Tvist om indgået forlig vedrørende gæld fra terminsforretninger.
| Sagsnummer: | 350/1995 |
| Dato: | 11-06-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - skatteforhold
Forlig - krav om tilsidesættelse |
| Ledetekst: | Tvist om indgået forlig vedrørende gæld fra terminsforretninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. juni 1991 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte at skylde indklagede i alt 542.450,90 kr. Beløbet skulle forrentes med 13% p.a. fra 14. maj 1991 og afvikles med en månedlig ydelse på 8.000 kr.
Klagerens gæld til indklagede hidrørte bl.a. fra tab på valutaterminsforretninger. Tabet blev realiseret ved forretningernes ophør i januar 1991 og udgjorde 81.855,35 kr. Indklagede havde forinden opsagt engagementet med klageren.
Ved skrivelse af 8. september 1994 til indklagede oplyste klageren, at skattemyndighederne havde nægtet fradrag for tabet på valutaterminsforretningerne. Klageren anmodede om, at indklagede gennemgik sagen med henblik på eventuelt at indgå et forlig.
Indklagedes hovedsæde henviste i en skrivelse af 23. november 1994 klageren til at rette henvendelse til indklagedes Sønderborg region, idet man var indstillet på en mindelig løsning. Efter klagerens henvendelse hertil meddelte regionskontoret i skrivelse af 10. marts 1995, at en drøftelse måtte tage udgangspunkt i et konkret udspil fra klageren med oplysning om hans økonomiske forhold. Som svar herpå anførte klageren i skrivelse af 13. s.m., at debitering af underskuddet på de 81.855,35 kr. stred mod parternes aftale.
Indklagede overgav sagen til sin advokat, som i skrivelse af 18. april 1995 anmodede klageren om indbetaling af gælden, der blev opgjort til ca. 225.000 kr. Under en yderligere korrespondance parterne imellem fastholdt indklagede sit krav mod klageren.
Ved klageskema af 29. juni 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive hans gæld med 81.855,35 kr. med tillæg af påførte advokatomkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det i forbindelse med indgåelsen af rammeaftalen for valutaterminsforretninger i 1988 blev aftalt, at et eventuelt tab alene ville blive modregnet i overskudsgivende forretninger; hvis dette ikke var muligt, ville underskuddet blive videreført, indtil et overskud var opnået. Han blev i juni 1991 presset til at indgå forliget, selv om han ikke havde kendskab til skattemyndighedernes stilling til underskuddet på terminsforretningerne. Den skattemæssige afgørelse om, at tabet ikke kan fradrages, forelå først efter, at han havde underskrevet forliget. Indklagede bør imidlertid være forpligtet til nu at fradrage tabet i hans gæld som følge af den oprindeligt mellem parterne indgåede aftale om behandling af tab ved forretningerne. Hertil kommer, at indklagede på samme tid, som han led tab på terminsforretningerne, i egne valutapuljer havde overskud. Dette bør medføre, at han stilles på tilsvarende måde med deraf følgende overskud.
Indklagede har anført, at forliget fra 1991 også vedrørte tabet på valutaterminsforretningerne. Forliget byggede på den forudsætning, at der ikke kunne ske fradrag for underskuddet fra terminsforretningerne, hvorfor der ikke er opstået en ny situation. Som følge af at forliget blev misligholdt af klageren, blev sagen overgivet til inkasso. Man er dog på grund af klagerens personlige situation indstillet på at indgå en akkorderingsaftale og har derfor anmodet klageren om at fremkomme med et oplæg hertil indeholdende oplysning om hans økonomiske situation. Klageren har langt overvejende indgået individuelle terminsforretninger, hvorfor afkastet i indklagedes valutapuljer er uden betydning.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klageren ikke er bundet af det frivillige forlig, som han underskrev den 6. juni 1991. Skattemyndighedernes afvisning af at godkende tabet på valutaterminsforretningerne som fradragsberettiget kan ikke føre til, at indklagede er forpligtet til at nedskrive klagerens gæld med dette beløb. Ankenævnet finder endelig ikke holdepunkter for at pålægge indklagede at stille klageren, som om han havde deltaget i indklagedes valutapuljer.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.