Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betalinger tilknyttet budgetkonto efter samlivsophør.

Sagsnummer: 474/1999
Dato: 24-05-2000
Ankenævn: Peter Blok, Lars Christensen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Betalingsformidling - afmelding
Budgetkonto - bodeling/samlivsophævelse
Ledetekst: Betalinger tilknyttet budgetkonto efter samlivsophør.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

I forbindelse med, at klageren ophævede samlivet med sin samlever, blev klagerens og samleverens fælles budgetkonto hos indklagede spærret. Betalinger tilknyttet budgetkontoen fortsatte. Klagen vedrører, om indklagede som følge heraf har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.

Sagens omstændigheder.

Den 30. september 1999 henvendte klageren sig i indklagedes Brøndby afdeling. Baggrunden for henvendelsen var, at klageren den foregående dag havde ophævet samlivet med sin hidtidige samlever S.

Klageren og S havde hos indklagede en fælles lønkonto og en fælles budgetkonto. På lønkontoen var der den 30. september 1999 indgået klagerens løn med 8.420 kr. samt S's løn med 10.537,05 kr.

Den 30. september 1999 hævede S 7.600 kr. fra lønkontoen; samme dag blev der overført 11.400 kr. til budgetkontoen. Saldoen på lønkontoen var herefter 24,51 kr.

Ved klagerens henvendelse den 30. september 1999 blev indklagede orienteret om samlivsophævelsen. Klageren har anført, at hun ønskede at hæve sin løn fra kontoen og overføre denne til en ny selvstændig lønkonto. Da hun erfarede, at S havde hævet 7.600 kr., anmode hun indklagedes medarbejder om at spærre midlerne på budgetkontoen, således at der ikke kunne finde betalinger sted, forinden et økonomisk opgør mellem hende og S. Indklagedes medarbejder indvilgede heri.

Indklagede har anført, at medarbejderen anmodede klageren om at præcisere sin anmodning vedrørende spærring af budgetkontoen. Klageren oplyste, at S ikke måtte kunne få budgetkontoens indestående udbetalt kontant. Medarbejderen foreslog derfor, at der blev lagt en meddelelse ind på kontoen om, at der ikke måtte ske kontante udbetalinger. Baggrunden herfor var, at der ikke var tilknyttet hævemidler til kontoen, hvorfor det ville være nødvendigt med en personlig henvendelse hos indklagede for at få udbetalt penge fra kontoen. Klageren accepterede denne løsning. Det bestrides, at det aftaltes, at regningerne på budgetkontoen ikke skulle betales fremover.

Ved klagerens henvendelse den 30. september 1999 ydede indklagede klageren et lån på 7.000 kr. Klageren har anført, at baggrunden herfor var, at hun telefonisk havde fået oplyst af den kommunale socialforvaltning, at eventuelle midler til økonomisk hjælp forudsatte, at øvrige muligheder for økonomisk støtte var udtømt, herunder også private banklån. Hun antog ikke, at en sådan lånemulighed var til stede, men indklagedes medarbejder tilbød et lån på 7.000 kr., som herefter blev effektueret.

Klageren hævede samme dag 4.000 kr. af lånet.

Indklagede erfarede senere den 30. september 1999, at klageren var registreret i RKI. Som følge heraf tilbageførte indklagede lånet. De 4.000 kr., som klageren allerede havde hævet, tilbageførte indklagede ved hævning på den fælles budgetkonto, hvis saldo herefter var 6.461,95 kr.

I tidsrummet 1. oktober - 5. oktober 1999 blev der fra budgetkontoen foretaget 4 betalinger. Klageren har anført, at bortset fra en enkelt af betalingerne, der vedrører et fælles lån, angår betalingerne S's gæld.

Indklagede har anført, at S den 4. oktober 1999 henvendte sig i Brøndby afdeling og anmodede om, at en betaling vedrørende klagerens kontingent til en fagforening - 977,50 kr. - blev afvist fra budgetkontoen.

Betalingen af klagerens husleje pr. 5. oktober 1999 med 3.168 kr. blev afvist som følge af manglende dækning på budgetkontoen.

Den 6. oktober 1999 modtog klageren opgørelse fra indklagede vedrørende betalingerne foretaget via budgetkontoen. Efter modtagelsen heraf rettede klageren henvendelse til indklagede og protesterede mod de skete betalinger. Indklagede afviste at have pådraget sig et ansvar.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 4.420 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af 1.230,98 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at betalingerne foretaget fra budgetkontoen i perioden 1.-5. oktober 1999 skete i strid med den spærring af kontoen, som indklagede ved henvendelsen den 30. september havde givet tilsagn om.

Hendes forståelse af det den 30. september 1999 aftalte støttes endvidere af det forhold, at indklagede bevilgede hende et lån på 7.000 kr. Såfremt indklagede var af den opfattelse, at spærringen kun omfattede kontante udbetalinger fra budgetkontoen, men ikke tilknyttede betalinger, burde hendes samtidige forklaring om behovet for midlertidig økonomisk hjælp have medført, at en eventuel misforståelse mellem hende og indklagede var blevet opklaret. Hun lagde ikke skjul på, at ønsket om midlertidig hjælp også inkluderede hjælp til husleje, hvilket ikke ville være aktuelt, såfremt spærringen af budgetkontoen kun omfattede kontante udbetalinger, idet hendes egne udgifter herunder også husleje var en del af de poster, der normalt ville være sikret betaling via budgetkontoen.

Det uopfordrede tilbud om lån på 7.000 kr. indikerer, at indklagede var vidende om, at det pågældende lån måtte antages at skulle dække væsentlig mere end daglige leveomkostninger for hende og hendes spædbarn, idet beløbets størrelse næsten svarede til hendes sædvanlige månedlige lønudbetaling.

Indklagedes anbringende om, at betalingerne fra budgetkontoen skulle sikre såvel hende som S mod ikke at komme i restance over for deres kreditorer virker ikke overbevisende. Det skal herved tages i betragtning, at S forinden havde hævet 7.600 kr. på lønkontoen, ligesom hun selv blev tilbudt et lån. Disse forhold ville sikre begge parter økonomiske midler til dækning af deres kreditorer uden om budgetkontoen.

Hun stiller sig endvidere uforstående over for, at indklagede til trods for det påståede ønske om at sikre, at både hun og S ikke kom i misligholdelse, alligevel lod S trække betalingen af hendes fagforeningskontingent tilbage, uanset at beløbet var betalt den 1. oktober 1999.

Indklagede har anført, at det bestrides, at det ved klagerens henvendelse blev aftalt, at betalinger på budgetkontoen ikke skulle gennemføres.

Det blev drøftet mellem klageren og indklagedes medarbejder, hvilke tiltag indklagede skulle foretage i forhold til budgetkontoen. Klageren anmodede alene om, at det blev forhindret, at S kunne hæve penge på kontoen, og klageren tiltrådte den foreslåede løsning, hvorefter det på kontoen blev anført, at der ikke måtte ske kontante udbetalinger.

Tilmeldte betalinger til en budgetkonto må, hvis der er dækning, foretages, med mindre pengeinstituttet klart får besked på det modsatte. I modsat fald risikerer pengeinstituttet at være skyld i, at kontohaver kommer i misligholdelse over for de pågældende kreditorer.

Betalingerne fra budgetkontoen skete på sædvanlig vis og i kronologisk orden, men således at betalingen på 977,50 kr. vedrørende klagerens fagforeningskontingent blev tilbageført, ligesom klagerens husleje på grund af manglende dækning ikke blev foretaget.

Klagerens samlivsophør med S kan ikke begrunde, at indklagede af egen drift skulle framelde betalingerne fra budgetkontoen.

Det bestrides, at størrelsen af lånet til klageren skulle have gjort det klart for indklagede, at regningerne ikke skulle betales via budgetkontoen. Man var bekendt med, at lånet skulle dække leveomkostninger, men ikke med hvilke specifikke udgifter.

For så vidt angår S's afmelding af betalingen på 977,50 kr. havde man ikke kendskab til, hvem betalingen vedrørte.

Indklagede har ikke handlet i strid med den med klageren indgåede aftale eller i øvrigt handlet ansvarspådragende. Klageren bør derfor rette et eventuelt krav mod S, idet denne ved sine dispositioner har opnået en berigelse på klagerens bekostning.

Indklagede har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at ved klagerens henvendelse den 30. september 1999 indestod der på budgetkontoen 10.461,95 kr. Klagerens del af dette beløb udgjorde halvdelen, svarende til 5.230,98 kr., og heraf fik klageren udbetalt 4.000 kr. i forbindelse med ydelsen af lånet på 7.000 kr. Restbeløbet er herefter 1.230,98 kr.

Indklagede har herved lagt til grund, at budgetkontoen som en fælles konto tilhørte parterne i lige sameje.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at klageren ved henvendelsen til indklagede den 30. september 1999 ønskede, at budgetkontoen i det hele skulle spærres, men at indklagedes medarbejder opfattede det således, at kontoen alene skulle spærres for kontante udbetalinger. Det er ikke godtgjort, at klageren accepterede det sidste, hvortil kommer, at en fuldstændig spærring, herunder også for betaling af regninger m.v., var den mest nærliggende løsning på baggrund af det forudgående begivenhedsforløb, hvor klagerens tidligere samlever havde hævet næsten hele indeståendet på den fælles lønkonto. På denne baggrund finder Ankenævnet, at indklagede må bære risikoen for den opståede misforståelse, og at det derfor må anses for en fejl, at indklagede efterfølgende foretog betalinger fra kontoen.

Indeståendet på budgetkontoen må anses at have tilhørt klageren og dennes tidligere samlever i lige sameje. Indeståendet på kontoen pr. 30. september 1999 var 10.461,95 kr., og klagerens andel heraf udgjorde 5.230,98 kr. Da klageren må anses for at have fået udbetalt 4.000 kr. af indeståendet på budgetkontoen i forbindelse med tilbagekaldelsen af lånet på 7.000 kr., findes indklagede - i overensstemmelse med dennes subsidiære påstand - som konsekvens af den begåede fejl at burde betale 1.230,98 kr. til klageren. Det bemærkes herved, at en imødekommelse af klagerens påstand ville være udtryk for, at indklagede indirekte blev gjort ansvarlig for klagerens tidligere samlevers hævning på den fælles lønkonto, hvilket der ikke er grundlag for. Endvidere bemærkes, at Ankenævnet ikke har taget stilling til, hvorvidt indklagede kan gøre regres mod klagerens tidligere samlever for beløbet på 1.230,98 kr.

Som følge af det anførte

Indklagede skal inden 4 uger betale 1.230,98 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 12. november 1999. Klagegebyret tilbagebetales klageren.