Ved låneaftale underskrevet af klageren den 10. august 1988 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 161.634 kr., som skulle afvikles over 15 år med en månedlig ydelse på 1.992 kr. første gang 1. september 1988. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren et løsørepantebrev med pant i en lystbåd. Renten var i låneaftalen oplyst til p.t. 12,5% p.a. Af låneaftalen fremgik iøvrigt:
"Rente af lånet beregnes efter de for [indklagede] til enhver tid gældende satser.
...
Ændringer i satserne vil blive meddelt debitor på den første kontoudskrift efter renteændringen."
Ved tillæg af 29. september 1988 forhøjedes lånet til 203.748,76 kr. Lånets ydelse ændredes til 2.585 kr. månedligt.
I august 1992 anmodede klageren indklagede om en redegørelse for rentens udvikling. I skrivelse af 28. august 1992 oplyste indklagede, at renten på klagerens lån blev renteberegnet efter de for indklagede "til enhver tid gældende satser og fastsættes i takt med udsving i renten på pengemarkedet."
Efter yderligere brevveksling mellem klageren og indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets rente med tilbagevirkende kraft.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Renten på det omhandlede lån har udviklet sig således:
01.05.1989 13%
09.10.1989 14%
13.11.1989 15,5%
07.05.1990 15%
01.02.1991 16%
23.05.1991 15,5%
16.08.1991 16%
21.10.1991 15,62%
20.12.1991 16,12%
10.06.1992 17,12%
Indklagede har oplyst, at renteændringerne er sket som led i generelle reguleringer af den pågældende lånetype.
Klageren har anført, at han er bekendt med, at en anden af indklagedes kunder for et lån, der også er etableret i 1988, har en lavere rentesats. Hertil kommer, at indklagede i juni 1992 har tilbudt nye bådlån til en rente på 13,75% ved en udbetaling på 30%. Klagerens udbetaling udgjorde 20%, men klageren burde have mulighed for at opnå en lavere rente ved yderligere at betale 10% i udbetaling.
Indklagede har anført, at rentesatsen på klagerens lån har fulgt indklagedes gældende satser for tilsvarende lån, hvorved forstås lån etableret på samme tidspunkt og på samme vilkår, som var gældende for klagerens lån. Betingelserne for de fra medio 1992 etablerede bådlån med en udbetaling på 30% er væsentligt strengere end de vilkår, som gjaldt for klagerens lån; der kan således ikke sammenlignes med rentesatser for nyetablerede lån. Formelt var det dog stadig muligt at opnå 80% finansering pr. 1. januar 1991, men rentesatsen på et sådant lån blev forhøjet til 19,75% p.a. Dette medførte i realiteten et stop for sådanne lån. Pr. 12. februar 1993 blev produktet endeligt afviklet. I denne periode svingede renten i intervallet 19,75% til 21,5%. Nylånsrenten har således hele tiden ligget langt over klagerens rente.
Formuleringen i indklagedes brev af 28. august 1992 er udtryk for den dagældende praksis, hvorefter reguleringen fandt sted på basis af den generelle renteudvikling i samfundet. Der er ikke etableret et objektiveret renteændringssystem baseret på den eksakte udvikling i pengemarkedsrenten, som i øvrigt er genstand for daglige udsving.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indklagedes oplysninger om renteniveauet for senere bådlån med samme betingelser som klagerens lån, finder Ankenævnet ikke, at indklagede har været uberettiget til at gennemføre de skete renteændringer for klagerens lån, og Ankenævnet finder endvidere ikke at kunne karakterisere renteændringerne som urimelige. Ankenævnet finder dog anledning til at udtale, at indklagedes skrivelse til klageren af 28. august 1992, hvorefter renter for lån oprettet før 1. januar 1991 fastsættes i takt med renten på pengemarkedet, kunne have været udtrykt mere præcist i betragtning af, at indklagede over for Ankenævnet anfører, at der ikke for så vidt angår lån oprettet før 1. januar 1991 var etableret et "objektiveret renteændringssystem baseret på den eksakte udvikling i pengemarkedsrenten".
Som følge heraf