Kort og pinkode efterladt i uaflåst bil.
| Sagsnummer: | 386 /1997 |
| Dato: | 26-01-1998 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Inge Frølich, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
|
| Ledetekst: | Kort og pinkode efterladt i uaflåst bil. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 26. august 1997 blev klageren frastjålet hævekortet til sin konto hos indklagede. Kortet blev misbrugt samme dag i tidsrummet fra kl. 17.14 til kl. 17.17 ved tre hævninger i en kontantautomat tilknyttet den kontoførende afdeling. Det hævede beløb var i alt 5.000 kr. Kortet blev spærret af klageren kl. 20.00.
Klageren har oplyst, at kortet blev opbevaret i det forreste rum i hans pung. Pinkoden var noteret som et telefonnummer og stukket ind i førerbeviset, som blev opbevaret i pungens bageste rum. Pungen blev stjålet fra handskerummet i hans bil i forbindelse med, at han den 26. august 1997 kl. 17 skulle afhente et tv-apparat i en forretning. Bilen var parkeret umiddelbart udenfor forretningens indgangsdør og var ikke aflåst. Han opholdt sig i forretningen ca. 5 min. Da han konstaterede, at pungen var væk, rettede han forgæves henvendelse til en forretning, hvor pungen eventuelt kunne være glemt. Han kørte derefter hjem og forsøgte telefonisk at spærre kortet, men nummeret blev flere gange meldt optaget. Efter at have spærret sit benzinkort og foretaget anmeldelse til politiet, lykkedes det at spærre hævekortet.
Ved skrivelse af 3. september 1997 meddelte indklagede klageren, at han hæftede for de 5.000 kr., idet han havde muliggjort misbruget ved at efterlade tegnebogen med kortet i handskerummet i en uaflåst bil og ved at gemme koden sammen med hævekortet.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke finder, at han har udvist en groft uforsvarlig adfærd i forbindelse med bortkomsten af dankortet. Han kunne næppe have nået at spærre kortet, inden misbruget fandt sted. Han bør kun hæfte for 1.200 kr.
Indklagede har anført, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug af kortet, hvilket sammenholdt med den sene spærring fører til, at klageren hæfter for op til 8.000 kr., jf. betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 2 og 3.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det oplyste lægges til grund, at klageren den 26. august 1997 efterlod sin pung indeholdende hævekortet og den tilhørende pinkode i handskerummet i sin uaflåste bil.
Under disse omstændigheder findes klageren efter en samlet vurdering at have udvist en groft uforsvarlig adfærd, jf. betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 2.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.