Indsigelse fra insolvent dødsbo mod modregning i midler, der stod på afdødes konti på dødsdagen. Spørgsmål om beløbet forlods skulle anvendes til dækning af begravelsesudgifter.
| Sagsnummer: | 271 /2017 |
| Dato: | 01-02-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Michael Reved, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse fra insolvent dødsbo mod modregning i midler, der stod på afdødes konti på dødsdagen. Spørgsmål om beløbet forlods skulle anvendes til dækning af begravelsesudgifter. |
| Indklagede: | Nordjyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse fra insolvent dødsbo mod modregning i midler, der stod på afdødes konti på dødsdagen. Spørgsmål om beløbet forlods skulle anvendes til dækning af begravelsesudgifter.
Sagens omstændigheder
Klageren er boet efter nu afdøde M repræsenteret af M’s søn, A, der af bobestyreren i boet er blevet bemyndiget til at indbringe sagen for Ankenævnet.
I slutningen af 2013 optog M en boligkredit -335 på 475.000 kr. i Nørresundby Bank (nu Nordjyske Bank). Kreditten blev forrentet med en variabel rente, der på daværende tidspunkt var 3,45 % om året. Af ”Vilkår for kreditter”, der var gældende for kreditaftalen, fremgik blandt andet, at kreditten var misligholdt, hvis debitor afgik ved døden. Det betød, at kredittens trækningsret kunne ophæves, og at debitor straks skulle betale det, der skyldtes på kreditten.
M havde endvidere en budgetkonto -220, en opsparingskonto -043 og en privatkonto -262 i banken.
Den 3. juli 2017 afgik M ved døden.
Den 11. juli 2017 opgjorde banken M’s konti incl. renter pr. dødsdagen og oprettede en dødsbokonto -686, hvortil den overførte saldoen på M’s konti på dødsdagen. Banken anmeldte samtidig sit krav i dødsboet. Gælden på boligkredit -335 udgjorde pr. dødsdagen 395.791,31 kr., og der var på dødsdagen følgende indestående beløb på M’s øvrige konti i banken: 8.125,07 kr. på konto -220, 3.204,70 kr. på konto -043 og 6.889,33 kr. på konto -262, i alt 18.219,10 kr. Banken foretog modregning i beløbet på 18.219,10 kr. og opgjorde herefter sit tilgodehavende i dødsboet til 377.572,21 kr.
A gjorde som arving i boet efter M over for banken indsigelse mod modregningen.
Den 9. august 2017 blev boet efter M udleveret til en advokat til bobestyrerbehandling. Det viste sig efterfølgende, at dødsboet var insolvent.
Banken fastholdt, at modregningen var berettiget.
Parternes påstande
Den 30. august 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordjyske Bank skal tilbageføre de modregnede beløb.
Nordjyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens modregning var uberettiget, og at banken burde have indbetalt de indestående beløb til boet. Det følger af dødsboskiftelovens § 71 om insolvente dødsboer, at rimelige begravelsesudgifter skal betales forud for anden gæld. Dette fremgik ligeledes af de vejledninger, som klageren modtog fra skifteretten og bedemanden.
Det bestrides, at det følger af kreditaftalen eller af bankens almindelige forretningsbetingelser, at banken kunne foretage modregning. Banken har ikke opsagt M’s engagement, og banken har heller ikke betinget sig, at misligholdelse direkte kunne føre til modregning i aktiver.
Det følger af punkt 16 i bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder, at der ikke kan foretages modregning i den del af kundens løn eller offentlige ydelser m.v., som er nødvendig til at dække kundens almindelige leveomkostninger. Når denne bestemmelse sammenholdes med bestemmelsen i dødsboskiftelovens § 71, må banken respektere, at kundens dødsbo forlods skal afholde nødvendige begravelsesudgifter.
Banken har i kreditaftalen med de tilhørende lånevilkår og i sine almindelige forretningsbetingelser brugt forskellige udtryk og termer, der skaber uklarhed over, hvilke transaktioner banken mener at være berettiget til at foretage. Banken overtræder herved reglen om god markedsføringsskik, jf. markedsføringsloven.
Banken har ikke efterlevet Finansrådets henstilling til banker vedrørende ”Spærring ved dødsfald”, hvoraf fremgår, at ”Bankerne er ifølge dødsboskifteloven berettiget til at spærre afdødes konti, indtil der foreligger en beslutning fra skifteretten.” I dette tilfælde har banken udøvet selvtægt og flyttet penge, før der forelå en beslutning fra skifteretten.
Banken har heller ikke efterlevet Finansrådets henstilling til banker vedrørende Tilbageførsler – uberettiget træk”, hvoraf fremgår, at ”Finansrådet har henstillet til medlemmerne, at beløb trukket på en kundes konto straks tilbageføres, hvis kunden gør indsigelse mod en foretaget debitering, betaling eller overførsel.”
Det er i øvrigt uklart, hvilket beløb banken har foretaget modregning i.
Banken henviser i sin argumentation til konkursloven og til reglerne om insolvente dødsboer. M’s dødsbo var på modregningstidspunktet ikke erklæret insolvent, det skete først efter, at der var udpeget en bobestyrer.
Det af banken anførte om, at et positivt indestående på M’s konti i banken ikke kunne anses som et frit aktiv i boet, bestrides.
Nordjyske Bank har anført, at modregningen var berettiget. Det følger af dødsboskiftelovens § 70, stk. 4, at en række af konkurslovens regler finder anvendelse på insolvente dødsboer, blandt andet konkurslovens § 42 om modregning.
Betingelserne for modregning efter konkurslovens § 42, jf. dødsboskiftelovens § 70, stk. 4 var opfyldt. Det er i henhold til modregningsreglerne i konkurs en betingelse, at fordringerne bestod på samme side af fristdagen (dødsdagen). Dette krav var opfyldt, da såvel indeståendet på M’s konti som tilgodehavendet hos M var opstået før dødsfaldet. Banken har anmeldt sit nettotilgodehavende hos M på dødsdagen i dødsboet.
Det følger af dødsboskifteloven, at rimelige begravelsesudgifter skal betales før andre gældsposter i dødsboet, men dette forudsætter, at der er frie midler i boet, som ikke er pantsat eller i øvrigt kan anvendes til modregning af en kreditor. Det kan først konstateres, om et bo er solvent eller ej, når kreditorerne har anmeldt deres tilgodehavender i boet, og der herefter er sket en opgørelse af boets aktiver og passiver.
Er der ikke midler i boet til at betale begravelsesudgifterne, er der mulighed for at søge om begravelseshjælp, således at det offentlige betaler begravelsen eller en del heraf.
Modregningen var hjemlet i både betingelserne for boligkreditten og i bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder. Det bemærkes dog, at det følger af konkurslovens § 42, at der kunne modregnes, uanset om bankens fordring var forfalden eller ej.
Reglen om god markedsføringsskik i markedsføringsloven er ikke relevant i denne sag.
Der er ikke sket en fordeling af aktiverne i strid med den orden, der følger af dødsboskifteloven.
Banken er i henhold til Finansrådets henstilling om tilbageførsel af et uberettiget træk på en konto ikke forpligtet til at tilbageføre det omtvistede beløb, når det er klart, at klagerens indsigelse er uberettiget.
Der er efter dødsdagen indgået penge på M’s konti, som banken ikke har foretaget modregning i. Banken har alene foretaget modregning i M’s indestående på dødsdagen på 18.219,10 kr.
Ankenævnets bemærkninger
M, der var kunde i Nordjyske Bank, afgik ved døden den 3. juli 2017. Den 9. august 2017 blev dødsboet udleveret til en advokat til bobestyrerbehandling. Det viste sig efterfølgende, at dødsboet var insolvent.
Banken har oplyst, at den på dødsdagen havde en fordring på 395.791,31 kr. hos M. De indestående beløb på M’s konti i banken på dødsdagen udgjorde i alt 18.219,10 kr. Banken foretog modregning i beløbet på i alt 18.219,10 kr. på dødsdagen og opgjorde herefter sit tilgodehavende i dødsboet til 377.572,21 kr.
Ankenævnet finder, at betingelserne for modregningen var opfyldt, jf. dødsboskiftelovens § 70, jf. konkurslovens § 42, og at banken var berettiget til at anmelde sit resttilgodehavende efter den foretagne modregning i dødsboet som sket.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.