Afgørelse

Rådgivning om kurssikring.

Klageren havde i sin ejendom et 7 pct. obligationslån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte i januar 2000 et låneomlægningstilbud til klageren vedrørende omlægning af det indestående lån til et 20-årigt FlexLån®. Beregningerne i tilbudet var baseret på en indfrielseskurs på 97,70, og der var beregnet et overskydende provenu på 7.716 kr. Af lånetilbudet fremgik det, at beregningerne var foreløbige, og at der ville blive foretaget nye beregninger ved låneudbetalingen. Klageren accepterede telefonisk lånetilbudet i februar 2000, og ud fra samtalen blev det i instituttets aktivitetssystem registreret, at fastkursaftale på indfrielsen ville blive styret af klageren, som ville kontakte instituttet. Klageren underskrev den 6. februar 2000 en omprioriteringsaftale, hvoraf det fremgik, at det gamle lån - da der ikke var indgået fastkursaftale for indfrielsen af dette - skulle indfries billigst muligt, at klageren kunne kontakte instituttet, når og hvis der skulle indgås fastkursaftale, og at klageren havde modtaget rådgivning om kurssikring. Låneomlægningen blev gennemført i marts 2000. Det gamle lån blev indfriet til kurs 99,10, hvilket førte til et underskydende provenu på 15.000 kr., som instituttet bad klageren indbetale. Klageren fremsatte efterfølgende erstatningskrav over for instituttet, idet han fandt, at han ikke havde fået den rigtige rådgivning om kurssikring.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig som følge af utilstrækkelig rådgivning om kurssikring. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke muligt at afgøre, hvad der nærmere havde været drøftet mellem parterne under de samtaler, der fandt sted i forbindelse med låneomlægningen. Med udgangspunkt i oplysningerne i dels låneomlægningstilbudet, dels omprioriteringsaftalen om muligheden for kurssikring også af det lån, der skulle indfries, samt i indholdet af instituttets interne notat vedrørende telefonsamtalen i februar 2000, fandt Nævnet, at der var givet klageren en tilstrækkelig rådgivning om mulighederne for at kurssikre det lån, der skulle indfries. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.