Indsigelse mod hæftelse for fælleslån. Spørgsmål om realisation af pant.
| Sagsnummer: | 252/1999 |
| Dato: | 07-03-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - realisation
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for fælleslån. Spørgsmål om realisation af pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for et lån oprindelig ydet til klagerens daværende ægtefælle. Endvidere angår klagen realisationen af aktiver, der var til stillet til sikkerhed for lånet.
Sagens omstændigheder.
I maj 1988 ydede indklagede klagerens daværende ægtefælle M et billån (-3639) på 102.000 kr. samt et lån til anskaffelse af en campingvogn (-3647) på 12.297 kr. I forbindelse med lånenes etablering fik indklagede sikkerhed i bilen gennem et samtidig etableret løsøreejerpantebrev.
Den 15. august 1989 underskrev klageren og M allonge til lån -3647, hvorefter lånet blev forhøjet til 62.836,05 kr. Klageren underskrev som debitor. Samtidig fik indklagede pant i et ejerpantebrev i campingvognen. Ved allonge af 5. juli 1990 blev lånet forhøjet til 69.264,37 kr. Klageren og M underskrev på ny som debitorer.
Af kontooversigt vedrørende M's engagement med indklagede pr. 31. december 1990 fremgår, at billånets restgæld var på 88.944,47 kr., mens lån -3647 havde en restgæld på 69.229 kr.
Den 16. august 1991 underskrev klageren som meddebitor et gældsbrev vedrørende et lån til M på 164.833,78 kr. (lån -9643). På gældsbrevet er ud for lånebeløbet anført: "hvilket beløb stammer fra tidligere udbetalt lån".
Indklagede har anført, at engagementet med klageren og M blev opsagt på grund af misligholdelse i oktober 1992 og ultimo året overgivet til retslig inkasso.
Klageren og M blev separeret i januar 1993.
I marts 1996 anmodede indklagede gennem sin advokat om foretagelse af fogedforretning hos klageren og M. Gælden blev ifølge fogedrekvisitionen opgjort til ca. 267.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren i maj 1996 i fogedretten afgav insolvenserklæring og oplyste, at hun var på bistandshjælp og ikke kunne tilbyde nogen afviklingsordning. M oplyste i fogedretten i juni 1996, at han var på førtidspension, og at han heller ikke kunne tilbyde nogen afviklingsordning. I samme forbindelse blev der foretaget udlæg i den pantsatte bil og campingvogn.
Indklagede har anført, at man anså bilen for at være af en ringe værdi, da den var 12 år og ikke havde været indregistreret i flere år. Campingvognen anså man ligeledes for at være af ringe værdi, da den var af ældre årgang, ligesom der havde været indbrud, hvorved forskellige effekter var blev stjålet. En interesseret køber henvendte sig imidlertid til indklagedes advokat og tilbød 8.000 kr. for bilen og campingvognen. Dette blev accepteret af indklagede, idet M forinden ved erklæring af 22. august 1996 gav indklagede fuldmagt til at sælge effekterne for 8.000 kr.
I marts 1999 rettede klageren gennem advokat henvendelse til indklagede og tilbød uden præjudice for en retssag at betale et engangsbeløb til fuld og endelig afgørelse. Der blev ikke opnået enighed herom.
Parternes påstande.
Klageren har den 18. juni 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at indklagede ikke kan gøre krav gældende mod hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at M efter henvendelse fra indklagede opfordrede hende til at medunderskrive gældsbrevet som debitor. Hun fik at vide, at der ikke ville være problemer ved at optræde som meddebitor.
Senere blev lånet lagt sammen med M's billån. Fremgangsmåden må anses for at være i strid med god pengeinstitutskik. Indklagede burde have gjort opmærksom på, hvad hendes underskrift ville medføre. Ved sammenlægningen må det antages, at engagementerne var misligholdt fra M's side.
Indklagede orienterede ikke om, hvad sammenlægningen betød for hende.
Som følge af at hun underskrev lånene som meddebitor, burde hun ved det frivillige salg af bilen og campingvognen have underskrevet fuldmagten herom.
Til campingvognen hørte et fortelt. Dette blev solgt til G for 8.000 kr., hvilket hun først erfarede senere. Indklagede har ikke oplyst, om engagementet blev nedskrevet med disse 8.000 kr.
Hvis hun ikke selv måtte have haft mulighed for at købe effekterne, kunne hun måske have anvist en anden køber til en højere pris. Indklagedes undladelse af at rette henvendelse i denne forbindelse må være omfattet af bank- og sparekasselovens § 41, som må kunne finde analog anvendelse.
Det bestrides, at beløbet på 8.000 kr. svarede til de pantsatte effekters realisationsværdi. Hun har derfor lidt et tab.
Frigivelsen af pantet bør medføre, at hun anses for frigjort som følge af, at hun var meddebitor for lånet.
Indklagede har anført, at det må lægges til grund, at klageren på tidspunktet for underskrivelsen af lånedokumenterne var fuldt ud bekendt med den risiko, der var forbundet med, at hun påtog sig forpligtelsen som solidarisk hæftende meddebitor.
Af lånedokumentet underskrevet i august 1991 fremgår udtrykkeligt, at der er tale om en gæld hidrørende fra tidligere udbetalt lån.
Det bestrides, at klageren har lidt tab som følge af frigivelsen af pantet. Indklagede vurderede, at købesummen på 8.000 kr. svarede til markedsværdien. Som følge af at klageren afgav insolvenserklæring havde hun efter indklagedes vurdering ikke mulighed for at købe effekterne.
Klagerens påstand om, at der kunne være opnået en højere salgspris er udokumenteret.
Som følge af at engagementet var nødlidende, ville indklagede selvsagt ikke acceptere at modtage mindre end panternes realisationsværdi.
Det bestrides, at frigivelsen af panterne mod betaling af provenuet kan medføre, at klageren frigøres som medskyldner for resthæftelsen.
Klageren må henvises til at rette et regreskrav mod M.
Indklagede har ikke modtaget oplysning fra M om, at forteltet var blevet stjålet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I forbindelse med forhøjelserne af lån -3647 den 15. august 1989 og den 5. juli 1990 underskrev klageren som meddebitor for den samlede gæld, som efter den sidste forhøjelse udgjorde ca. 69.000 kr. Dette lån blev ved gældsbrev af 16. august 1991 sammenlagt med M's billån til et samlet lån på ca. 165.000 kr. Det fremgår af gældsbrevet, at dette beløb hidrørte fra tidligere udbetalt lån. Klageren underskrev gældsbrevet som meddebitor, og Ankenævnet finder under de anførte omstændigheder ikke grundlag for at antage, at klageren ikke var klar over, at hun herved påtog sig at hæfte for den samlede gæld, herunder gælden hidrørende fra M's billån.
Det kan ikke påvirke klagerens hæftelse over for indklagede, at M muligvis har solgt forteltet til campingvognen uden at afregne til indklagede, idet det må lægges til grund, at indklagede i så fald ikke har haft kendskab hertil.
Indklagede havde ikke pligt til at indhente samtykke fra klageren til salget af bilen og campingvognen, hvorved bemærkes, at bank- og sparekasselovens § 41 ikke finder anvendelse på dette spørgsmål.
Klageren har anført, at indklagede burde have opnået et større provenu end 8.000 kr. ved salget af bilen og campingvognen. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til dette spørgsmål ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. For så vidt angår dette spørgsmål afviser nævnet derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, som angår størrelsen af det provenu, indklagede opnåede ved salget af bilen og campingvognen. Den øvrige del af klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.