Spørgsmål om ophør af kautionsforpligtelse ved sammenlægning af det sikrede lån med anden kautionists engagement.
| Sagsnummer: | 279/1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omlægning af sikrede lån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ophør af kautionsforpligtelse ved sammenlægning af det sikrede lån med anden kautionists engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 11. maj 1992 ydede indklagede et firma ved D en kassekredit på 125.000 kr., konto nr. -52-9. Ved kautionserklæringer af 11. og 12. maj 1992 kautionerede en anden person, K - der havde samme adresse som D - og klageren for firmaets engagement med indklagede.
Til sikkerhed deponerede klageren et løsøreejerpantebrev på 125.000 kr. med pant i driftsinventar og driftsmidler i en af hende ejet frisørsalon.
Den 10. marts 1993 accepterede klageren som kautionist et bevilget overtræk på 19.000 kr. på den kautionssikrede kredit.
Ved skrivelse af 3. november 1993 opsagde indklagede kassekreditten, hvis saldo var 130.475,60 kr. Klageren blev ved skrivelse af samme dato orienteret om opsigelsen.
Ved skrivelse af 1. marts 1994 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen ved betaling af 135.523,79 kr. samt renter fra seneste rentetermin. Ved skrivelse af 27. april 1994 orienteredes klageren om, at engagementet var overført til indklagedes inkassoafdeling.
Den 24. august 1994 udtog indklagedes advokat stævning mod klageren. Ved udeblivelsesdom af 12. oktober 1994 blev klageren dømt til at betale 135.523,79 kr. med rente 18% p.a. heraf fra 1. januar 1994 samt i sagsomkostninger 6.100 kr. Beløbet skyldtes ifølge sagsfremstillingen i stævningen af klager i dennes egenskab af selvskyldnerkautionist.
Ved låneaftale (-64-4) af 28. februar 1995 sammenlagde indklagede K's eget engagement med K's kautionsforpligtelse for kassekreditten til et nyt lån på 322.000 kr.
Ved skrivelse af 21. marts 1995 orienteredes klageren om sammenlægningen. Af skrivelsen fremgår endvidere:
"På betingelse af, at den indgåede låneaftale nøje overholdes stilles den af os erhvervede dom af 12.10.1994 på kr. 135.523,79 med tillæg af omkostninger på kr. 6.100, ialt 141.623,79, i bero indtil 1. kvartal 2006. Derefter afvikles dommen i takt med afviklingen af låneaftale nr. [-64-4] og Deres forpligtelse er således afviklet ca. den 01.09.2008.
På betingelse af at ovennævnte aftale indgås, kan vi tilbyde at undlade at gøre dommen af 12.10.1994 gældende. Vi skal derfor anmode Dem om at returnere genparten af nærværende brev, forsynet med Deres underskrift for accept af ovennævnte."
Af kontoudtog af 23. marts 1995 fremgår det, at kontonr. -52-9 udgik den 23. marts 1995, hvor saldoen på 135.523 kr. blev udlignet ved "overførsel." Beløbet blev overført fra en konto tilhørende K.
Ved skrivelse af 26. april 1995 meddelte klageren indklagede, at hun ikke kunne acceptere aftalen. Klageren anførte, at hun alene kunne acceptere sammenlægningen af lånene, såfremt hun frigjordes for sin kautionsforpligtelse, når K havde afviklet 141.623,79 kr. af sin samlede gæld.
Ved skrivelse af 17. maj 1995 tilbød indklagede at opdele det sammenlagte lån i to, således at K og D alene betalte renter på den del, der vedrørte det kautionssikrede lån, og først påbegyndte den egentlige afvikling, når det øvrige engagement var afviklet.
Ved skrivelse af 22. juni 1995 opsagde indklagede låneaftalen med K på grund af misligholdelse. Klageren blev ved skrivelse af s.d. orienteret herom.
Ved skrivelse af 22. februar 1996 stillede klagerens advokat indklagedes advokat forskellige spørgsmål om D's og K's engagement. Ved skrivelse af 28. februar 1996 meddelte indklagede bl.a., at D hæftede for konto nr. -52-9.
Under en af indklagede begæret fogedforretning blev der den 7. marts 1996 foretaget udlæg i klagerens ejerlejlighed.
Klageren havde ved klageskema af 20. maj 1995 indbragt sagen for Ankenævnet. Hun har endeligt nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde ethvert krav mod hende, at frigive løsøreejerpantebrevet på 125.000 kr., at aflyse udlægget i hendes ejerlejlighed samt at betale 14.447,50 kr. med tillæg af renter til dækning af advokatomkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Klageren har anført, at låneaftale nr. 52-9 blev indfriet den 23. marts 1995 af K, hvorfor hun er frigjort for kautionsforpligtelsen, jf. UfR 1991.945 H, VLT 1941.36 og UfR 1916.545 V. Indholdet af dommen af 12. oktober 1994 bestrides ikke, men der er efterfølgende sket indfrielse af det kautionssikrede mellemværende. Hvis indklagede kunne kræve gælden i.h.t. dommen indfriet af hende, ville indklagede få mulighed for indfrielse af det kautionssikrede engagement to gange. Såfremt hæftelsen fortsat skulle bestå, skulle dette være sket ved udtrykkeligt samtykke. De førte forligsforhandlinger er foregået på grundlag af indklagedes urigtige oplysninger om det kautionssikrede engagements beståen. Fogedrettens foretagelse af udlæg er ikke en materiel stillingtagen til sagen, hvorfor sagen ikke bør afvises. Indklagede har givet urigtige oplysninger om gældsforholdets beståen, hvorfor indklagede er erstatningspligtig for hendes udgifter til advokatomkostninger. Beløbet på 14.447,50 kr. blev den 25. april 1996 taget til inkasso af hendes advokat.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at man var berettiget til at sammenlægge K's private engagement med det kautionssikrede engagement og herefter lade K afvikle begge engagementer, således at ydelserne først blev anvendt til afvikling af den usikrede del. Man har været indstillet på at opdele de to lån, der blev sammenlagt, således at K's private lån skulle afvikles, inden der kunne påbegyndes en afvikling af det kautionssikrede engagement. Klageren er ikke blevet stillet ringere. Man har tværtimod været indstillet på ikke at afkræve klageren betaling, så længe K afviklede på lånet. Sammenlægningen af den kautionssikrede fordring med K's private engagement skete alene af praktiske grunde. Alternativet havde været at lade den kautionssikrede fordring indgå på en tabskonto og herefter lade fremtidige afdrag indgå på konto for tidligere afskrevne fordringer. Dette ville være uhensigtsmæssigt, idet forventningen var, at K agtede at erlægge regelmæssige afdrag. Det kan ikke være korrekt, at klageren skulle være frigjort, når indklagede valgte at "skåne" hende ved primært at holde sig til K. Klageren har desuden ved de førte forligsforhandlinger anerkendt kravet. Det bestrides, at der herunder er afgivet urigtige oplysninger. Indklagede er ikke forpligtet til at betale klagerens sagskomkostninger, jf. Ankenævnets vedtægters § 16.
Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at Ankenævnet ikke kan behandle sagen, da denne er afgjort af fogedretten i Hørsholm ved det den 7. marts 1996 foretagne udlæg. Klageren burde være fremkommet med indsigelser mod fordringens eksistens under fogedretsmødet. Når dette ikke er sket, er klageren afskåret fra nu at fremkomme med indsigelser.
Ankenævnets bemærkninger:
De spørgsmål, som nærværende klage angår, har ikke været prøvet af fogedretten i forbindelse med, at denne den 7. marts 1996 foretog udlæg i klagerens ejerlejlighed. Ankenævnet finder, at det under disse omstændigheder ikke er afskåret fra at tage klagen under påkendelse.
Klageren blev ved dommen af 12. oktober 1994 i sin egenskab af kautionist tilpligtet til indklagede at betale 135.523,79 kr. med rente heraf 18% p.a. fra den 1. januar 1994 samt i sagsomkostninger 6.100 kr. Hovedstolen med tillæg af renter udgjorde skylden i henhold til kassekreditkontrakten af 11. maj 1992, og for denne skyld hæftede klageren fortsat solidarisk sammen med debitor og den anden kautionist. Af de fremlagte kontoudtog fremgår, at den anden kautionist den 23. marts 1995 indfriede saldoen på kassekreditten, som havde henstået uden rentetilskrivning siden den 1. januar 1994, ved betaling af beløbet på 135.523,79 kr. At indfrielsen skete ved overførsel af en del af provenuet af et nyt lån til den anden kautionist, kan ikke medføre, at klagerens kautionsforpligtelse automatisk er blevet overført til en del af dette nye lån. Klageren har ikke samtykket i at påtage sig en sådan kautionsforpligtelse, og der findes heller ikke at være grundlag for at fastslå, at klageren under de efterfølgende forhandlinger med indklagede på bindende måde har anerkendt, at hendes forpligtelser over for indklagede bestod uændret.
Klagerens forpligtelser i henhold til dommen af 12. oktober 1994 er herefter ved den anden kautionists indfrielse af kassekredittens saldo blevet nedbragt med hovedstolen på 135.523,79 kr., således at klageren som restgæld til indklagede skylder dels et rentebeløb beregnet som 18% p.a. af 135.523,79 kr. fra den 1. januar 1994 til den 23. marts 1995, dels sagsomkostningsbeløbet på 6.100 kr. Da klageren således ikke i det hele er frigjort over for indklagede, kan hendes påstande om udlevering af løsøreejerpantebrevet og aflysning af udlægget i ejerlejligheden ikke tages til følge.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren dennes udgifter til advokat.
Som følge heraf