Spørgsmål om erstatningsansvar for ophør af pensionstillæg på grund af for høj egenindkomst som følge af manglende fradragsret for indbetaling på kapitalpension
| Sagsnummer: | 265/2013 |
| Dato: | 05-02-2014 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Kapitalpensionskonti - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for ophør af pensionstillæg på grund af for høj egenindkomst som følge af manglende fradragsret for indbetaling på kapitalpension |
| Indklagede: | Handelsbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om erstatningsansvar for ophør af pensionstillæg på grund af for høj egenindkomst som følge af manglende fradragsret for indbetaling på kapitalpension.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i 1943, var kunde i Handelsbanken, hvor han bl.a. havde en privat kapitalpension. Pr. 29. december 2006 bestod kapitalpensionen af en konto (konto nummer -365) med en saldo på 67.966,76 kr. og et depot med værdipapirer m.v. til en kursværdi af ca. 68.000 kr.
Klageren har oplyst, at han i 2010 havde en ekstra indkomst, som ville medføre, at hans pensionstillæg ville ophøre.
Den 13. december 2010 henvendte klageren sig personligt i banken, da han ønskede at indbetale et beløb på 40.000 kr. på kapitalpensionen. Beløbet blev samme dag indsat på kapitalpensionskontoen (konto nummer -365), der herefter havde en saldo på 70.430,45 kr.
Af årsopgørelsen for 2010 fremgår, at fradraget for indbetalingen til kapitalpensionen var blevet slettet af Skat, da klageren ”tidligere har ophævet en kapitalpension”. Af årsopgørelsen fremgår endvidere, at klageren kunne få tilbageført indbetalingen eller få den overført til en fradragsberettiget pensionsordning.
Banken har oplyst, at banken ikke havde kendskab til den ophævede kapitalpension, som ikke var blevet ført i banken.
Den 16. og den 21. marts 2011 underskrev klageren og banken en blanket fra Skat med anmodning om udbetaling/overførsel af indbetalingen på 40.000 kr. i medfør af pensionsbeskatningslovens § 21 A. Beløbet på 40.000 kr. blev samme dag overført til en anden konto. Kapitalpensionskontoen havde herefter en saldo på 31.627,31 kr.
Den 19. december 2011 meddelte statsforvaltningen, at Det Sociale Nævn havde afvist at behandle en klage fra klageren over, at klagerens kommune havde vejledt ham om, at han kunne nedbringe sin personlige indkomst ved at oprette en kapitalpension.
Parternes påstande
Den 16. august har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken skal tilpligtes at anerkende sit ansvar i sagen samt betale erstatning.
Handelsbanken har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at han har mistet sit pensionstillæg som følge af bankens mangelfulde rådgivning.
Banken rådgav ham i forbindelse med indbetalingen. Det viste sig efterfølgende, at indbetalingen skulle have været etableret som en pensionsordning med fradragsret. I så fald ville han ikke have mistet sit pensionstillæg.
Banken burde – med det kendskab som banken havde til ham og med det klare sigte, som indbetalingen havde – have rådgivet ham om, at det ville få afgørende betydning for hans pensionstillæg, hvis pensionen ikke blev tegnet med fradragsret.
I 2012 konsulterede han en ny bank, der gjorde ham opmærksom på, at han burde have modtaget en sådan rådgivning i sin daværende bank, Handelsbanken.
Han har forgæves forsøgt at få en forklaring af banken, der har afvist at deltage i et møde om sagen.
Han har forgæves klaget over kommunens afgørelse vedrørende ophør af pensionstillægget.
Handelsbanken har bl.a. anført, at banken alene har handlet efter klagerens instruktion.
Banken har ikke givet forkert eller mangelfuld rådgivning ud fra det faktiske forløb i sagen.
Klageren havde ikke aftalt tid forud for indbetalingen. Klageren var blevet rådgivet af kommunen, hvilket klageren bekræftede ved indbetalingen. Klageren meddelte, at kommunen havde oplyst, at han kunne undgå modregning i sin pensionsydelse ved at indsætte 40.000 kr. på kapitalpensionen. Banken spurgte flere gange ind til, om klageren havde fået rigtig besked fra kommunen, og om klageren ønskede at gennemføre transaktionen på baggrund af den rådgivning, som han havde modtaget af kommunen. Klageren bekræftede dette og var sikker i sin sag.
Banken udfoldede alle bestræbelser på at spørge ind til baggrunden for transaktionen. Klageren var afvisende overfor bankens spørgsmål og rådgivning, men ønskede alene at få transaktionen gennemført. Banken kunne ikke nægte klageren at gennemføre transaktionen.
Ifølge meddelelsen fra Skat skyldes det manglende fradrag, at klageren tidligere har ophævet en kapitalpension. Banken har ikke kendskab til en ophævet kapitalpension. Den ophævede kapitalpension er ikke ført i banken. Klageren oplyste ikke, at han havde ophævet en kapitalpension. Banken havde ikke de nødvendige oplysninger om tidligere ophævede kapitalpensioner til at kunne yde rådgivning på netop dette punkt. De mangelfulde oplysninger fra klageren kan ikke komme banken til skade. Det er ikke sædvanligt at spørge ind til hævede ordninger i forbindelse med indbetalinger.
Hvis Ankenævnet finder, at banken havde en udvidet rådgivningsforpligtelse i situationen, gøres det gældende, at klageren har udvist egen skyld, idet klageren havde indhentet rådgivning fra kommunen, og idet klageren ikke oplyste banken om en tidligere ophævet kapitalpension i et andet pengeinstitut.
Klageren opfordres til at fremlægge kommunens afgørelse. Den fremlagte afgørelse fra statsforvaltningen vedrører ikke sagens materielle indhold, som er behandlet af kommunen.
Banken har opfordret klageren til at fremlægge en tabsopgørelse, hvis klageren mener at have lidt et tab. Klageren har ikke fremlagt en sådan opgørelse.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren henvendte sig uden forudgående aftale i Handelsbanken den 13. december 2010, da han ønskede at indbetale 40.000 kr. på sin kapitalpension. Banken har anført, at klageren oplyste at være blevet rådgivet af kommunen, og at klageren afviste bankens spørgsmål i forbindelse med indbetalingen.
Det fremgår af årsopgørelsen fra Skat for 2010, at klageren ikke fik fradrag for indbetalingen, da han tidligere havde ophævet en kapitalpension. Det lægges i overensstemmelse med bankens oplysninger til grund, at klageren ved henvendelsen ikke oplyste banken om den tidligere ophævede kapitalpension, som ikke havde været placeret i Handelsbanken.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken i forbindelse med klagerens indbetaling af beløbet har begået fejl eller forsømmelser, der kan begrunde et erstatningskrav.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.