Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Millionærkonto, opsigelse.

Sagsnummer: 260 /1994
Dato: 14-11-1994
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Ole Simonsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Gevinstopsparing - opsigelse
Ledetekst: Millionærkonto, opsigelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

1)

Klagerne foretog i tidsrummet fra november 1993 til marts/april 1994 en rejse til Australien, New Zealand, Fidji og USA. Som betalingsmiddel anvendte klagerne et Visa-kort tilknyttet klager 2's konto hos indklagede. Klager 1 havde tillige en millionærkonto med et indestående pr. 29. oktober 1993 på 4.700 kr.

Klagerne har oplyst, at klager 1 inden den 1. september henvendte sig til indklagede og opsagde millionærkontoen, der har tre måneders opsigelse, til den 1. december 1993, således at beløbet overførtes til den konto, hvortil Visa-kortet var tilknyttet. Ifølge indklagede erindrer ingen i kontoførende afdeling, at opsigelse af millionærkontoen er sket, og dette er heller ikke registreret.

Klagerne har oplyst, at den manglende overførsel af beløbet på ca. 5.000 kr. fra millionærkontoen medførte, at de under deres rejse tidligt fik et underskud på Visa-kontoen, som klager 2's mor midlertidigt dækkede. Da klagerne i marts/april igen blev opmærksom på, at der var underskud på kontoen, måtte de afbryde deres rejse. Den pludselige afbrydelse af rejsen medførte, at de var nødsaget til at købe billetter på stedet frem for at afvente, at klager 2's mor kunne købe dem billigere i Danmark og fremsende dem til deres opholdssted.

Indklagede har anført, at det inden klagernes afrejse blev aftalt, at løn- og feriepenge skulle overflyttes til Visa-kontoen, og dette foretog afdelingen ugentligt. Først efter klagernes hjemkomst medio april 1994 blev indklagede bekendt med klagernes indsigelse om den manglende overførsel af millionærkontoens indestående til Visa-kontoen.

Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.000 kr. svarende til den merpris, klagerne måtte betale for hjemrejsebilletter.

2)

Klagerne har endvidere klaget over, at indklagede på et tidspunkt har betalt klager 2's brors el-regning over klager 2's budgetkonto, men har samtidig anført, at forløbet er bragt i orden.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Ankenævnets bemærkninger:

ad 1)

Klagerne findes ikke at have godtgjort, at millionærkontoen var opsagt før klagernes rejse. Allerede af den grund kan der ikke gives klagerne medhold i klagen.

ad 2)

Da der ikke foreligger nogen formueretlig tvist mellem klagerne og indklagede om dette spørgsmål, kan Ankenævnet ikke behandle denne del af klagen.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge for så vidt angår pkt. 1. Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår pkt. 2.