Afgørelse

Transport til debitor af pantebrev.

I klagernes ejendom indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Pantebrevet for lånet indeholdt en rektaklausul, hvorefter pantebrevet ikke kunne overdrages til eje eller pant eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning. Justitsministeriets pantebrevsformular B, som anvendes til realkreditlån, indeholder en bestemmelse om, at debitor er personlig ansvarlig for opfyldelse af forpligtelserne efter pantebrevet og underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter. Af instituttets vedtægter fremgår det, at instituttets realkreditpantebreve skal være ikke-negotiable og uoverdragelige. Klagernes pengeinstitut opsagde den 10. december 1997 klagernes lån til realkreditinstituttet til indfrielse. Pengeinstituttet havde påført opsigelsen en bemærkning om, at indfrielsesbeløbet var krediteret realkreditinstituttets konto under forudsætning af, at pantebrevet blev tiltransporteret klagerne. Realkreditinstituttet afviste at tiltransportere klagerne pantebrevet under henvisning til, dels at instituttet ikke var forpligtet hertil, og dels at instituttets pantebreve er forsynet med en rektaklausul. Instituttet bad klagerne om at meddele, hvorvidt de fastholdt transporten som en forudsætning for deres indfrielse, idet indfrielsen i bekræftende fald ikke kunne gennemføres. Klagerne meddelte den 17. december 1997 instituttet, at de var nødsaget til at indfri det indestående lån. Klagerne forbeholdt sig dog at gå videre med sagen vedrørende transport af pantebrevet. Indfrielsen blev herefter gennemført den 18. december 1997.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tiltransportere dem pantebrevet for det indfriede lån. Instituttet påstod frifindelse.

Ud fra en afvejning af klagernes økonomiske interesse i at få overdraget pantebrevet i forhold til instituttets administrative og tinglysningsmæssige interesser i at påberåbe sig rektaklausulen fandt et flertal i Nævnet ikke, at klagernes interesse i at få transporteret pantebrevet var så tungtvejende i forhold til instituttets interesser i at undlade transport, at instituttet var afskåret fra at påberåbe sig klausulen. Mindretallet fandt ikke, at rektaklausulen indebar, at instituttet var afskåret fra at tiltransportere klagerne pantebrevet, og ej heller at klagerne havde givet afkald herpå. Som følge af sagernes forholdsvis beskedne antal fandt mindretallet ikke, at imødekommelse af anmodninger som den omtvistede ville prisgive de af instituttet anførte generelle administrative fordele ved den hidtidige praksis. Mindretallet fandt ikke, at instituttet havde anført tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at modsætte sig klagernes anmodning om transport. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.