Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om betaling af låneydelser på lån efter afsigelse af kendelse om gældssanering.

Sagsnummer: 18 /1999
Dato: 18-05-1999
Ankenævn: Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Ole Reinholdt, Ole Simonsen
Klageemne: Gældssanering - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om betaling af låneydelser på lån efter afsigelse af kendelse om gældssanering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om indklagede efter afsigelse af kendelse om gældssanering for klagerne var berettiget til at fortsætte med overførslen af månedlige ydelser på to lån, som delvist var pantesikret.

Sagens omstændigheder.

Den 15. oktober 1997 indledtes ved skifteretten gældssaneringssag for klagerne.

Klagerne havde med indklagede et engagement, der bl.a. omfattede et boliglån og et billån. Lånene blev afviklet med henholdsvis 475 kr. og 1.500 kr. månedligt og var sikret ved pant i klagernes bolig og bil. Under hensyn til pantesikkerheden fortsatte klagerne under gældssaneringsagens behandling med betaling af de månedlige ydelser.

Den 25. august 1998 afsagde skifteretten kendelse om gældssanering for klagerne, hvis gæld blev nedsat til henholdsvis 23,04% og 13,9414%. Den ikke-bortsanerede gæld skulle afvikles over 5 år, idet klagerne fra 1. september 1998 skulle påbegynde indbetaling af månedlige beløb på særskilt konto til gældens afvikling. Af forslaget til gældssanering, som dannede grundlag for skifterettens kendelse, fremgår, at indklagede ansås for at have pantesikret gæld for 82.917,89 kr., som skulle afvikles over 10 år med 700 kr. månedligt.

Indklagede har oplyst, at man ved beregningen af ydelsen på 700 kr. til afvikling af den pantesikrede gæld fejlagtig ikke tog hensyn til renter. Fejlen blev først opdaget efter, at gældssaneringskendelsen var afsagt.

Efter aftale med indklagede "frikøbte" klagerne i oktober 1998 den pantsatte bil mod betaling af 6.000 kr.

Den 26. oktober 1998 underskrev klagerne et nyt boliglån med en hovedstol på 76.917,89 kr. (svarende til det beløb, der ved gældssaneringskendelsen var anset for pantesikret med fradrag af klagernes indbetaling på 6.000 kr.). Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med 700 kr. månedlig første gang 1. november 1998. Den beregnede løbetid var anført til 10 år. Endvidere var bestemt, at lånets ydelse pr. 1. november 2003 skulle forhøjes med 272 kr. månedligt.

Af kontoudtog for klagernes budgetkonto fremgår, at ydelserne på klagernes boliglån og billån blev betalt 31. august 1998, men tilbageført 21. september 1998. Den 30. september 1998 overførtes 950 kr. og 3.000 kr. til henholdsvis boliglån og billån, svarende til 2 måneders ydelser.

I november 1998 blev klagernes konti overflyttet til deres nye pengeinstitut.

Parternes påstande.

Klagerne har den 13. januar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 3.950 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at det under forhandlingerne om gældssaneringsforslagets udformning blev aftalt med indklagede, at boliglånet skulle have en løbetid på 10 år og afvikles med 700 kr. månedligt. Efter at der var afsagt kendelse om gældssanering, udarbejdede indklagede et lånedokument med en løbetid på 20 år i stedet for de aftalte 10 år. De nægtede at underskrive dokumentet, og der blev efter yderligere forhandlinger opnået en ordning, hvorefter lånets ydelse skulle forhøjes med 272 kr. månedligt fra 1. november 2003. De finder, at indklagede uberettiget fortsatte med at trække ydelserne på boliglånet og billånet for september og oktober måned, uanset at der var afsagt kendelse om gældssanering den 25. august 1998. De finder, at dette er i strid med den afsagte kendelse. De ville ikke have haft noget at indvende mod at betaling af ydelserne på det nye lån var påbegyndt 1. oktober 1998.

Indklagede har anført, at man henholdt sig til den gældende afviklingsaftale med betaling af 475 kr. og 1.500 kr. månedligt, indtil der ultimo 1998 blev truffet ny afviklingsaftale.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved skifterettens kendelse af 25. august 1998 blev klagernes gæld nedsat til henholdsvis 23,04% og 13,9414%, som skulle afvikles over en 5-årig periode fra den 1. september 1998. Af det budget, som dannede grundlag for det godkendte forslag til gældssanering, fremgår, at indklagedes pantesikrede gæld, der var anerkendt med knap 83.000 kr., skulle afvikles over 10 år med et månedligt beløb på 700 kr., hvilket efter det oplyste var aftalt med indklagede.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at det var i strid med skifterettens kendelse om gældssanering, at indklagede ved debiteringen den 30. september 1998 af 3.950 kr. på klagernes budgetkonto opkrævede de hidtidige ydelser på henholdsvis 475 kr. og 1.500 kr. for månederne september og oktober 1998, idet indklagede dog havde været berettiget til for disse måneder at forlange indbetaling af i alt 1.400 kr. på det nye lån svarende til den pantesikrede gæld.

Ankenævnet finder herefter, at klagernes påstand bør tages til følge på den måde, at indklagede til klagerne skal betale 2.550 kr. med rente efter renteloven fra den 30. september 1998 samt til kredit for klagernes nye lån skal indbetale 1.400 kr. med valør stiftelsesdagen den 26. oktober 1998.

Som følge heraf

Indklagede bør inden 4 uger til klagerne betale 2.550 kr. med rente efter renteloven fra den 30. september 1998 samt kreditere klagernes nye boliglån med 1.400 kr. med valør den 26. oktober 1998. Klagegebyret tilbagebetales klageren.