagne materiale nedskrev indklagede kassekreditten og meddelte, at man ønskede kreditten afviklet. Af indklagedes skrivelse af 4. marts 2004 fremgår, at maksimum var nedskrevet til 450.000 kr.
Efter yderligere drøftelser med klageren bevilgede indklagede en forhøjelse af kredittens maksimum til 478.500 kr. i henhold til aftale underskrevet af klageren den 6. april 2004. Kreditten skulle nedskrives med 96.000 kr. årligt, første gang 16. februar 2005.
I løbet af sommeren 2004 var der yderligere drøftelser mellem indklagede og klageren om kreditten. Ved skrivelse af 7. juli 2004 meddelte indklagede klagerens advokat, at man ikke anså forudsætningerne for kreditten for længere at være til stede, hvorfor indklagede ønskede kreditten afviklet.
Ved skrivelse af 16. august 2004 meddelte klageren indklagede, at han standsede projektet. Ved skrivelse af 27. august 2004 meddelte indklagede, at man anså engagementet for misligholdt, hvorfor dette blev opsagt til fuld indfrielse. Saldoen på kassekreditten var 539.389 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. oktober 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele en saglig begrundelse for sin reaktion samt at udstede saldokvittering.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hans firma var et enkeltmandsfirma med en mindre omsætning. Firmaet blev lukket pr. 7. november 2004, hvor han gik på efterløn.
Han finder, at Ankenævnet bør realitetsbehandle klagen.
Indklagede har anført, at der er tale om et erhvervskundeforhold, hvilket underbygges af, at kautionen blev afgivet af Vækstfonden.
Selv om klageren hæfter personligt for en restgæld som følge af, at virksomheden blev drevet i privat regi, kan dette ikke medføre, at der er tale om et privat kundeforhold.
Indklagede forbeholder sig at fremkomme med yderligere, såfremt Ankenævnet ikke tager afvisningspåstanden til følge.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen angår indklagedes opsigelse af klagerens erhvervsmæssige kredit, herunder om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i denne forbindelse, således at indklagede er afskåret fra at afkræve klageren yderligere beløb i henhold til kreditten. Selv om klageren ikke længere er erhvervsdrivende, finder Ankenævnet, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold og derfor adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagbetales klageren.