Spørgsmål om rentekompensation.
| Sagsnummer: | 349 /1997 |
| Dato: | 26-01-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rentekompensation. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 16. juni 1995 blev der mellem klageren og indklagedes Vejle afdeling indgået aftale om nedbringelse af klagerens private gæld på ca. 700.000 kr. til indklagede. Klageren var sammen med en anden person deltager i interessentskabet D. D havde i foråret 1995 solgt kildetekster til et edb-program for 500.000 kr., som køber skulle betale den 30. juni 1995. Indklagede havde pant i kildeteksterne. Provenuet fra salget af kildeteksterne skulle indgå i D's regnskab og fordeles blandt interessenterne i henhold til disses indbyrdes mellemregning. Af aftalen med indklagede fremgik, at klagerens kapitalkonto i D efter salg af kildeteksterne forventedes at udgøre 178.000 kr., som skulle indgå på klagerens private gæld til indklagede.
Køber betalte købesummen den 30. juni 1995. Indklagede har oplyst, at beløbet efter aftale med klageren og dennes advokat blev deponeret på særskilt konto med henblik på at afvente en opgørelse fra interessentskabets revisor over interessenternes kapitalkonto. Da revisoropgørelse ikke forelå inden rimelig tid, aftaltes det med klagerens advokat, at det indkomne provenu skulle fordeles forholdsmæssigt mellem klageren og medinteressenten. Den 26. september 1995 blev klagerens konto herefter krediteret med 176.551,35 kr. Deponeringskontoen var blevet forrentet med 4,855%.
Klageren rettede i april 1997 henvendelse til indklagede med krav om en rentekompensation svarende til, at beløbet på 176.551,35 kr. havde været indsat på hans engagement den 30. juni 1995. Ved skrivelse af 10. juni 1997 afviste indklagede kravet. I samme forbindelse imødekom indklagede klagerens krav om rentekompensation vedrørende et andet beløb på 300.000 kr. og gav tilsagn om at godtgøre 19.765,45 kr. vedrørende dette beløb.
Klageren har den 23. september 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en rentekompensation af 176.551,35 kr. i perioden 30. juni - 27. september 1995.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at ifølge afviklingsaftalen skulle hans andel ved salget af kildeteksterne have været indbetalt på hans gæld til indklagede den 30. juni 1995. Uden hans vidende blev beløbet indsat på en midlertidig konto. Han finder derfor, at indklagede bør yde en rentekompensation, således at han stilles som om beløbet havde været indbetalt på hans gæld den 30. juni 1995.
Indklagede har anført, at deponeringen af de ca. 176.000 kr. skete efter aftale med klagerens advokat, idet man afventede en revisormæssig opgørelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er ubestridt, at deponeringen af det beløb på 500.000 kr., som blev opnået ved interessentskabets salg af kildeteksterne, skete efter aftale med klagerens advokat med henblik på at afvente en revisoropgørelse vedrørende beløbets fordeling på interessenterne. Indklagede har i mangel af anden aftale ikke været forpligtet til at forrente indeståendet på deponeringskontoen med en højere rente end sket. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand om rentekompensation til følge.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.