Gebyr for førtidig indfrielse af lån.
| Sagsnummer: | 223/1997 |
| Dato: | 05-11-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Gebyr - førtidig indfrielse
|
| Ledetekst: | Gebyr for førtidig indfrielse af lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 26. februar 1997 indfriede klageren sit møllelån hos indklagede ved betaling af 26.481,23 kr. Lånet var den 4. september 1991 etableret som en kassekredit med en kreditramme på 36.100 kr. Ifølge kontrakten skulle kreditten indestå uden nedbringelse indtil den 31. december 1999. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i et andelsbevis lydende på 8 andele i et vindmøllelaug. Af kassekreditkontrakten fremgår i øvrigt bl.a.:
"Debitor har ret til, når som helst og uden varsel, at opsige kreditten mod betaling af det skyldige beløb, herunder renter og omkostninger."
Af indklagedes opgørelse i forbindelse med indfrielsen fremgår en kapitalsaldo på 26.016,46 kr. og et rentebeløb på 464,77 kr., i alt 26.481,23 kr. Det fremgår endvidere, at klageren fik udleveret andelsbeviset.
Af en kontoudskrift for lånet, som efterfølgende blev fremsendt til klageren, fremgår, at der i kapitalsaldoen på 26.016,46 kr. indgik et beløb på 500 kr. til dækning af et indfrielsesgebyr til indklagede. Indklagede afslog en anmodning fra klageren om refusion af gebyret.
Af indklagedes Almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"6. Gebyrer
Sparekassen tager gebyr af kunden for serviceydelser, der udføres for kunden og for at besvare spørgsmål fra offentlige myndigheder.
Gebyrerne opkræves enten som et fast beløb for ydelsen eller som en procentsats eller en timesats i forhold til ydelsens omfang. Beregningsmetoderne kan kombineres.
De almindelige gebyrer fremgår af en prisliste, som sparekassen udleverer efter anmodning. Øvrige gebyrer oplyses på forespørgsel fra kunden.
Sparekassen kan til enhver tid uden varsel ændre gebyrer."
Af indklagedes prisliste fremgår, at indklagede ved indfrielse af udlån beregner sig "kr. 250,00 pr. lån, dog Møllelån kr. 500,00 pr. stk. v/helkunders ekstraordinære indfrielse kr. 100,00".
Ved klageskema af 4. juni 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyret med tillæg af rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke var berettiget til at beregne sig et gebyr for indfrielsen af lånet. Han var ikke bekendt med, at indklagede beregnede sig gebyr ved førtidig indfrielse af lån, og gebyret fremgik ikke af indklagedes opgørelse i forbindelse med indfrielsen. Indklagede har efterfølgende oplyst, at han havde haft mulighed for inden for kort tid at afvikle lånet ved betaling af ekstraordinære afdrag, uden at indklagede havde beregnet sig gebyr herfor. Ved indfrielsen burde indklagede have orienteret ham om gebyret og om muligheden for gebyrfrit at indbetale ekstraordinære afdrag.
Indklagede har anført, at klagerens anmodning om indfrielse af møllelånet automatisk udløste det indfrielsesgebyr, der var fastsat herfor. Indklagedes gebyrer fremgår af en prisliste, der ligger fremme i afdelingen, og oplyses i øvrigt på forespørgsel. Det er almindeligt kendt, at pengeinstitutter tager gebyr for de ydelser, der bliver efterspurgt af kunderne. Det måtte derfor stå klageren klart, at han skulle betale for den ydelse, han anmodede om. Gebyrerne er fastsat efter omfanget af det arbejde, der er forbundet med den pågældende ydelse. Ud over opgørelse af lånet indebar indfrielsen af lånet en efterfølgende tilretning af edb-systemerne, ændring af afregningsprocedure og afmelding af notering hos vindmøllelauget. Indfrielsesgebyret fremgår ikke af opgørelsen til klageren, idet indklagedes edb-system ikke har denne facilitet. På klagerens efterfølgende forespørgsel, om der var mulighed for at undgå indfrielsesgebyret, oplyste afdelingen, at dette kun var muligt ved ordinær indfrielse, men at der var mulighed for at fremskynde ordinær indfrielse ved indbetalinger af ekstraordinære afdrag.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at indklagede på tilstrækkelig tydelig måde har anført, at man ved klagerens udnyttelse af den i kassekreditkontrakten anførte adgang til indfrielse før kontraktens ordinære udløb vil opkræve et gebyr på 500 kr.
Allerede af denne grund gives der klageren medhold.
Som følge heraf
Indklagede tilpligtes inden 4 uger at betale klageren 500 kr. med tillæg af rente efter renteloven fra klagens indgivelse den 4. juni 1997. Klagegebyret tilbagebetales klageren.