Rådgivning vedrørende kurssikring.
| Sagsnummer: | 775/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Med henblik på omprioritering af sin faste ejendom og til finansiering af en ombygning indhentede klageren et lånetilbud hos Nykredit, som den 19. januar 1994 tilbød et 30-årigt kontantlån på 434.000 kr. Ifølge tilbuddet var renten foreløbigt ansat til 6,7816%, og den halvårlige terminsydelse var beregnet til 9.184 kr.
Umiddelbart efter modtagelsen af lånetilbuddet drøftede klageren spørgsmålet om kurssikring med indklagede, der skulle forestå omprioriteringen. Kurssikring blev ligeledes drøftet medio marts 1994, hvor forholdet til en efterstående panthaver var afklaret, og hvor klageren underskrev en kassekreditkontrakt med indklagede til midlertidig finansiering af ombygningen og pantebrevet til Nykredit.
Lånet blev hjemtaget den 8. juni 1994. Ifølge Nykredits kreditoplysninger af samme dato er lånets pålydende rente fastsat til 9,0508% og den halvårlige ydelse 11.285 kr.
På klagerens anmodning tilbød Nykredit den 27. oktober 1994 en nedsættelse af lånets ydelse pr. 1. oktober 1994 til 9.182,84 kr. mod indbetaling af et ekstraordinært afdrag på 77.735,26 kr. senest 8. november s.å.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale et ekstraordinært afdrag på lånet i Nykredit, således at ydelserne bliver i overensstemmelse med ydelserne i henhold til Nykredits tilbud af 19. januar 1994, jf. Nykredits opgørelse af 27. oktober 1994. Subsidiært bør indklagede anerkende, at det var i strid med god pengeinstitutskik, at man i perioden 19. januar til 15. marts 1994 undlod at orientere ham om den i denne periode stigende rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at spørgsmålet om kurssikring af det nye lån blev drøftet med indklagede i slutningen af januar og i midten af marts 1994. Ved begge lejligheder blev det på baggrund af indklagedes forventninger til kursudviklingen besluttet ikke at foretage kurssikring. Da han var ukyndig på området, og da indklagedes medarbejder udtalte sig med en sådan sikkerhed, at det for ham fremstod som en garanti, bør indklagede hæfte for, at de afgivne oplysninger om den forventede kursudvikling viste sig at være forkerte. Indklagede burde i hvert fald ved rådgivningen i midten af marts 1994 have tilrådet kurssikring, da kurserne var faldet væsentligt siden januar. Han opfattede kombinationen af rådgivning om kurssikring og indklagedes forventninger til kursudviklingen som en utvetydig tilkendegivelse om, at han ikke burde kurssikre, hvilket råd han som ikke sagkyndig naturligt måtte følge. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at indklagede på et tidligt tidspunkt efter rådgivningen i januar 1994 burde have taget kontakt med klageren, da det viste sig, at de forventninger om kursstigninger, man havde givet udtryk for, ikke holdt stik.
Indklagede har anført, at klageren blev rådgivet om muligheden for kurssikring, og at kurssikring ikke blev frarådet. Beslutningen om at undlade kurssikring blev truffet af klageren bl.a. på baggrund af indklagedes forventninger til kursudviklingen. Muligheden for at kurssikre fremgik også af Nykredits lånetilbud.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med sin rådgivning af klageren vedrørende spørgsmålet om kurssikring. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.
Ankenævnet finder heller ikke, at indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutskik eller i øvrigt har tilsidesat nogen forpligtelse ved ikke løbende at have orienteret klageren om renteudviklingen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.