Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bindingsperioden.

Sagsnummer: 478 /1993
Dato: 30-12-1993
Ankenævn: Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Børneopsparingskonto - bindingsperiode
Ledetekst: Bindingsperioden.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved skrivelse af 13. august 1993 meddelte indklagede klageren på dennes forespørgsel om ændring af bindingsperioden for 2 børneopsparingskonti oprettet for klagerens 2 børn, at det ikke var muligt at forkorte bindingsperioden.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ændre bindingsperioden på klagerens børns børneopsparingskonti, således at bindingen udløber ved børnenes fyldte 14 år.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har anført, at ifølge § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om børneopsparingskonti, kan bindingsperioden for de omhandlede konti kun forlænges med mindst 7 år, hvorimod bindingsperioden ikke kan forkortes. Klageren har overfor indklagede henvist til, at han er bekendt med, at andre pengeinstitutter har medvirket til en nedsættelse, hvilket indklagede finder tvivlsomt. Uanset at klageren ikke er opvokset i Danmark, har han boet i landet i over 20 år, hvorfor klageren må antages at have forstået betydningen af oprettelsedokumenterne vedrørende børneopsparingskontiene. Hertil kommer, at kontiene har været overført gennem tre pengeinstitutter, hvorfor det forekommer usandsynligt, at klageren ikke nogen steder har modtaget oplysninger om reglerne for børneopsparingskonti.

Ankenævnets bemærkninger:

Ifølge det oplyste er bindingsperioden for de to omhandlede børneopsparingskonti aftalt således, at den udløber ved børnenes fyldte 18. år. Af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 fremgår, at indeståendet på en børneopsparingskonto ikke kan hæves indenfor en periode på mindst 7 år, der tidligst udløber, når kontohaveren fylder 14 år, og senest i det år, hvori kontohaveren fylder 21 år. Det følger heraf, at indklagede ikke er berettiget til at afkorte en allerede aftalt bindingsperiode.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.