Afgørelse

Tredjemandspant. Pantsætters krav på oplysninger. Forældelse. Tidsbegrænsning, pant for ældre gæld m.m. (2 kendelser).

Medhold klager


I februar 1982 bevilgede indklagede klagerens bror en kassekredit med et kreditmaximum på 200.000 kr. Til sikkerhed for denne kredit gav klageren indklagede håndpant i kreditforeningsobligationer. Kreditten blev senere flere gange forhøjet og forlænget, hvilket blev tiltrådt af klageren som håndpantsætter. Engagementets udvikling var som følger:

Forlængelserne den 2. juli 1987, den 30. september 1987 og den 11. januar 1988 skete ved påtegninger på kassekreditkontrakten af 29. maj 1986. Af påtegningen af 11. januar 1988 fremgår bl.a.: "Nærværende kassekredit forlænges på uændrede vilkår til den 1. april 1988. ..... (klagerens) håndpantsætning fortsætter ligeledes uændret til den 1. april 1988."

Der er fremlagt kontoudskrifter vedrørende kassekreditten omfattende hele perioden fra 1982 til 1988. Det fremgår heraf, at der med mellemrum har været tale om overtræk i kortere perioder.

Indklagede gjorde sikkerhedsstillelsen gældende i juni 1988 og solgte den 29. juli 1988 en så stor del af de håndpantsatte obligationer, som var nødvendigt til dækning af gælden i henhold til kassekreditkontrakten, der på dette tidspunkt udgjorde 360.362 kr. Klageren gjorde indsigelse herimod.

Debitor døde i efteråret 1992, men betalte indtil 1. oktober 1992 renter af fordringen på 360.362 kr. samt mindre afdrag til klageren. Restfordringen, der pr. 1. oktober 1992 blev opgjort til 292.000 kr., blev anmeldt i debitors dødsbo, hvorefter klager i maj 1994 modtog 43% i dividende svarende til 124.898 kr. Med fradrag af advokatomkostninger for repræsentation af fordringen i dødsboet blev der afregnet 120.523 kr. til klager.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 171.477 kr. (292.000 kr. - 120.523 kr.) med tillæg af renter af 292.000 kr. fra 1. oktober 1992 til 18. maj 1994 og af 171.477 kr. fra 18. maj 1994 til betaling sker.

Indklagede har påstået frifindelse.

Et af indklagede fremsat anbringende om forældelse blev ved Ankenævnets kendelse af 23. marts 1994 ikke taget til følge. Ankenævnet fandt, at kravet alene var omfattet af den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lov 5.14.4.

Klageren har anført, at hun i en alder af 58 år modtog ca. 500.000 kr. i forbindelse med en bodeling. På grund af hendes ukendskab til pengesager påtog hendes bror sig at placere beløbet i obligationer i depot hos indklagede. Depotet blev senere stillet til sikkerhed for broderens kassekredit. Hun havde ikke kendskab til broderens økonomiske forhold, og hun blev ikke orienteret om baggrunden for kreditten, særlige risisi eller andre relevante forhold. Hun har heller ikke fået oplysning om, at der har foreligget misligholdelse i form af ubevilgede overtræk. Hun gjorde gentagne gange indklagede opmærksom på, at hun ønskede at udtræde af engagementet, men fik af afdelingens bestyrer besked om, at hun måtte acceptere forlængelserne, da man "ellers ville tage hendes penge". Indklagede burde ved forlængelsen den 20. februar 1986 have oplyst om, at hun havde mulighed for at udtræde af engagementet uden tab. Ved forhøjelserne af kassekreditten den 30. juni 1982 og den 29. maj 1986 burde indklagede have oplyst hende om, at kassekreditten var i overtræk med henholdsvis 63.819 kr. og 69.682 kr. Man burde ligeledes have orienteret hende om, at sikkerhedsstillelsen for forhøjelserne delvis skete for gammel gæld. På kassekreditten blev der trukket ydelser til et andet lån, som broderen havde hos indklagede. Hun burde være blevet gjort bekendt med, at sikkerheden således i realiteten dækkede et større maximumbeløb end angivet i kassekreditkontrakten, jvf. U 94.126 V. Sikkerhedsstillelsen udløb pr. 1. april 1988, hvorfor indklagede uberettiget rejste krav mod hende i juni 1988. Indklagede har i hvert fald ikke kunnet beregne sig et beløb, der var større end saldoen pr. 1. april 1988.

Indklagede har anført, at klageren var bekendt med broderens økonomiske forhold, herunder kassekredittens saldo i forbindelse med forhøjelserne den 30. juni 1982 og den 29. maj 1986. Kassekreditten var ikke misligholdt på de nævnte tidspunkter. Overtrækkene var bevilget og et led i forhandlingerne frem til forhøjelserne om debitors og klagerens engagement, hvilket klageren var bekendt med og vedstod med sin underskrift i forbindelse med forhøjelserne, ligesom klageren senere bekræftede sin hæftelse for forhøjelserne. Pr. 1. juli 1987 oplyste klagerens bror, at han havde indledt forhandlinger om fusion/salg af sin virksomhed, hvilket ville indebære indfrielse af kassekreditten. Han ønskede derfor ikke en forlængelse udover 3 måneder, hvorfor forlængelsen blev bevilget ved påtegning på det eksisterende dokument. Klageren tilkendegav først på dette tidspunkt, at hun ønskede at udtræde af engagementet, men hun tiltrådte forlængelsen pr. 1. juli 1987 og senere kortere forlængelser ud fra den betragtning, at forhandlingerne burde føres til ende. Ved forlængelsen den 20. februar 1986, hvor kassekreditten stod i kredit, var det ikke på tale at afvikle hverken kassekreditten eller håndpantsætningen. Den omstændighed, at der er trukket ydelser til et andet lån på kassekreditten, ændrer intet ved klagerens forpligtelse. Der foreligger ingen særlige aftaler eller forudsætninger omkring selve brugen af kassekreditkontrakten, som alene er begrænset af det aftalte maximum. Da kassekreditten ikke som forventet blev indfriet pr. 1. april 1988, blev den opsagt. I overensstemmelse med almindelig pengeinstitutpraksis undersøgte man mulighederne for at opnå betaling fra hovedmanden, inden der blev rettet krav mod klageren. Der kan hverken ud fra gældende ret eller de foreliggende aftaler udledes et krav om, at panteretten skal være gjort gældende inden udløbet af aftaleperioden. Det er tilstrækkeligt, at panteretten gøres gældende inden rimelig tid herefter. I det foreliggende tilfælde tillod man i lyset af den varslede indfrielse, at engagementet fortsatte en kortere periode efter den 1. april 1988. Gældsforøgelsen efter dette tidspunkt skyldes i øvrigt for en del tilskrevne renter. Vedrørende klagerens opgørelse af kravet har indklagede gjort gældende, at ethvert beløb, som Ankenævnet måtte tilkende klageren, skal reduceres med 43 % svarende til dividenden i boet efter klagerens bror.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren allerede i 1986 havde tilkendegivet, at hun ønskede at blive frigjort fra sin sikkerhedsstillelse, og klagerens anbringende om, at indklagede i forbindelse med kredittens forlængelse den 20. februar 1986 burde have oplyst kende om, at hun på dette tidspunkt kunne komme ud af engagementet uden tab, kan allerede af denne grund ikke tages til følge. I øvrigt bemærkes, at klageren, hvis hun ønskede at udtræde, selv burde have taget initiativ hertil ved at afvise at forlænge håndpantsætningen eller opsige denne.

Ved forhøjelserne af kassekreditten den 30. juni 1982 fra 200.000 kr. til 300.000 kr. og den 29. maj 1986 fra 300.000 kr. til 400.000 kr. var der allerede bevilget debitor overtræk, således at en del af klagerens yderligere sikkerhedsstillelse skete til sikkerhed for allerede eksisterende gæld. Under de foreliggende omstændigheder, hvor kassekreditten efterfølgende har været nedbragt til beløb under de oprindelige maksimumsbeløb, og hvor klageren gentagne gange har bekræftet sin sikkerhedsstillelse for de forhøjede maksimumsbeløb, findes der imidlertid ikke at være tale om forhold, som kan begrunde en nedsættelse af klagerens hæftelse.

Indklagede har ikke haft pligt til at give klageren meddelelse om de kortvarige ubevilgede overtræk af kassekreditten, som forekom med mellemrum, ligesom indklagede ikke har haft pligt til at gøre klageren opmærksom på, at broderen havde et eller flere andre lån, og at ydelser hertil blev trukket på kassekreditten. Det er heller ikke godtgjort, at der i øvrigt har foreligget særlige forhold vedrørende debitors engagement, som indklagede burde have oplyst klageren om.

Ankenævnet finder således, at der ikke er godtgjort omstændigheder, som kan føre til, at klagerens forpligtelse som håndpantsætter helt eller delvis var ugyldig eller bortfaldet forud for den 1. april 1988.

Påtegningen af 11. januar 1988 om forlængelse af kassekreditten og klagerens håndpantsætning til den 1. april 1988 findes ikke at kunne forstås således, at klagerens håndpantsætning bortfaldt den 1. april 1988 med den konsekvens, at den skulle have været gjort gældende inden denne dato. Det bemærkes herved, at indklagede ikke havde noget grundlag for at rejse krav mod klageren, før det - efter den 1. april 1988 - blev konstateret, at debitor ikke opfyldte sin forpligtelse til at indfri kassekreditten til dette tidspunkt.

Ankenævnet finder imidlertid, at tidsbegrænsningen af den kassekredit, for hvilken klageren stillede sikkerhed, må indebære, at sikkerhedsstillelsen ikke omfattede de træk på kassekreditten, som fandt sted efter den 1. april 1988, således at klagerens hæftelse var begrænset til gælden pr. 1. april 1988, 311.470 kr., med tillæg af renter beregnet som påløbne, men ikke tilskrevne renter pr. 1. april 1988 samt sædvanlig kassekreditrente og provision af 311.470 kr. fra denne dato til indfrielsen af kassekreditten den 29. juli 1988.

Da klagerens sikkerhedsstillelse er gjort gældende med 360.362 kr., havde klageren oprindelig et tilbagebetalingskrav på 360.362 kr. ÷ (311.470 kr. med tillæg af renter som nævnt). Klageren har imidlertid modtaget en dividende på 43% i debitors dødsbo, og det oprindelige tilbagebetalingskrav bør derfor reduceres med 43%, således at indklagede skal betale det herefter fremkomne beløb med tillæg af renter, der - under hensyn til de af debitor betalte renter - fastsættes til sædvanlig procesrente af det oprindelige tilbagebetalingskrav fra den 1. oktober 1992 til den 18. maj 1994 og af det reducerede tilbagebetalingskrav fra den 18. maj 1994, til betaling sker.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale et beløb beregnet som foran anført og med tillæg af renter som anført. Klagegebyret tilbagebetales klageren.