Etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 352/1994 |
| Dato: | 30-11-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen, Søren Stagis |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren og dennes ægtefælle et billån. Lånets hovedstol var på 88.296 kr., hvoraf 4.156 kr. udgjorde etableringsomkostningerne i forbindelse med låneoptagelsen. Lånet blev i følge gældsbrevet forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 12,8% p.a., og indklagede forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende. Ydelsen blev beregnet til 1.678 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ville være afviklet efter 72 måneder.
I december 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld. På baggrund af henvendelsen konstaterede indklagede, at ydelsen på etableringstidspunktet var beregnet forkert, idet den månedlige ydelse skulle have været 1.763 kr., for at lånet ved uændret rente kunne afvikles over 72 måneder. Med den beregnede ydelse på 1.678 kr. udgjorde løbetiden ved uændret rente ca. 78 måneder. Renteudviklingen på lånet havde også medvirket til en forlængelse af lånets løbetid.
Under sagens forberedelse har indklagede fremlagt en beregning, der viser, at et lån med en hovedstol på 84.140 kr., svarende til hovedstolen på klagerens lån med fradrag af etableringsomkostninger, med en månedlig ydelse på 1.678 kr. og en pålydende rente på 12,8%, ville være afviklet på 72 måneder.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld, således at lånet vil være indfriet ved betaling af den fastsatte ydelse i seks år.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at lånets løbetid ved etableringen blev oplyst til ca. 72 måneder. Hun havde derfor en berettiget forventning om, at lånet ville være afviklet pr. 1. december 1994. Indklagede bør være bundet af egne beregninger.
Indklagede har anført, at den forlængede løbetid skyldes en fejlberegning ved lånets etablering samt reguleringer af renten i lånets løbetid. Da klageren ikke har lidt et tab derved, bør der ikke gives klageren medhold i sin påstand.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede ved fastsættelsen af ydelsen på 1.678 kr. månedligt har undladt at tage hensyn til de samlede omkostninger på 4.156 kr.
Tre medlemmer - Niels Waage, Lars Pedersen og Søren - udtaler herefter:
Da det er ubestridt, at lånet blev etableret med henblik på afvikling over 72 måneder, finder vi, at klageren måtte gå ud fra, at indklagede ville fastsætte ydelsen således, at lånet inkl. det samlede omkostningsbeløb på 4.156 kr. ved uændret rente ville være afviklet over 72 måneder, alene med forbehold af mindre afvigelser som følge af afrunding eller lignende. Det må således anses for en fejl, at indklagede ved fastsættelsen af den månedlige ydelse ikke tog hensyn til omkostningsbeløbet. Vi stemmer herefter for, at indklagede som konsekvens af denne fejl bør kreditere lånet med 4.156 kr. med tillæg af renter fra etableringstidspunktet.
To medlemmer - Ole Simonsen og Peter Stig Hansen - udtaler:
Under hensyn til, at klageren ikke har lidt noget tab, og at den manglende medregning af omkostningsbeløbet ved fastsættelsen af den månedlige ydelse kun har medført en mindre forlængelse af løbetiden, finder vi ikke grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvist, og stemmer derfor for dette resultat.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden fire uger nedsætte restgælden på klagerens lån i overensstemmelse med det foran af flertallet anførte. Klagegebyret tilbagebetales klageren.