Krav om annullering af aktiesalg.
| Sagsnummer: | 57/2009 |
| Dato: | 16-11-2009 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Carsten Holdum, Karin Ladegaard, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om annullering af aktiesalg. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren har krav på, at hendes salg af aktier den 27. oktober 2008 via Danske Bank annulleres.
Sagens omstændigheder.
Den 21. oktober 2005 fik klagerens ægtefælle M bevilget en kredit på 2.000.000 kr. i Danske Bank. Af kreditkontrakten fremgår blandt andet følgende:
"…
Betalingsproblemer | Får jeg problemer med at betale, vil jeg kontakte banken for at drøfte, hvordan jeg kan afvikle kreditten, uden at banken opsiger den. | ||
Opsigelse | Jeg kan altid opsige kreditkontrakten og betale en eventuel gæld tilbage til banken. Banken kan altid opsige kreditkontrakten og kræve eventuel gæld betalt tilbage med tre måneders varsel, hvis der er en saglig begrundelse. | ||
Misligholdelse og andre forfaldsgrunde | Selvom banken kun kan opsige kreditten med tre måneders varsel, skal kreditten dog betales tilbage straks, hvis | ||
• | noget beløb ifølge denne kreditkontrakt ikke bliver betalt rettidigt, og beløbet fortsat ikke er betalt senest otte dage efter, at banken har sendt et rykkerbrev med krav om betaling | ||
… | |||
• | værdien af en sikkerhed, jeg eller tredjemand har stillet i aktier, obligationer, valuta, pantebreve eller andre kursfølsomme værdipapirer, eller i finansielle aktier, bliver væsentligt forringet, og der er ikke stilles supplerende sikkerhed, der er tilfredsstillende for banken, inden 14 dage efter bankens anmodning | ||
..." | |||
Til sikkerhed for kreditten pantsatte M sit værdipapirdepot.
Den 11. februar 2008 blev M’s kredit forhøjet til 3.000.000 kr. Hans depot blev frigivet og indholdet overført til klagerens værdipapirdepot, som klageren samtidig sammen med 2 af sine konti pantsatte til sikkerhed for M’s kredit på 3.000.000 kr. Klageren underskrev tillige en handelsfuldmagt til sit depot til M.
Den 15. august 2008 købte M 10.000 stk. "Vestas Wind Systems"-aktier til klagerens depot. Afregningsbeløbet for aktiekøbet blev trukket på M’s kredit, som herved blev overtrukket. Den 3. september 2008 blev M bevilget en midlertidig forhøjelse af kreditten til 6.300.000 kr. Det fremgår af bankens mail til klageren, at der var tale om en midlertidig – kort – overtræksret.
Den 26. september 2008 anmodede M banken om at overføre 40.000 EUR til parrets byggekonto på Kreta. Der er ikke enighed om, hvorvidt der da blev aftalt et snarligt salg af værdipapirer til dækning af overførslen eller til den midlertidige forhøjelse af M’s kredit.
I oktober 2008 anmodede Danske Bank klageren og M om at stille supplerende sikkerhed for M’s kredit, idet værdien af det pantsatte depot var blevet forringet. Klageren overførte den 19. oktober 2008 yderligere 4.050 stk. "Vestas Wind Systems"-aktier og 3.700 stk. "NKT Holding"-aktier fra sit frie depot til det pantsatte depot, hvis værdi herefter udgjorde ca. 8.400.000 kr.
Den 22. oktober 2008 afholdt bankens medarbejdere S og L møde med klageren og M som følge af udviklingen på aktiemarkedet. Kursværdien af det pantsatte depot var ca. 7.000.000 kr. Der er ikke enighed om, hvad der blev aftalt på mødet.
Den 27. oktober 2008 kl. 09:15 sendte M en mail til S:
"God Morgen [S]
Jeg har lovet [L], at der skal sælges i dag.
Derfor er jeg foran skærmen, indtil der bliver handlet.
Du bedes hjælpe med at finde det rigtige tidspunkt for ikke at sidde tilbage med gæld.
Mobilen er også ved hånden
Mvh [M]"
Om eftermiddagen samme dag solgte M fra klagerens depot 21.050 stk. "Vestas Wind Systems"-aktier og 3.700 stk. "NKT Holding"-aktier for et samlet beløb på 4.776.819,50 kr.
M gav efterfølgende udtryk for sin utilfredshed med, at aktierne var blevet solgt den 27. oktober 2008. Fra november 2008 til januar 2009 drøftede banken og M salget af aktierne og afviklingen af M’s gæld til banken på ca. 1.600.000 kr. uden at nå til enighed. Engagementet har ikke været opsagt på noget tidspunkt.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. februar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank tilpligtes at annullere salget af hendes aktier den 27. oktober 2008 subsidiært tilpligtes at annullere salget af hendes "Vestas Wind Systems"-aktier den 27. oktober 2008.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det hverken i forbindelse med overførslen af 40.000 EUR til byggekontoen på Kreta den 26. september 2008 eller på mødet den 22. oktober 2008 blev aftalt, at aktierne skulle sælges indenfor nogle dage for at indfri M’s gæld. Det blev derimod på mødet den 22. oktober 2008 aftalt, at de fik tre måneder til at vise, at de kunne stille sikkerhed svarende til 500.000 kr. over M’s gældsbeløb. Fristen på tre måneder svarer til, hvad der fremgår af M’s kreditkontrakt.
Banken tilbød på mødet den 22. oktober 2008 desuden at omlægge M’s kredit til EUR, idet dette ville have en rentemæssig fordel. De ville efterfølgende overveje dette.
Salget af aktierne den 27. oktober 2008 var ufrivilligt, idet hun og M var udsat for et psykologisk pres ved opringninger fra L og S den 23. oktober, 24. oktober og den 27. oktober 2008. De blev tvunget til at sælge til kurser, som de ikke ønskede. De fik at vide, at de ikke havde noget valg.
Hun og M blev snydt af banken, fordi de ikke fik ret til den tre måneders frist, der fremgår af kreditkontrakten, og som blev aftalt på mødet den 22. oktober 2008. Der forelå ikke misligholdelse, og de havde ikke modtaget en opsigelse af kreditten.
Salget af aktierne den 27. oktober 2008 med tab kunne være undgået, hvis hun og M som aftalt på mødet den 22. oktober 2008 havde fået tre måneder til at stille den fornødne sikkerhed.
Banken påstår, at M efter salget af aktierne den 27. oktober 2008 udtalte, at "vi har holdt vores aftale", hvilket ikke er rigtigt. Udtalelsen faldt i relation til aftalen om en tre måneders frist.
Danske Bank har anført, at det ved den midlertidige forhøjelse af M’s kredit den 3. september 2008 blev forudsat, at aktierne blev solgt hurtigst muligt, hvilket klager og M var indforstået med.
Det blev ved overførslen af 40.000 EUR til byggekontoen på Kreta den 26. september 2008 aftalt, at der skulle sælges aktier senest i uge 42 til dækning af forhøjelsen på M’s kredit.
På mødet den 22. oktober 2008 blev parrets engagement gennemgået, og det blev konstateret, at klageren og M ikke umiddelbart havde mulighed for at stille tilfredsstillende supplerende sikkerhed, da parrets øvrige aktiver primært bestod af fast ejendom i udlandet. Muligheden for omlægning af M’s kredit til EUR blev drøftet, men da renteforskellen var beskeden, og kreditten formentlig snart skulle indfries, var omlægning ikke aktuelt. Det blev aftalt, at parret skulle vende tilbage med forslag til supplerende sikkerhedsstillelse, alternativt salg af værdipapirer og afvikling af eventuel restgæld senest den 27. oktober 2008. Det bestrides, at parret fik en frist på tre måneder til at stille supplerende sikkerhed.
Handlerne den 27. oktober 2008 fandt sted over tre telefonsamtaler med M, hvor han bekræftede både salget af aktierne og kurserne. M afsluttede den sidste samtale med at sige, at "vi har holdt vores aftale". Salget skete frivilligt.
Et salg af samtlige værdipapirer i det pantsatte depot og afvikling af kreditten var aftalt med parret, såfremt supplerende sikkerhedsstillelse ikke var mulig.
Banken har ifølge kreditkontrakten mulighed for at kræve supplerende sikkerhed, såfremt værdien af en sikkerhed, som debitor eller tredjemand har stillet i aktier og andre værdipapirer, bliver væsentligt forringet.
Banken kan ikke drages til ansvar for aktiemarkedets udvikling og har ikke handlet ansvarspådragende.
Klageren og M ønskede ikke at sælge aktierne ved mødet den 22. oktober 2008, hvor kreditten kunne være blevet inddækket med et positivt provenu på ca. 670.000 kr. Parret bærer selv risikoen for kursfaldet frem til salget den 27. oktober 2008, hvor nettogælden kom til at udgøre ca. 1.600.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at Danske Bank på mødet den 22. oktober 2008 gav klageren og M tilsagn om, at parret fik en frist på tre måneder til at stille supplerende sikkerhed for kreditten.
Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at salget af aktierne den 27. oktober 2008 skete som følge af et utilbørligt pres fra Danske Bank.
Klagen tages ikke til følge.