Afgørelse

Indsigelse vedrørende afvikling af lån.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse vedrørende afvikling af hans lån i Andelskassen Nordøstjylland.

Sagens omstændigheder.

Klageren har været kunde i andelskassen siden 1993.

Ifølge det oplyste afhændede klageren i 1999 sin virksomhed, og oprettede i den forbindelse et annuitetslån (-33-4) på 350.000 kr. med 7 % i rente i andelskassen sammen med sin daværende ægtefælle Æ.

Af gældsbrevet fremgår, at der fra den 31. juli til den 31. oktober 1999 skulle betales en månedlig ydelse på 2.100 kr. Herefter skulle der betales en månedlig ydelse på 3.500 kr. Lånet forventedes indfriet pr. 31. maj 2012.

Kautionisten K stillede sikkerhed som selvskyldnerkautionist for et beløb på maksimalt 300.000 kr.

Samtidig optog klageren og Æ et lån (-34-2) på 62.309 kr., som ifølge aftale med andelskassen var rente- og afdragsfrit, og som skulle afskrives den 31. maj 2012, såfremt annuitetslånet på oprindeligt 350.000 kr. blev indfriet samme dag.

I 2000 blev klageren og Æ i følge det oplyste skilt. På den baggrund ønskede de i 2002 lånet delt.

Ved brev af 6. februar 2002 orienterede andelskassen K om opdelingen af lånet. Af andelskassens brev fremgik følgende:

"…

[Klageren] og [Æ] ønsker ovennævnte lån delt i forhold til deres indbetalinger, således at restgælden kr. 317.384,98 fordeles med kr. 226.703,56 til [klageren] og kr. 90.681,42 til [Æ].

Din kautionsforpligtelse bliver herefter reduceret med kr. 90.681,42, idet [Æ] indbetaler dette beløb, og samtidig udtræder som debitor for lånet.

Samtidig nedsættes ydelsen med kr. 1.000,- til kr. 2.500,- månedlig.

…

Undertegnede [klageren] indestår herved som alene debitor for lån nr. [-33-4] med en restgæld på kr. 226.703,56. Lånet[s] afvik[l]ing ændres til en månedlig ydelse på kr. 2.500,- (nedsættelse fra kr. 3.500,-), hvorved lånets løbetid bibeholdes uændret med udløb ca. 31.5.2012. Lånets øvrige bestemmelser og vilkår forbliver uændrede.

…"

Klageren erfarede i januar 2010, at annuitetslånet først ville være indfriet otte måneder efter den 31. maj 2012. Han kontaktede derfor andelskassen. Da han efter flere telefoniske henvendelse ikke havde fået afklaring, meddelte han ved brev af 23. juli 2010 andelskassen, at han betragtede lånet som indfriet pr. 31. maj 2012.

Ved brev af 13. august 2010 til klageren afviste andelskassen, at klageren intet udestående havde med andelskassen pr. 31. maj 2012, medmindre han på denne dato havde indfriet gælden fuldt ud.

Andelskassen har under sagen henvist til Højesterets afgørelse i U.1996.200/2H.

Parternes påstande.

Klageren har den 31. august 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Andelskassen Nordøstjylland principalt skal anerkende, at lånet er indfriet pr. 31. maj 2012, subsidiært at andelskassen skal redegøre for fejlen samt forlænge tidsfristen for afskrivning af lån -34-2.

Andelskassen Nordøstjylland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han optog et fastforrentet annuitetslån med udløb den 31. maj 2012.

I forbindelse med deling af lånet pr. 12. februar 2002 havde man ikke indberegnet renteudgift fra den 31. december 2001 og frem til Æ’s indbetaling, hvorfor han blev pålagt også at betale hendes renteudgift for denne periode.

Af alle dokumenter fremgår, at lånet løber frem til den 31. maj 2012, samt at betingelserne for lånet er de samme som hidtil.

Alligevel er lånets løbetid nu blevet forlænget med otte måneder på trods af, at alle forpligtelser er overholdt.

Han forventede, at andelskassens udregning var korrekt, hvorfor han stolede på, at lånet ville være indfriet den 31. maj 2012.

Han har flere gange kontaktet andelskassen telefonisk for at få en redegørelse for, hvori fejlen består og for tillige at sikre sig, at aftalen om afskrivning af lån -34-2 består på trods af den forlængede løbetid.

Da andelskassens medarbejder den 1. juli 2010 fortsat ikke havde foretaget sig noget og ikke vendte tilbage som lovet, mistede han tålmodigheden.

Andelskassen Nordøstjylland har anført, at det efter klagerens og Æ’s skilsmisse i 2000 blev aftalt, at klageren fremover skulle betale 2.500 kr. på lånet, og Æ skulle betale 1.000 kr. om måneden på lånet.

I februar 2002 gik indklagede imidlertid med til, at lånet – som på dette tidspunkt havde en restgæld på 317.384,98 kr. – deltes op, således at klageren og Æ ikke længere hæftede solidarisk, men hver især for en forholdsmæssig del svarende til henholdsvis ca. 29 % og 71 %. Dette svarede til forholdet mellem deres hidtil respektive ydelser på lånet.

Der blev ikke udfærdiget nyt lånedokument til klageren, men aftalen blev tiltrådt af såvel klageren som Æ.

Tilsidesættelse af den skriftlige oplysningspligt, som er pålagt kreditgiver i henhold til kreditaftalelovens § 8 medfører ifølge forarbejderne ikke civilretlig ugyldighed.

Derimod er manglende overholdelse sanktioneret i kreditaftalelovens § 23. § 23, stk. 1 vedrører angivelse af kreditomkostninger, hvilket ikke er emnet for denne klage. Det understreges alligevel i den forbindelse, at der ikke ved opdelingen af lånet blev beregnet stiftelsesomkostninger.

§ 23, stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt kreditgiveren kan godtgøre, at forbrugeren har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne, jf. § 23, stk. 3. Det har klageren i den konkrete sag, eftersom der ikke har været tale om yderligere kreditomkostninger i forbindelse med opdelingen af lånet.

Klageren har anført, at der er sket en uretmæssig fordeling af renterne for kvartalet 1. januar 2002 til 31. marts 2002. Indklagede skal medgive, at der ved opdelingen af lånet ikke blev taget højde herfor, idet lånet fortsatte med samme kontonummer.

Som følge af den manglende renteberegning har klageren betalt 453,26 kr. for meget i rente, idet det dog bemærkes, at klageren det pågældende skatteår har fået rentemæssigt fradrag for hele det betalte rentebeløb på 3.915,36 kr.

Indklagede har pr. konduite tilbudt klageren at fratrække beløbet på 453,26 kr. i klagerens restgæld.

Klageren har ved sin underskrift den 8. februar 2002 forpligtet sig til fuldt ud at hæfte for restgælden på 226.703,56 kr.

Det faktum, at det står formuleret, at lånets løbetid bibeholdes uændret med udløb ca. den 31. maj 2012 ændrer ikke herpå.

Til trods for denne fejlangivelse har hensigten utvivlsomt været, at lånet skulle betales fuldt ud. Klageren har således ikke haft grundlag for at betvivle, hvad hovedstolen eller det skyldige beløb var.

I U.1996.200/2H blev låntager forpligtet fuldt ud i relation til tilbagebetaling af et lån, uanset det faktum, at det forventede tidspunkt for lånets tilbagebetaling ikke holdt stik på grund af en regnefejl hos banken.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at andelskassen begik en fejl ved beregningen af lånets løbetid.

Ankenævnet finder ikke, at klageren ved opdelingen af lånet i februar 2002 vidste eller burde have vidst, at der forelå en fejl. Klageren har således været udsat for skuffede forventninger, idet lånets løbetid blev forlænget.

Den forlængede løbetid har imidlertid ikke medført noget økonomisk tab for klageren, idet han hæfter for hele restgælden på lånet. Andelskassens fejl kan ikke føre til, at klageren helt eller delvis frigøres for hæftelsen.

Idet Ankenævnet lægger til grund, at den forlængede løbetid skyldes en fejl fra andelskassens side, og at klageren i hele perioden har overholdt sine forpligtelser, finder Ankenævnet under disse forudsætninger, at aftalen om afskrivning af lån -34-2 bør udskydes til annuitetslånets endelige indfrielse.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Under forudsætning af, at aftalen vedrørende lån -34-2 fortsætter efter den 31. maj 2012 tages klagen ikke til følge.