Rådgivning vedrørende køb af lange 6% obligationer i februar 1994.
| Sagsnummer: | 301/1995 |
| Dato: | 22-04-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende køb af lange 6% obligationer i februar 1994. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved fondsafregninger af 1. februar 1994 fra indklagedes Mosede afdeling købte klageren til sit aktieselskab nominelt 600.000 kr. 6% Danske Kredit 2006 (kurs 99,3) og 2.350 stk. á 100 kr. investeringsforeningsandele i Danske Invest (kurs 272,25). Klageren købte samtidig til sit eget depot i afdelingen nominelt 1.075.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2026 (kurs 92,30).
Klageren driver selvstændig virksomhed som registreret revisor via aktieselskabet. Klageren er endvidere hovedanpartshaver i et anpartsselskab.
Handlerne blev foretaget i forbindelse med et møde mellem klageren og en investeringsrådgiver, der var tilknyttet indklagedes Roskilde afdeling. På et standardskema for sammensætning af værdipapirbeholdninger, der blev benyttet under mødet, er der påført en cirkel om bogstavet "F" for forsigtig. Vedrørende investeringshorisonten er anført en pil mellem kolonnerne "Kort (Max. 2 år)" og "Mellem (2-4 år)". I investeringsrådgiverens interne fondskundeskema er angivet en tidshorisont på 3-5 år.
Ved skrivelse af 7. marts 1995 rejste klageren krav om erstatning overfor Roskilde afdelingen som følge af tab på investeringerne.
Ved skrivelse af 6. april 1995 afviste indklagede at have handlet ansvarspådragende og afslog at yde klageren kompensation for kurstabet på investeringerne.
Det er oplyst, at klageren den 1. september 1994 solgte sin beholdning af Realkredit Danmark 6% 2026 til aktieselskabet til kurs 73,40. Disse obligationer blev den følgende dag og til samme kurs videresolgt til anpartsselskabet sammen med aktieselskabets beholdning af Danske Kredit 6% 2006 (kurs 89,15).
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at han dels som følge af salg af sin virksomhed til aktieselskabet, dels som følge af, at han kun hæver løn i selskabet en gang årligt har et betydeligt tilgodehavende hos dette. Han benytter selskabet som bank og kan frit hæve sit tilgodehavende. Både købet af obligationerne til hans personlige depot og værdipapirerne købt til selskabet vedrører således hans privatøkonomi. Formuen havde gennem flere år været placeret på aftalekonto i indklagedes Mosede afdeling, idet han forventede kontant at købe en ejendom i prisklassen 3 mill. kr. Med henblik på at opnå en bedre forrentning anbefalede afdelingen, at der blev taget kontakt til en investeringsrådgiver, som løbende kunne påse, om pengene var anbragt til en fornuftig forrentning. Investeringsrådgiveren opfyldte ikke aftalen om opfølgning og tilsyn med investeringen. Da kursen begyndte at falde, ringede han selv til investeringsrådgiveren, som imidlertid sagde, at det var unødvendigt at forlade markedet. Investeringsrådgiveren var bekendt med tidshorisonten på 2 år, og at han ønskede mindst mulig risiko. På den baggrund var det ikke korrekt at placere en stor del af investeringen i 30-årige obligationer. Det forhold, at han har 1 mill. kr. placeret på aftalekonto i et andet pengeinstitut er uvedkommende for vurderingen af tidshorisonten. Ved salget af beholdningen af Realkredit Danmark 6% 2026 har han lidt et tab på 203.333 kr. Kurstabet ved salget af Danske Kredit 6% 2006 udgjorde 58.755 kr. Pr. 30. september 1994 udgjorde tabet på Danske Invest 102.486 kr. Indklagede bør være erstatningsansvarlig for det samlede tab på 364.574 kr., subsidiært for tabet på Realkredit Danmark 6% 2026, som var indlagt i hans personlige værdipapirdepot.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt kundeforhold, idet købet af værdipapirerne var et alternativ til at anbringe en erhvervsmæssig "overskudslikviditet" som aftaleindlån. Klagerens selskab besidder fortsat de pågældende værdipapirer, hvorfor tabet må anses for urealiseret.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at der blev indgået aftale om overvågning og opfølgning af investeringen. Klageren bærer selv ansvaret for, at der ikke er foretaget afhændelse af obligationerne til imødegåelse af en tabgivende kursudvikling. Klageren godkendte investeringen pr. 1. februar 1994, herunder investeringen i 30-årige obligationer. Den pågældende 30-årige obligation anses for at have en varighed på 9-11 år, idet varigheden er udtryk for det tidsrum, inden for hvilket en investor kan forvente det investerede beløb tilbagebetalt i form af renter og udtrækninger. Tidshorisonten for klagerens investering skal beregnes som et vægtet gennemsnit af varigheden for de to obligationskøb og varigheden af klagerens kontantindestående på aftalekonto. Klageren havde 1 mill. kr. i obligationer med en varighed på 10,53 og 600.000 kr. i andre obligationer med en varighed på 4,91 samt 1,2 mill. kr. som kontantindestående anslået til en varighed på 0,2, hvilket giver et vægtet gennemsnit på ca. 5 og dermed en varighed eller investeringshorisont på knap 5 år. Dette var i overensstemmelse med aftalen indgået på mødet den 1. februar 1994.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes investeringsrådgiver har begået ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for dennes køb den 1. februar 1994 af nominelt 1.075.000 kr. 6% Realkredit Danmark 2026. Det bemærkes herved, at det ikke er godtgjort, at klageren havde tilkendegivet, at investeringshorisonten kun var 2 år. Endvidere bemærkes, at klageren måtte indse, at rådgivningen var baseret på forventninger til rente- og kursudviklingen, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Det findes heller ikke godtgjort, at indklagede havde påtaget sig en særlig forpligtelse til at rette henvendelse til klageren ved kursfald eller til i øvrigt at overvåge beholdningen. Endvidere bemærkes, at klageren ifølge sin egen forklaring selv kontaktede investeringsrådgiveren, da kurserne begyndte at falde, og at han også ved denne lejlighed måtte indse, at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
For så vidt angør de værdipapirer, som den 1. februar 1994 blev købt af klagerens aktieselskab, findes klagen at angå et erhvervsmæssigt kundeforhold og derfor at falde uden for nævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
For så vidt angår de obligationer, som klageren selv købte den 1. februar 1994, tages klagen ikke til følge. Den øvrige del af klagen kan Ankenævnet ikke behandle.