Dankort. Beløbsgrænse pr. døgn for hævninger.
| Sagsnummer: | 320/1990 |
| Dato: | 25-01-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Dankort. Beløbsgrænse pr. døgn for hævninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 8. juni 1990 blev klagerens ægtefælles pung indeholdende ægtefællens dankort stjålet fra ægtefællens taske. Tasken opbevaredes i baglokalet i den forretning, hvor ægtefællen er ansat. I pungen var tillige ægtefællens sygesikringsbevis, hvori PIN-koden til dankortet opbevaredes. Tyveriet skete mellem kl. 13.00 og 14.15, hvorefter kontoen blev spærret.
Ved misbrug af kortet fik gerningsmanden udbetalt 8.000 kr. Således udbetaltes 2.000 kr. fra en DK-automat, ligesom der blev hævet 3 x 2.000 kr. i pengeautomater i 3 af indklagedes afdelinger. Den betrukne konto tilhørte klageren. Indklagede har efterfølgende dækket 3.000 kr. af det hævede beløb.
Af indklagedes "Regler for Dankort" fremgår bl.a. om kortets anvendelsesmuligheder, at kortindehaver kan bruge kortet:
"a) som hævekort
- Som internt transaktionskort i banken, f.eks. ved ind- og udbetaling og ved brug af bankens pengeautomater.
- Til udbetaling af kontanter ved kasser eller fra pengeautomater i andre pengeinstitutter, der har tilsluttet sig aftale herom, samt fra pengeautomater mærket "KONTANTEN". Der kan udbetales op til p.t. 2.000,- kr. pr. dag".
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren 3.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det af kortholderreglerne følger, at det kun er muligt at hæve 2.000 kr. pr. døgn. Det fremgår således ikke af reglerne, at der er ubegrænsede trækningsmuligheder ved benyttelse af automater opstillet i indklagedes afdelinger. Af reglerne kan det heller ikke ses, at der skulle være forskel på trækningsmulighederne i sådanne automater og i "Kontanten".
Indklagede har anført, at det af reglerne fremgår, at der uden maksimum kan udbetales fra indklagedes egne automater, som er online med indklagedes bogføring. Her er der således intet maksimumbeløb pr. dag, hvorimod der for udbetaling fra andre pengeinstitutter og disses pengeautomater er fastsat en udbetalingsgrænse på 2.000 kr. pr. dag, da disse automater ikke er online med indklagedes EDB-system.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen er forelagt Ankenævnet til aførelse, angår den ikke spørgsmålet om, hvorvidt klageren har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med dankortets opbevaring, men en fortolkning af indklagedes "Regler for Dankort".
Det ovenfor citerede uddrag af indklagedes "Regler for Dankort" findes at måtte forstås således, at der ved hjælp af kortet kan hæves ubegrænset af kontoens indestående ved brug af pengeautomater opstillet i indklagedes egne afdelinger, hvorimod der for hævninger fra "Kontanten" og automater opstillet i andre pengeinstitutter er fastsat en beløbsgrænse.
Da gerningsmanden i det foreliggende tilfælde alene har hævet 2.000 kr. fra "Kontanten", hvilket ikke overstiger den fortsatte beløbsgrænse, og da de øvrige hævninger er foretaget ved brug af pengeautomater opstillet i indklagedes afdelinger, findes klagen ikke at kunne tages til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.