Indsigelse mod returnering af falsk udenlandsk check.
| Sagsnummer: | 65/2011 |
| Dato: | 29-11-2011 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Christian Bremer, Kjeld Gosvig Jensen, Søren Geckler og Maria Hyldahl |
| Klageemne: |
Check - falsk check
Check - udenlandsk check |
| Ledetekst: | Indsigelse mod returnering af falsk udenlandsk check. |
| Indklagede: | Svendborg Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod returnering af en falsk udenlandsk check.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Svendborg Sparekasses Thurø afdeling.
Den 8. december 2010 indløste klageren en udenlandsk check på 6.000 GBP i sparekassens Sørup afdeling.Modværdien på 53.219,40 kr., inklusiv fradrag for et gebyr på 135 kr., blev indsat på klagerens konto. Klageren hævede herefter et beløb fra kontoen. Af kvittering til klageren for indløsningen fremgik bl.a.:
"… Alle checks krediteres med forbehold om honorering. …"
Af kvittering til klageren vedrørende omveksling af beløbet på 6.000 GBP til 53.219,40 kr. fremgik bl.a.:
"… Ved køb af check sker honorering under forbehold af, at betrukne pengeinstitut honorerer checken. …"
Checken blev sendt til honorering via Spar Nord Bank. Ved brev af 3. januar 2011 til sparekassen meddelte Spar Nord Bank, at checken var returneret ubetalt fra England, da checken var udstedt af en person uden fuldmagt, og at tilbageførselsbeløbet udgjorde 52.477,64 kr.
Sparekassen har oplyst, at man herefter kontaktede klageren telefonisk og oplyste, at checken var returneret som falsk, at beløbet ville blive debiteret klagerens konto, og at klageren kunne anmelde sagen til politiet.
Klageren har oplyst, at hun den 30. december 2010 fik at vide, at checken var falsk, og at hun meldte sagen til politiet den 3. januar 2011. Den 7. januar 2011 hævede sparekassen et beløb på 53.219 kr. på hendes konto.
Sparekassen har fremlagt sine almindelige forretningsbetingelser, hvoraf bl.a. fremgik:
"… Forbehold ved indbetalinger
Alle indbetalinger på Deres konto, der ikke sker kontant, sker med forbehold af, at Svendborg Sparekasse modtager beløbet. Tilsvarende gælder for indbetaling ved checks trukket på konti i Svendborg Sparekasse. Forbeholdet gælder, selv om det ikke er nævnt i kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.
Hvis en check f.eks. viser sig at være dækningsløs, hæver Svendborg Sparekasse beløbet på Deres konto igen. Hvis der hæves på Deres konto, får De besked fra Svendborg Sparekasse. …"
Parternes påstande.
Klageren har den 11. januar 2011 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Svendborg Sparekasse skal tilbageføre 53.219 kr. til hendes konto.
Svendborg Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at sparekassen burde have undersøgt checkens gyldighed inden indløsningen. Sparekassen har tilsidesat alle advarsler fra Finanstilsynet, der har advaret pengeinstitutterne mod falske checks.
Sparekassen var ikke berettiget til at hæve beløbet fra hendes konto. Beløbet blev hævet uden, at hun blev adviseret, og mens der verserede en sag mod sparekassen vedrørende checken.
Sparekassen inddrog hendes kort den 11. januar 2011.
Svendborg Sparekasse har bl.a. anført, at indløsningen af checken og den senere debitering af beløbet på klagerens konto skete i overensstemmelse med sparekassens almindelige forretningsbestemmelser.
Ved indløsning af checken blev klageren oplyst om, at en check normalt skal sendes til den udenlandske bank for at blive honoreret og derefter udbetalt. Ved klagerens indløsning af checken var en af sparekassens medarbejdere, som kendte klageren fra sin tid i sparekassens Thurø afdeling, til stede. Under hensyn hertil fik klageren lov til at hæve et beløb efter, at checkbeløbet var indsat på hendes konto.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af kvitteringerne, som klageren modtog i forbindelse med udbetaling af checken, at checken blev købt under forbehold af, at betrukne pengeinstitut honorerede checken. Det lægges til grund, at dette ikke skete, og klageren hæfter allerede af denne grund over for sparekassen for tilbageførslen af checken.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Svendborg Sparekasse begik fejl i forbindelse med indløsningen og returneringen af den falske check.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.