Indsigelse mod gæld i henhold til kreditaftale fra 2008. Betaling af klagerens erstatningskrav mod banken ved modregning i klagerens gæld til banken i 2012. Spørgsmål om forældelse af renter
| Sagsnummer: | 199/2017 |
| Dato: | 20-11-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod gæld i henhold til kreditaftale fra 2008. Betaling af klagerens erstatningskrav mod banken ved modregning i klagerens gæld til banken i 2012. Spørgsmål om forældelse af renter |
| Indklagede: | Handelsbanken |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod gæld i henhold til en kreditaftale fra 2008. Betaling af klagerens erstatningskrav mod banken ved modregning i klagerens gæld til banken i 2012. Spørgsmål om forældelse af renter.
Sagens omstændigheder
Klageren var i 2006 kunde i Lokalbanken i Nordsjælland (nu Handelsbanken). Klageren og hendes nu afdøde mand, M, ejede en ejendom E1.
I september 2006 købte klageren og M en ejendom E2 for 1.575.000 kr. med overtagelsesdag den 11. oktober 2006. Lokalbanken i Nordsjælland ydede en midlertidig finansiering, kredit -873, til købet af E2. Samtidig satte klageren og M ejendommen E1 til salg.
I 2008 blev udbudsprisen for E1 nedsat fra 3.695.000 kr. til 3.495.000 kr. og efterfølgende til 2.495.000 kr.
Den 25. maj 2008 blev kredit -873 forhøjet med 135.000 kr., og klageren og M underskrev en Kreditaftale Forbruger, hvoraf fremgik, at de kunne trække op til 1,4 mio. kr. Det fremgik endvidere, at kreditten var gældende indtil videre, og at afvikling eller indfrielse skulle aftales med banken den 1. november 2008. Endvidere var det anført, at udlånsrenten for tiden var 8,250 % om året, og at kontoudskrift blev udsendt hver ultimo året.
I oktober 2008 fik banken sikkerhed i et ejerpantebrev på 1 mio. kr. med pant i E1 og E2.
Den 17. januar 2009 afgik M ved døden, og klageren fik boet udlagt som ægtefælleudlæg.
Den 30. januar 2009 underskrev klageren en uigenkaldelig salgsfuldmagt til banken vedrørende E1 og E2.
Den 16. februar 2009 underskrev banken i henhold til fuldmagten en købsaftale vedrørende salg af E1 til 1,6 mio. kr.
Af en posteringsoversigt for kredit -873 for perioden fra den 31. marts 2009 til den 25. maj 2009 fremgik, at kredittens maksimum var bortfaldet, og at kreditten af regnskabsmæssige hensyn blev rentenulstillet den 1. april 2009. Efter salget af E1 udgjorde gælden på kreditten pr. den 25. maj 2009 1.354.536,32 kr.
Som følge af bankens salg af E1 anlagde klageren en retssag mod banken, idet banken efter hendes opfattelse havde handlet erstatningspådragende i forbindelse med hendes underskrift af fuldmagten og det efterfølgende salg af E1.
Af en byretsdom afsagt den 8. marts 2012 fremgik, at banken skulle betale klageren et beløb på 250.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 26. januar 2012 til betaling skete samt, at banken skulle betale sagsomkostninger med 32.300 kr., det vil sige i alt 282.300 kr.
Af et brev af 30. marts 2012 fra bankens advokat til klagerens advokat fremgik blandt andet:
”…
Med henvisning til ovennævnte sag kan jeg oplyse, at min klient ikke ønsker at anke denne til Landsretten.
Jeg vedlægger til orientering en af min klient udarbejdet oversigt over Deres klients gæld til min klient. Der er tale om en foreløbig opgørelse, der ikke har fuld renteberegning med.
Som det fremgår af vedlagte opgørelse har min klient kr. 1.684.625,37 til gode.
I forhold til byretsdommen skal der i min klients tilgodehavende modregnes med kr. 250.000 kr. og yderligere kr. 32.300, udgørende sagsomkostningerne. Der er som bekendt tale om konneks modregning, hvorfor Deres klients tilgodehavende ikke skal tillægges renter. Min klients tilgodehavende kan herefter opgøres til kr. 1.402.625,37.
Det skyldige beløb bedes indbetalt til mit kontor inden 10 dage fra dato, idet sagen i modsat fald vil blive indbragt for fogedretten med henblik på udlæg i din klients ejendom, således at denne herefter kan sættes på tvangsauktion.
…”
Gælden på 1.402.625,37 kr. fremkom på baggrund af de 1.354.536,32 kr., jf. posteringsoversigten fra 2009, med tillæg af påløbne renter på 330.389,05 kr. indtil den 15. marts 2012 (beregnet på grundlag af en rentesats på 8,25 % om året) med fradrag af det modregnede beløb i henhold til dommen på 282.300 kr.
Den 7. oktober 2014 sendte bankens inkassoadvokat et inkassobrev til klageren, hvori gælden på kredit -873 blev opgjort til i alt 1.601.472,69 kr.
I et brev af 17. oktober 2014 til bankens inkassoadvokat anførte klageren følgende:
”…
Jeg har med undren læst ovennævnte skrivelse, og må i den forbindelse meddele, at jeg ikke anerkender eller accepterer beløbets størrelse. Jævnfør i den forbindelse Byrettens dom af marts 2012.”
I et brev af 7. november 2014 fra Retshjælpen på vegne af klageren til bankens inkassoadvokat bad Retshjælpen om nærmere oplysning om opgørelsen af gælden til banken og bankens betaling af det tilkendte erstatningsbeløb.
I et brev af 13. januar 2015 til Retshjælpen redegjorde bankens inkassoadvokat for opgørelsen af gælden og bankens modregning i erstatningsbeløbet.
Den 14. marts 2017 anlagde banken retssag mod klageren med påstand om betaling af 1.354.536,32 kr. med tillæg af rente på 10 % om året fra den 15. marts 2014 til betaling skete, samt med påstand om betaling af 45.463,68 kr. med tillæg af rente på 10 % om året fra sagens anlæg til betaling skete.
I svarskrift af 20. april 2017 påstod klageren principalt frifindelse og subsidiært frifindelse mod betaling af et af retten skønsmæssigt fastsat mindre beløb.
I forbindelse med skriftvekslingen bad klageren om, at sagen blev henvist til Ankenævnet. Den 31. maj 2017 hævede retten sagen og henviste den til behandling i Ankenævnet.
Parternes påstande
Den 11. juli 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om principalt, at Handelsbanken skal frafalde kravet mod hende, subsidiært at kravet skal nedsættes.
Handelsbanken har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at mellemfinansieringen i forbindelse med købet af E2 burde være indfriet ved optagelse af sædvanligt realkredit- og banklån, og at undladelse heraf har medført urimeligt byrdefulde forhold for hende.
Hun har ikke modtaget hverken skriftlig eller mundtlig orientering eller rådgivning om de eventuelle konsekvenser ved ikke at indfri kreditaftalen. Såfremt hun havde modtaget fyldestgørende rådgivning, ville hun have sørget for indfrielse af kreditaftalen.
Det er urimeligt at gøre hæftelsen for kreditaftalen gældende, jf. aftalelovens § 36, og banken skal derfor frafalde kravet mod hende eller subsidiært nedsætte kravet.
Hun underskrev ikke en uigenkaldelig salgsfuldmagt.
Banken solgte E1 til en for lav pris med en forfalsket uigenkaldelig salgsfuldmagt og har derved påført hende et tab på over 1 mio. kr. Hun troede, at når sagen blev behandlet i en retssal, så ville sandheden komme frem. Det viste sig at være løgnens hovedbanegård. Hun kan ikke få ført en fornuftig dialog med banken i sagen.
Handelsbanken har anført, at klageren og M den 25. maj 2008 underskrev en kreditaftale, og at kreditaftalen efterfølgende blev opsagt.
Klageren har ikke førend i svarskriftet af 20. april 2017 fremsat indsigelser mod selve kreditten og betingelserne herfor, der fremgår af aftalen. Klagerens indsigelser mod gælden er fremsat mere end tre år efter, at hun anlagde retssag mod banken, og banken modregnede klagerens erstatningskrav i sit tilgodehavende hos hende. Klagerens indsigelser er som følge heraf på nuværende tidspunkt forældede/fortabt ved passivitet.
Banken er ikke længere i besiddelse af kreditaftalen fra 2006, idet den blev afløst af kreditaftalen fra 2008. Et eventuelt rådgivningsansvar mod banken vedrørende rådgivningsforløbet i 2006, hvor kreditten blev etableret, og i 2008, hvor kreditten blev forhøjet, er forældet på nuværende tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Banken er berettiget til at beregne sig tre års forfaldne renter af gælden. Den variable rente på for tiden 10 % om året følger af kreditaftalen, og kan ikke anses som urimelig.
Banken er endvidere berettiget til at beregne sig yderligere renter på 45.463,68 kr., hvilket beløb udgør den del af rentekravet, som ikke er forældet, idet beløbet kan rummes inden for kassekredittens maksimum (det vil sige 1.400.000 kr.÷ 1.354.463,32 kr. = 45.463,68 kr.), jf. kreditaftalen af 25. maj 2008 og forældelseslovens § 6, stk. 3, 2. pkt.
Ankenævnets bemærkninger
Den 25. maj 2008 underskrev klageren og M en kreditaftale, hvoraf fremgik, at de kunne trække op til 1,4 mio. kr. Af en posteringsoversigt for kreditten for perioden fra den 31. marts til den 25. maj 2009 fremgik, at kredittens maksimum var bortfaldet, og at kreditten af regnskabsmæssige hensyn blev rentenulstillet den 1. april 2009. Efter salget af ejendommen E1 udgjorde gælden på kreditten pr. den 25. maj 2009 1.354.536,32 kr.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan begrunde, at banken skal frafalde eller nedsætte gælden på 1.354.536,32 kr. i henhold til kreditten.
Ved dom af 8. marts 2012 blev banken dømt til at betale 282.300 kr. til klageren. Banken modregnede erstatningsbeløbet til delvis dækning af renter, der var påløbet gælden, og som på daværende tidspunkt ikke var forældet.
Ankenævnet finder ikke, at modregningen kan tilsidesættes.
Forældelsesfristen for forfaldne renter er tre år, jf. forældelseslovens § 6, stk. 3, 1. pkt., jf. § 3, stk.1. Banken er i overensstemmelse hermed berettiget til at beregne tre års forfaldne renter af de 1.354.536,32 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af banken anvendte rentesats som urimelig.
Ankenævnet finder ikke, at banken herudover kan beregne sig renter på 45.463,68 kr. Det fremgår af posteringsoversigten for perioden fra den 31. marts 2009 til den 25. maj 2009, at kredittens maksimum var bortfaldet, og at den sidste postering, der var en indbetaling i klagerens navn, fandt sted den 25. maj 2009. Ankenævnet finder, at anvendelsen af bestemmelsen i forældelseslovens § 6, stk. 3, 2. pkt. om rentetilskrivninger inden for maksimum forudsætter, at kreditfaciliteten ikke er bortfaldet.
Banken skal herefter frafalde kravet på renter på 45.463,68 kr.
Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Handelsbanken skal frafalde kravet på renter på 45.463,68 kr.
Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.