Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel.

Sagsnummer: 221/1990
Dato: 27-08-1990
Ankenævn: Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Budgetkonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Overførsel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Under denne sag har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 1.175, 60 kr. til hendes bankbog.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hendes telefonregning i januar måned 1989 var på 2.225 kr., hvilket var betragtelig mere end der var budgetteret med på hendes budgetkonto. Indklagedes Højreby afdeling, hvor klageren har sit engagement, hævede herefter uberettiget 1.175,60 kr. på en indlånsbog uden aftale med hende. Beløbet burde i stedet være hævet på budgetkontoen.

Indklagede har anført, at den omtalte telefonregning udgjorde 1.675,60 kr. Da der var budgetteret med 550 kr. til telefonregningen, forsøgte indklagede flere gange telefonisk at kontakte klageren. Da dette ikke lykkedes, overførte indklagede differencen på 1.125,60 kr. fra klagerens anfordringskonto og orienterede skriftligt klageren herom.

Klageren har i øvrigt omkring 1. januar 1989 modtaget en betalingsoversigt, hvoraf fremgik, at telefonregningen var langt større end den budgetterede udgift hertil. På dette tidspunkt burde klageren have kontaktet indklagede om merudgiften.

Ankenævnets bemærkninger:

Der findes efter det oplyste ikke at være grundlag for at kritisere, at indklagedes afdeling i forbindelse med betaling af klagerens telefonregning hævede et beløb hertil på klagerens indlånsbog.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.