Afgørelse

Lånetilbud. Fastkursaftale. Tilbagekaldelse.

Det indklagede realkreditinstitut fremsendte den 24. januar 2005 et lånetilbud til klagerne vedrørende et 30-årigt 5 pct. obligationslån, som var baseret på en samtidig indgået fastkursaftale om afvikling af lånet den 31. marts 2005 til kurs 98,80. Klagerne indgik den 28. januar 2005 en tinglysningsaftale med instituttet, hvoraf det fremgik, at det nye lån var kurssikret. Ligeledes den 28. januar 2005 underskrev klagerne pantebrevet for det tilbudte lån. Instituttet fremsendte den 16. februar 2005 et nyt lånetilbud med tilhørende fastkursaftale til klagerne, denne gang vedrørende et 30-årigt 4 pct. obligationslån til samme kurs som lånetilbudet vedrørende 5 pct. lånet. Klagerne kontaktede den 20. februar 2005 instituttets kundecenter telefonisk for at høre, hvordan de rent praktisk skulle forholde sig, idet de ønskede 4 pct. lånet. Instituttets juridiske sekretariat afviste den 21. februar 2005, at instituttet var bundet af det fejlagtigt fremsendte lånetilbud og bekræftede dette skriftligt den følgende dag.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle udbetale det 30-årige 4 pct. lån i overensstemmelse med lånetilbud og fastkursaftale af 16. februar 2005. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt, at det allerede den 20. februar 2005, hvor klagerne telefonisk drøftede tilbudet med instituttets kundecenter, eller i hvert fald den 21. februar 2005, da klagerne blev kontaktet af instituttets juridiske sekretariat, måtte have stået klagerne klart, at lånetilbudet af 16. februar 2005 var fremsendt ved en fejl. Under hensyn til det forudgående lånesagsforløb, og da der ikke var grundlag for at antage, at tilbudet af 16. februar 2005 havde været bestemmende for klagernes handlemåde, fandt flertallet, at instituttet ikke var bundet af tilbudet af 16. februar 2005, jf. aftalelovens § 39. Mindretallet fandt det efter omstændighederne rimeligt, at klagerne havde forstået fremsendelsen af lånetilbudet af 16. februar 2005 som et led i den aftale om låneovervågning, som de havde indgået med instituttet. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at klagerne ved modtagelsen af det nævnte lånetilbud vidste eller burde vide, at det var fremsendt ved en fejl. Mindretallet fandt heller ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder som nævnt i aftalelovens § 39, som kunne føre til, at instituttet skulle være berettiget til at træde tilbage fra aftalen. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.