Indsigelse mod størrelse af overkurs ved indfrielse af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår.
| Sagsnummer: | 383/2010 |
| Dato: | 21-11-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Udlån - indfrielse
Udlån - særlige indfrielsesvilkår |
| Ledetekst: | Indsigelse mod størrelse af overkurs ved indfrielse af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelse mod størrelsen af overkursen ved indfrielse af deres lån med fast rente i Danske Bank.
Sagens omstændigheder.
Til finansiering af et sommerhus på andelsgrund havde klagerne i 2010 et lån med fast rente, 8,11 %, i Danske Bank.
Den 30. juli 2009 sendte banken på klagernes anmodning et indfrielsestilbud, hvorefter lånet, som da havde en restgæld på 1.041.174,98 kr., med frist til den 6. august 2009 kunne indfries ved betaling af 1.128.726,63 kr., svarende til en overkurs på 87.551,65 kr. (kurs 108,4).
Renten var faldet siden lånet blev optaget, og førtidig indfrielse af lånet kunne ifølge særlige indfrielsesvilkår i gældsbrevet derfor kun ske mod betaling af en overkurs.
Den 24. marts 2010, hvor renten var faldet yderligere, indhentede klagerne et nyt indfrielsestilbud, hvor overkursen blev opgjort til 112.704,56 kr. Tilbuddet var gældende til den 31. marts 2010.
Den 27. maj 2010 underskrev klagerne hos et andet pengeinstitut, P, en anmodning til Danske Bank om overførsel af deres engagement. Saldoen på lånet blev angivet til 1.022.626,97 kr., hvilket svarede til saldoen pr. den 1. april 2010.
Den 17. juni 2010 udarbejdede Danske Bank et indfrielsestilbud til klagerne vedrørende lånet. I tilbuddet, der var gældende til den 24. juni 2010, blev overkursen opgjort til 158.085,34 kr. (kurs 115,7) på grundlag af en indfrielsesrente på 6,0535 %. På grundlag af en lånerestgæld på 1.004.626,97 kr. blev indfrielsesbeløbet opgjort til 1.162.712,31 kr. med tillæg af renter fra seneste rentetilskrivning.
Klagerne har anført, at de aldrig har modtaget indfrielsestilbuddet. Danske Bank har anført, at brevet er genereret i bankens system og ligger i "kundemappen". Det er derfor bankens antagelse, at brevet er sendt, hvilket dog ikke kan siges med sikkerhed.
Ved e-mail af 22. juni 2010 til Danske Bank accepterede P, at banken måtte "trække indfrielsesbeløbet 1.180.076,21 kr. på os".
Låneindfrielsen blev effektueret den 22. juni 2010 ved overførsel af 1.181.442,31 kr., herunder overkursen på 158.085,34 kr.
Parternes påstande.
Den 2. juli 2010 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal refundere 46.000 kr. af den betalte overkurs.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de ved beslutningen om at overføre deres engagement til P forventede, at overkursen ved indfrielsen af fastrentelånet ikke ville overstige beløbet på 112.000 kr., der fremgik af bankens indfrielsestilbud af 24. marts 2010.
Fristen på en uge i indfrielsestilbuddet var urimelig kort.
Stigningen i overkursen på ca. 46.000 kr. i den relativt korte periode fra marts til juni 2010 var uforholdsmæssig stor.
Banken burde i hvert fald have adviseret dem om, at overkursen var steget væsentligt.
Navnlig på baggrund af beløbets størrelse kunne banken ikke antage, at P accepterede overkursen på deres vegne.
Danske Bank har anført, at man ikke har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med indfrielsen af lånet og overførslen til P.
Klagerne var klar over, at der skulle betales overkurs ved indfrielsen, idet renten var faldet siden lånet blev optaget.
Indfrielsestilbuddet af 24. marts 2010, hvor overkursen blev opgjort til 112.704,56 kr., var gældende i syv dage. Klagerne kunne derfor ikke regne med, at overkursen var den samme knap to måneder efter, hvor lånet blev indfriet via P. Fristen på syv dage var rimelig, idet banken havde kursrisikoen i tilbudsperioden, hvor indfrielseskursen kunne ændre sig hurtigt og væsentligt som følge af renteændringer.
Beregningen af indfrielsestilbuddet af 17. juni 2010 skete i overensstemmelse med sædvanlig praksis og på samme måde som de to tidligere indfrielsestilbud. Indfrielsestilbuddet er korrekt og indeholder korrekte beregningsoversigter, hvoraf det fremgår, hvordan indfrielsesbeløbet er beregnet.
I perioden 24. marts 2010 - 17. juni 2010 faldt indfrielsesrenten med 0,5701 procentpoint.
Indfrielsen med overkursen på 158.085,34 kr. blev accepteret ved e-mailen af 22. juni 2010.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indfrielsestilbuddet af 24. marts 2010, hvor overkursen ved førtidig indfrielse af klagernes fastforrentede lån blev opgjort til 112.704,56 kr. var gældende en uge til den 31. marts 2010.
Klagerne kunne derfor ikke regne med, at overkursen var den samme i juni 2010, hvor indfrielsen faktisk skete, og hvor der efter det oplyste var sket et yderligere fald i det generelle renteniveau.
Som følge af det anførte træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.