Spørgsmål om erstatningsansvar for mangelfuld rådgivning om garantkonto og tilbageførsel af renter tilskrevet klagerens g-konto
| Sagsnummer: | 114/2012 |
| Dato: | 12-12-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
Garantbeviser - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for mangelfuld rådgivning om garantkonto og tilbageførsel af renter tilskrevet klagerens g-konto |
| Indklagede: | Fjordbank Mors af 2011 |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Spar Mors og/eller Morsø Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren ved ikke at have oplyst ham tilstrækkeligt om vilkårene for hans indskud på en garantbeviskonto, ved ikke at have rådet ham til at gøre kontoen op og ved at have tilbageført renter tilskrevet hans g-konto.
Sagens omstændigheder
Klageren oprettede den 4. juni 2004 en garantbeviskonto i Spar Mors med et indskud på 50.000 kr. Samtidig blev der oprettet en såkaldt g-konto, hvor klageren indskød et større beløb og hvortil renterne af garantikapitalen en gang årligt blev overført.
Renten på g-kontoen var ca. 0,5 % point lavere end på garantbeviskontoen. Sparekassen udstedte ikke garantbeviser i papirformat til garanterne. Det fremgik af kontoudtog, at garantbeviskontoen blev betegnet som "garantbevis".
Den 10. januar 2005 indskød klageren 120.000 kr. og den 22. juli 2005 yderligere 100.000 kr. på garantbeviskontoen.
Den 21. december 2005 overførte han 100.000 kr. til en person, E, og den 28. december 2005 yderligere 100.000 kr. til E.
Den 6. januar 2006 indsatte E, 200.000 kr. på garantbeviskontoen.
Den 17. september 2008 overførte klageren 269.000 kr. fra garantbeviskontoen til en anden konto. Garantbeviskontoen havde herefter havde en saldo på 1.000 kr.
I perioden indtil den 6. oktober 2008 kunne garanterne, herunder klageren, frit hæve og indsætte beløb på garantbeviskonti i sparekassen.
I oktober 2008 opfyldte Spar Mors ikke længere solvenskravene i § 124 i lov om finansiel virksomhed. Som følge heraf overdrog sparekassen pr. den 3. november 2008 sine aktiver og passiver, bortset fra garantikapitalen og renter heraf, til Morsø Bank. Sparekassen modtog i den forbindelse et antal aktier i Morsø Bank, som skulle udloddes til garanterne. I forlængelse af overdragelsen trådte sparekassen i likvidation.
Den 20. november 2008 blev der tilskrevet 10.196,94 kr. i renter på garantbeviskontoen. Renterne blev samme dag overført til g-kontoen. Imidlertid blev renterne tilskrevet garantbeviskontoen tilbageført, hvorefter rentebeløbet, der var blevet overført til g-kontoen, også blev tilbageført. Endelig blev klagerens garantbeviskonto opgjort, således at han mistede sit indestående på 1.000 kr.
Spar Mors havde ikke likviditet til at betale de renter af garantikapitalen, som forfaldt den 31. december 2008. Sparekassen gik derfor konkurs den 9. februar 2009.
Følgende fremgår af kurators cirkulæreskrivelse af 9. juni 2009:
"…
Dividendeskøn
Der er på nuværende tidspunkt udsigt til fuld dækning af boets simple krav (renterne af garantikapitalen) samt en dividende på 11,6 % af de efterstillede krav (selve garantikapitalen). Dækning af de efterstillede krav er afhæng af (i() den fremtidige aktiekurs på Morsø Bank A/S aktier, (ii) de igangværende omstødelsessager, se afsnit 6, samt (iii) eventuelt erstatningsansvar for Sparekassens ledelse, se afsnit 7. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at anslå, hvornår boet kan afsluttes og dividende udloddes.
…..
Garantifonden for indskydere og investorer
Renter af garantikapital medregnes ikke til garantikapitalen. Det er derfor kurators vurdering, at renterne ikke udgør efterstillede kapitalindskud, men skal behandles som simple krav. Finanstilsynet har bekræftet denne opfattelse. Såfremt Sparekassen ikke var gået konkurs, ville de påløbne renter af garantikapitalen være blevet tilskrevet indlånskonti tilhørende de enkelte garanter som almindelige indskud ved udgangen af 2008. På tidspunktet for konkursens indtræden den 9. februar 2009 burde renterne af garantikapitalen have været navnenoterede indskud på garanternes almindelige indlånskonti…. Kurator rettede i februar 2009 henvendelse til Garantifonden, som imidlertid har afvist at dække renterne….. Kurator forventer fuld dækning af de simple rentekrav på kr. 2.424.080, se afsnit 2 og 3. Spørgsmålet om Garantifondens dækning er derfor kun et spørgsmål om, hvornår de nuværende simple kreditorer får deres rentekrav til udbetaling. På denne baggrund vil kurator ikke forfølge denne mulighed yderligere.
…."
Ved en senere fusion med et andet pengeinstitut skiftede Morsø Bank navn til Fjordbank Mors. Fjordbank Mors gik konkurs den 27. juni 2011. I den forbindelse overtog Fjordbank Mors af 2011 simple krav, der måtte kunne rettes mod Fjordbank Mors (og tidligere Spar Mors), herunder eventuelle erstatningskrav. Krav vil imidlertid blive nedskrevet til en dividende, der foreløbig er fastsat til 86 %.
Ifølge en senere cirkulæreskrivelse af 8. juni 2012 fra kurator i boet efter Spar Mors er der udsigt til, at renterne af garantkapitalen dækkes med 44,8 %.
Parternes påstande
Den 19. april 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fjordbank Mors af 2011 skal betale 12.400 kr. med tillæg af renter fra 23. juni 2011. Tabet udgør garantikapital på 1.000 kr., renter for 2008 (10.196,94 kr.) samt renter for perioden 20. november 2008 til 23. juni 2011 på 1.203,06 kr.
Fjordbank Mors af 2011 har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke på noget tidspunkt har været garant i Spar Mors. Han har ikke underskrevet nogen aftale om at være garant eller på noget tidspunkt forstået, at han skulle være garant. Status som garant kræver en underskrevet kontakt og en fyldestgørende rådgivning herom fra sparekassens side. Han har ikke i forbindelser med bevægelserne på kontoen modtaget kvitteringer. Kontoudtog viser bevægelser på en indskudskonto.
Den eneste oplysning om, at han skulle være garant er ved, at der på kontoudtog stod "garantbeviser" øverst på siden til højre.
Han har anvendt den påståede garantikapital, og den konto, hvor kapitalen er opsamlet på, som en ganske almindelig konto, hvor der er sket indsættelser og hævninger af beløb i den tid, kontoen har eksisteret.
Han har anvendt kontoen som en foliokonto og ikke som en konto, hvor sparekassen kunne regne med, at der var tale om ansvarlig indskyderkapital. Hvis der var tale om en garanti, ville det kræve, at kontoen var uopsigelig i en kortere eller længere periode. Hvis der var tale om en garantikonto, ville det ikke have været muligt for tredjemand at indsætte beløb på kontoen uden hans fuldmagt som sket den 9. januar 2006.
Sparekassen har ikke ydet ham rådgivning i forbindelse med indskuddet i sparekassen. Da han havde et andet pengeinstitut som hovedbankforbindelse, var han ikke interesseret i tilbud fra sparekassen, henvendelser fra sparekassen, ligesom han ikke lagde mærke til, hvilken betegnelse sparekassen anvendte for sine kontoformer.
Da han ville hæve 270.000 kr. i september 2008 blev han overtalt til at lade 1.000 kr. stå. Det var ansvarspådragende rådgivning, da han herved ikke fik opgjort sin konto og udbetalt renterne for 2008. Ved at lade 1.000 kr. stå på kontoen blev hans risiko øget med ca. 1.100 %, da han derved risikerede at miste de endnu ikke tilskrevne renter, bl.a. fordi det fremgår af sparekassens vedtægter, at sparekassens ledelse til enhver tid kan beslutte at undlade at forrente garantikapitalen.
Imidlertid undlod sparekassen ikke at tilskrive renter, men indbetalte dem til hans konto den 20. november 2008. Det var derfor ikke lovligt, at Morsø Bank uden hans accept hævede rentepengene, som ret- og rutinemæssigt blev indsat på hans g-konto, og derfor er omfattet af hans personlige ejendomsret. Penge der står på g-kontoen kan under ingen omstændigheder betragtes som ansvarlig indskudskapital. Dispositionen må i øvrigt være foretaget af Morsø Bank, da Spar Mors ophørte med at eksistere den 3. november 2008.
Fjordbank Mors af 2011 har ikke dokumenteret vilkårene for overdragelsen af aktiver og visse passiver fra Spar Mors til Morsø Bank.
Fjordbank Mors af 2011 har anført, at Morsø Bank ikke har taget klagerens garantkapital og renterne heraf. Forpligtelsen til at udbetale garantkapital og renter til garanterne forblev i Spar Mors, der gik konkurs. Krav om betaling af garantkapital og renter skal derfor anmeldes i konkursboet.
Fjordbank Mors af 2011 er således alene ansvarlig over for klageren, hvis Spar Mors havde et erstatningsansvar over for klageren og klageren har lidt et tab.
Spar Mors har ikke pådraget sig et erstatningsansvar.
Garantkapitalen blev tegnet af klageren efter udtrykkelig aftale med klageren.
Sparekassen Spar Mors har ikke oprettet en garantbeviskonto og overført beløb hertil uden en instruks fra garanten.
Klageren blev oplyst om betingelserne for garantbeviskontoen, herunder at hvis sparekassen gik konkurs, så var indskudt garantkapital tabt.
Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen har ydet mangelfuld eller forkert rådgivning om garantkapitalens status som ansvarlig kapital.
Klageren burde have indset, at indestående på garantbeviskontoen havde en særlig karakter i forhold til almindelige indlånskonto og indlån/indskud, da (i) garantbeviskontoen blev benævnt "garantbevis", da (ii) klageren blev indkaldt til årlige garantmøder, hvor han var stemmeberettiget, da (iii) tilskrevne renter straks blev overført til hans g-konto, da (iv) han fik mulighed for oprettelse af særlige garantkassekreditter til favorable rentesatser m.v., (v) det kun var muligt for klageren at foretage overførsler/hævninger fra garantbeviskontoen med sparekassens medvirken og da (vi) eventuelle hævninger skulle være delelige med 1.000 kr.
Det samlede indestående på garantbeviskontoen fremgik af klagerens kontoudskrifter og årsoversigter.
Garantbeviser er traditionelt betegnelsen for ansvarlig kapital i sparekasser.
Klageren har ikke før sparekassens konkurs gjort indsigelse mod indeståendet på garantbeviskontoen.
Ved at undlade at reagere mod indeståendet på garantbeviskontoen, har klageren i hvert fald stiltiende accepteret, at midlerne var placeret som garantkapital.
Det var klagerens egen beslutning at lade 1.000 kr. blive stående på garantbeviskontoen og ikke få kontoen opgjort. Selv hvis en medarbejder i sparekassen skulle have rådgivet klageren til at lade 1.000 kr. blive stående, kan sparekassen og derved Fjordbank Mors af 2011 ikke anses for erstatningsansvarlig for klagerens eventuelle tab, da medarbejderen ikke vidste eller burde vide, at sparekassen ikke kunne opfylde solvenskravene.
Sparekassen Spar Mors har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren. Derfor er Fjordbank Mors af 2011 ikke erstatningsansvarlig over for klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Da Morsø Bank den 6. november 2008 overtog aktiver og visse passiver fra Spar Mors, overtog banken ikke sparekassens forpligtelser over for garanterne, herunder forpligtelsen til at udbetale garantikapital og renter heraf. Fjordbank Mors af 2011 kan således alene være ansvarlig for klagerens tab i form af mistet garantikapital og mistede renter for 2008, hvis Spar Mors eller Morsø Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren. Et erstatningskrav er et simpelt krav, som Fjordbank Mors af 2011 har overtaget.
I september 2008 hævede klageren størstedelen af sit indestående på garantkontoen. Det er ikke godtgjort, at der i den forbindelse var en særlig anledning til at rådgive klageren om, at han ved at lade et mindre beløb stå på kontoen risikerede at tabe optjente, men endnu ikke tilskrevne renter på garantkapitalen, i tilfælde af sparekassens sammenbrud inden for de kommende måneder. I øvrigt er det ikke klart, om klageren ved at hæve hele sit indskud ville have haft ret til at få udbetalt renterne før den ordinære forfaldsdag den 31. december 2008.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Morsø Banks pådrog sig et erstatningsansvar ved at tilbageføre 10.196,94 kr. fra klagerens g-konto, idet det lægges til grund, at klageren ikke havde krav på at få udbetalt rentebeløbet før den 31. december 2008.
Tre medlemmer – Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen og Peter Stig Hansen – udtaler:
Vi finder, at det må lægges til grund, at klageren vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantbeviskonto var ansvarlig kapital, som klageren risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Vi har herved lagt vægt på, at klageren i Spar Mors indsatte beløb på en konto benævnt "Garantbevis", hvilket navn svarer til de garantbeviser, der traditionelt har betegnet ansvarlig kapital i en sparekasse. Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser i sin rådgivning om garantkapitalens status.
Klageren blev endvidere som indehaver af garantbeviser årligt indkaldt til garantmøder til valg af repræsentantskab m.v., hvilket indikerede, at indeståendet på garantbeviskonti havde en anden karakter end almindelige indlån. Det samme gjorde det forhold, at tilskrevne renter straks blev overført til G-kontoen.
To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Bent Olufsen – udtaler:
Vi finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for en domstol. Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medført af vedtægternes § 7, stk. 1.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.