Ekspedition af nyudstedte sælgerpantebreve, der var videresolgt af pantebrevskreditor.
| Sagsnummer: | 248 /2000 |
| Dato: | 29-01-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt. |
| Klageemne: |
Pantebreve - forhold ved køb/salg af fast ejendom
|
| Ledetekst: | Ekspedition af nyudstedte sælgerpantebreve, der var videresolgt af pantebrevskreditor. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens køb og salg af en fast ejendom.
Sagens omstændigheder.
Medio 1998 bestod klagerens engagement med indklagede af et boliglån på oprindeligt 127.500 kr. etableret i juni 1997, en kredit (konto -475) med et maksimum på 10.000 kr. samt en boligvedligeholdelseskonto med et maksimum på 50.000 kr.
I oktober 1998 købte klageren en fast ejendom.
Indklagede har anført, at ejendommen ikke kunne belånes i et realkreditinstitut. Til at finansiere købet bevilgede man et midlertidigt overtræk på 225.000 kr. på konto -475. Klageren havde forinden afslået indklagedes tilbud om et boliglån på 225.000 kr. under hensyn til, at han påregnede et hurtigt videresalg af ejendommen.
Indklagede har yderligere anført, at klageren satte ejendommen til salg i februar 1999 og i april måned 1999 meddelte, at ejendommen var solgt. Ejendommen kunne fortsat ikke belånes i et realkreditinstitut; købesummen blev derfor berigtiget ved køberens udstedelse af private pantebreve til klageren. To af pantebrevene (2 x 125.000 kr.) skulle videresælges gennem et vekselererfirma.
Ved skrivelse af 19. august 1999 til klageren rykkede vekselererfirmaet for fremsendelse af pantebrevene med henblik på afregning. Af skrivelsen fremgår, at hvis klageren ønskede afregning, "må begge pantebreve med tilhørende underskrevne transportallonger fremsendes til afregning uden yderligere forsinkelse".
Klageren har anført, at han havde modtaget allongerne til pantebrevene den 14. august 1999 og samme dag afleveret dem til indklagede med henblik på indklagedes videreekspedition til vekselererfirmaets pengeinstitut.
Ved skrivelse af 20. august 1999 fremsendte indklagede de to pantebreve samt underskrevne transportpåtegninger til vekselererfirmaets pengeinstitut, idet indklagede anførte, at pantebrevene kunne udleveres til vekselererfirmaet mod, at nettoprovenuet blev afregnet til indklagede i henhold til en vedlagt kopi af salgsaftale herom.
Indklagede har anført, at man efter fremsendelsen af pantebrevene var i løbende kontakt med vekselererfirmaet om afregning af pantebrevene. Man kontaktede vekselererfirmaets pengeinstitut, hvor pantebrevene beroede, og anmodede om, at pantebrevene eller et provenu ved salget af disse blev fremsendt. Vekselererfirmaets pengeinstitut meddelte imidlertid, at pantebrevene var sendt til klageren.
Ved skrivelse af 24. marts 2000 meddelte indklagede klageren, at man som tidligere oplyst ønskede at etablere en permanent løsning på klagerens økonomiske situation, idet indklagede ikke længere var indstillet på et permanent overtræk på klagerens konto. Saldoen på konto -475 var på dette tidspunkt 112.242,80 kr. (negativ). Indklagede stillede krav om, at overtrækket blev indfriet eller inddækket gennem forhøjelse af boliglånet.
Indklagede har anført, at det på et møde hos indklagede den 3. april 2000 blev aftalt med klageren at forhøje dennes boliglån med ca. 185.000 kr. mod, at indklagede fik sikkerhed i klagerens sælgerpantebreve. Klageren skulle returnere gældsbrev, sælgerpantebreve og håndpantsætningserklæring senest den 6. s.m.
Ved skrivelse af 10. maj 2000 rykkede indklagede klageren for de dokumenter, som det ifølge indklagede den 3. april 2000 var aftalt, at klageren skulle fremsende. Indklagede anførte, at såfremt man ikke havde modtaget dokumenterne senest den 19. maj 2000, måtte klageren forvente, at hans engagement blev opsagt.
Ved skrivelse af 26. maj 2000 opsagde indklagede klagerens samlede engagement, der blev opgjort til 288.958,75 kr. Indklagede anførte, at gælden ville blive forrentet med en fast samlet rente på 13 ¾% pr. år. Såfremt klageren ikke betalte indklagedes tilgodehavende inden 14 dage, ville indklagede overgive sagen til retslig inkasso.
Ved skrivelser af 23. og 24. juni 2000 tog indklagedes advokat engagementet til inkasso.
Ved skrivelse af 26. juni 2000 anmodede indklagede klagerens ægtefælle om at opfylde en forpligtelse som kautionist.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. juni 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning og at kontrollere skete rentetilskrivninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at det oprindeligt var tanken at finansiere købet af ejendommen ved realkreditlån, og han underskrev også papirerne om et 30-årigt 6% lån på 216.000 kr. Det blev imidlertid ikke til noget, og han har siden måttet betale bankrente frem for rente på et billigere realkreditlån.
Af samme grund blev han også tvunget til at sælge pantebrevene på i alt nominelt 250.000 kr. til kurs 90.
I forbindelse med salget af pantebrevene modtog han to allonger den 14. august 1999. Han underskrev dem og overgav dem straks til indklagede, som imidlertid først den 20. august 1999 ekspederede sagen videre. Da var det for sent, og det er således indklagedes skyld, at han ikke fik provenuet af pantebrevene.
Dette har endvidere ført til, at indklagede i maj 2000 opsagde engagementet og forhøjede renten til 13 ¾%.
Indklagede har anført, at man fremsendte de omhandlede pantebreve til vekselererfirmaets pengeinstitut efter instruks fra klageren.
Betaling af renter til indklagede er sket i overensstemmelse med de indgåede låne- og kreditaftaler mellem klageren og indklagede.
Klageren har ikke dokumenteret at have lidt et tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med ekspeditionerne omkring klagerens køb og salg af den omhandlede ejendom har begået fejl, der kan medføre, at indklagede er forpligtet at betale klageren erstatning.
Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at de skete rentetilskrivninger er korrekte, og finder, at rentesatsen ikke er urimelig høj.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.