Køb af udenlandske obligationer ved optagelse af lån i samme valuta. Kursrisiko.
| Sagsnummer: | 47 /1991 |
| Dato: | 03-06-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - forhold vedrørende udenlandske papirer
|
| Ledetekst: | Køb af udenlandske obligationer ved optagelse af lån i samme valuta. Kursrisiko. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I december 1989 rettede klageren henvendelse til indklagedes; Haslev afdeling med henblik på investering i australske dollars (AUD) obligationer finansieret ved optagelse af lån i AUD.
Henvendelsen resulterede i, at klageren hos indklagedes datterbank i Luxembourg optog et udlandslån på 282.309 AUD med forfald den 20. december 1990. For lånets nettoprovenu på 1. 493.621,07 kr. (kurs 529,09) indkøbtes 300.000 AUD obligationer til kurs 94,10. Ved AUD lånets forfald i december 1990 var kursen på AUD 443, 30. Klageren realiserede ved forretningen en gevinst på 23.474,87 dkr. med fradrag af depotgebyrer for opbevaring af de omhandlede obligationer. Ifølge klageren udgør disse gebyrer i alt 3.144,45 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham 7.687,44 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand anført, at han i forbindelse med henvendelsen til afdelingen i december 1989 fik tilkendegivet af den ekspederende medarbejder, at den eneste risiko var, at der kom et lovindgreb mod arrangementet. Klageren forespurgte nøje medarbejderen, om der var andre ting, som kunne påvirke udfaldet af forretningen. Svaret herpå var et klart nej, idet der var tale om en lukket forretning, hvor indklagede havde sørget for, at der ikke var risici. Ifølge de oplysninger, som klageren modtog i december 1989, ville han opnå en gevinst på 28.017,86 kr. Han har imidlertid alene opnået en gevinst på 23.474,87 kr. depotgebyrer på 3.144,45 kr. eller på 20.330,42 kr. Hans tab udgår således 7.687,44 kr. Klageren bestrider, at han i forbindelse med forretningens indgåelse modtog oplysninger om, at der ville blive krævet depotgebyr. Han forespurgte den pågældende medarbejder, hvor indklagedes fortjeneste lå, og fik svaret, at den lå på renten. Netop fordi han tidligere har været ansat i en sparekasse, var han meget grundig med at forhøre sig omkring risici udover et eventuelt lovindgreb.
Indklagede har anført, at der ikke er handlet ansvarspådragende i forhold til klageren. Den af afdelingen udarbejdede beregning af den forventede gevinst for klageren er beregnet ud fra en bestemt AUD kurs - kurs 532 - og er således alene et overslag. For så vidt angår de opkrævede depotgebyrer, der i alt udgør 2.531,01 kr., fremgår disse af indklagedes almindelige forretningsbetingelser, som blev udleveret klageren ved kundeforholdets begyndelse, og hvorefter der for kundeforhold gælder de betingelser og satser vedrørende gebyr m.v., som er fastsat af indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
De udtalelser, der blev afgivet af indklagedes medarbejder ved aftalens indgåelse, må antages alene at have sigtet til det forhold, at klageren ikke risikerede at lide direkte tab som følge af kursudviklingen. Fortjenesten ved forretningen blev i første omgang realiseret i AUD, og det burde derfor have stået klageren klart, at størrelsen af fortjenesten i danske kr. ville være afhængig af kursen på AUD ved forretningens afslutning.
Ankenævnet finder endvidere, at klageren måtte påregne, at indklagede ville beregne sig sædvanligt gebyr for opbevaringen af de indkøbte obligationer i depot.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.