Låneomlægning. Beregning af låneprovenu
| Sagsnummer: | 9902010/1999 |
| Dato: | 30-08-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Leif Nielsen, Jeanette Werner, Per Englyst og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Omlægning - provenue
Beregning - provenue |
| Ledetekst: | Låneomlægning. Beregning af låneprovenu |
| Indklagede: | BRFkredit a/s |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde tre pengeinstitutlån. Af gældsbrevet for det ene af lånene fremgik det, at lånet havde særlige indfrielsesvilkår. Klageren underskrev den 18. juni 1998 en låneansøgning til det indklagede realkreditinstitut, hvoraf det fremgik, at det kontante låneønske var 300.000 kr., samt at lånet skulle bruges dels til forbedring af ejendommen, dels til indfrielse af gæld på i alt 225.000 kr. Ansøgningen var ikke vedlagt kopi af gældsbrevene, men alene kontoudskrifter vedr. pengeinstitutlånene, der udviste en samlet gæld på 220.254 kr. Det ene af lånene var iflg. kontoudskrifterne et boliglån med fast rente. I juli 1998 fremsendte instituttet et tilbud til klageren på et tillægslån på 332.000 kr. Tilbudet var vedlagt en provenuberegning, hvoraf det fremgik, at der efter indfrielse af pengeinstitutlånene og afholdelse af omkostninger ville være et overskydende provenu på 69.570 kr. Efter lånesagens gennemførelse gjorde klagerens advokat forgæves et erstatningskrav på 40.000 kr. gældende over for instituttet, idet låneindfrielserne som følge af særlige indfrielsesvilkår på det ene af lånene var blevet dyrere end beregnet af instituttet, hvilket havde bevirket, at det overskydende provenu kun var blevet på ca. 30.000 kr.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte det manglende provenu. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet lagde ud fra låneansøgningen til grund, at klageren efter indfrielse af pengeinstitutlånene ønskede et overskydende provenu i størrelsesordenen 75.000 kr. Nævnet fandt, at instituttet ved ikke at undersøge indfrielsesvilkårene for pengeinstitutlånene havde begået en fejl, der havde givet klageren en forventning om, at han ville få et større provenu end tilfældet blev. Nævnet fandt det imidlertid ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren ville have optaget et lån, der var tilstrækkeligt til de ansøgningen anførte formål - dvs et lån, der var ca. 40.000 kr. større end det udbetalte lån - hvis indfrielsesvilkårene for pengeinstitutlånene var blevet klargjort for ham ved låneoptagelsen. Nævnet tilpligtede derfor instituttet at yde klageren et supplerende lån på 40.000 kr. - eventuelt som reservefondslån - på tilsvarende vilkår som lånet på 332.000 kr. og uden yderligere udgifter for klageren til tinglysningsafgift og ekspeditionsgebyr.