Spørgsmål om frigivelse af pant i vindmølleanparter, fortolkning af alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 99/2002 |
| Dato: | 02-07-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Pant - frigivelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om frigivelse af pant i vindmølleanparter, fortolkning af alskyldserklæring. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører fortolkningen af en alskyldserklæring indeholdt i et pantsætningsdokument oprettet i forbindelse med, at klageren stillede nogle anparter i et vindmøllelaug til sikkerhed for indklagede.
Sagens omstændigheder.
I september 1987 ydede indklagede klageren et pantebrevslån på 64.152,40 kr.
Den 22. august 1988 ydede indklagede klageren en kassekredit på 27.858 kr. Klageren underskrev samtidig en "håndpantsætningserklæring/transporterklæring", hvorefter han gav indklagede håndpant/transport i 8 ideelle anparter af 2.900 kr. i et vindmøllelaug. Af erklæringen fremgår bl.a.:
"Transporten/håndpantsætningen sker til sikkerhed for ethvert mellemværende jeg måtte have eller få med [indklagede]."
Ved kassekreditkontrakt af 10. november 1988 bevilgede indklagede klageren en forhøjelse af en anden kassekredit til 35.000 kr. I en rubrik vedrørende håndpant, hvoraf fremgår, at der til yderligere sikkerhed for debitors forpligtelser blev givet håndpant, er anført "I.h.t. alm. håndpanterklæring".
Den 30. december 1988 ydede indklagede klageren et lån på 38.600 kr. I gældsbrevet blev der på samme måde som i kassekreditkontrakten fra november 1988 stillet yderligere håndpant, idet der var anført "i henhold til almindelig håndpanterklæring". Indklagede ydede samme dag klageren et lån på 105.700 kr.; i gældsbrevet herom er intet anført om yderligere håndpant.
Parternes påstande.
Klageren har den 1. marts 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive pantet i vindmølleranparterne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at pantet blev stillet til sikkerhed for kassekreditten på 27.858 kr. og kun er gældende herfor. Kreditten blev afviklet i 1998, hvorfor pantet da skulle være frigivet.
Han finder ikke, at pantsætningserklæringen fra august 1988 giver indklagede ret til at undlade at frigive pantet.
Indklagede har anført, at pantet i vindmølleanparterne blev stillet til sikkerhed for ethvert nuværende og fremtidigt mellemværende med indklagede, hvilket fremgår af ordlyden af erklæringen af 22. august 1988.
Ved forhøjelsen af en anden kassekredit i november 1988 blev der henvist til håndpantsætningserklæringen, hvilket også skete ved det ene af de to lån fra 30. december 1988. Dette viser, at pantet heller ikke af klageren var ment som værende ydet blot for kreditten fra august 1988.
Klageren har ikke før januar 2002 rettet henvendelse om frigivelse af pantet, hvorfor han må anses for at have accepteret, at sikkerheden dækkede ethvert tilgodehavende.
Den manglende henvisning til håndpantsætningserklæringen i lånet på 105.700 kr. er ikke et afkald fra indklagedes side på at søge sig fyldestgjort i sikkerheden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens forpligtelse efter pantsætningserklæring af 22. august 1988, hvorefter vindmølleandelene blev stillet til sikkerhed for ethvert mellemværende, som klageren havde eller måtte få med indklagede.
Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at frigive pantet, så længe indklagede har et krav mod klageren.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.