Begrænset kaution.
| Sagsnummer: | 437 /1989 |
| Dato: | 13-03-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Begrænset kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I april 1983 ydede indklagedes Sønderborg afdeling klagerens søn et lån på 29.000 kr., og ved påtegning af gældsbrevet den 7. april 1983 kautionerede klageren for lånet. Låneprovenuet blev anvendt til likviditetsforbedring.
I september 1985 ydede afdelingen klagerens søn et lån på 110.000 kr., for hvilket klageren ved særskilt kautionsdokument af 5. september 1985 kautionerede begrænset for 60.000 kr. Debitors svigerfader kautionerede tillige begrænset for 50.000 kr. for lånet. Af låneprovenuet blev 10.546 kr. anvendt til indfrielse af et af debitor i december 1983 optaget blancolån på 18.000 kr. Låneprovenuet blev i øvrigt anvendt til at indfri det af debitor i april 1983 optagne lån på 29.000 kr., samt et af debitor i juli 1984 optaget lån på 20.000 kr., for hvilket debitors svigerfader kautionerede, og dækning af underskud ved salg af en ejendom på 50.498 kr. Det resterende provenu 11.214 kr. blev krediteret debitors budgetkonto.
I maj 1986 forhøjedes lånet til 128.000 kr. Nettoprovenuet, der udgjorde 27.100 kr., blev anvendt til sanering af debitors økonomi.
Den 15. maj 1986 underskrev klageren en fornyet kautionserklæring for lånet, begrænset til 60.000 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse bortfalder for den del af låneprovenuet, der er anvendt til indfrielse af det i april 1983 optagne lån på 29.000 kr. og det i december 1983 optagne lån på 18.000 kr., s amt at hans kautionstilsagn ikke omfatter forhøjelsen af lånet i maj 1986.
Indklagede, der under sagens forberedelse har anerkendt, at kautionsforpligtelsen ikke omfatter forhøjelsen i maj 1986, har for så vidt angår klagerens øvrige påstande nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at debitor ved optagelsen af lånet på 29.000 kr. i 1983 ikke fik tilført yderligere likviditet, og at klageren ved afgivelsen af kautionstilsagnet den 7. april 1983 ikke blev oplyst herom. Ved afgivelse af kautionstilsagnet den 5. september 1985 blev han tillige ikke oplyst om, at en del af låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af tidligere stiftede og udbetalte lån, hvoraf et endog var et blancolån.
Indklagede har således forsømt at meddele h am som kautionist, at lånene ikke fuldt ud er kommet debitor tilgode i form af yderligere likviditet. På baggrund heraf finder klageren, at hans kautionsforpligtelse bør begrænses som påstået.
Indklagede har anført, at man ikke 4 år efter kautionens afgivelse kan be- eller afkræfte klagerens oplysninger om omstændighederne ved kautionens afgivelse, men klageren har hele tiden været klar over sønnens vanskeligheder.
Ankenævnets bemærkninger:
For så vidt angår den del af lånet på 110.000 kr., der i 1985 anvendtes til indfrielse af det i april 1983 ydede lån på 29.000 kr., for hvilket klageren havde kautioneret, findes klagen ikke at kunne tages til følge, idet det af klageren i 1985 afgivne kautionsløfte må anses for en vedståelse af kautionsløftet fra 1983. Derimod findes klagen at burde tages til følge for så vidt angår bortfald af kautionsforpligtelsen for den del af lånet, der anvendtes til indfrielse af blancolånet på 18.000 kr. optaget i december 1983, idet indklagede ikke har godtgjort, at klageren var vidende om, at denne del af låneprovenuet anvendtes til nedbringelse af et bestående engagement og således ikke stilledes til låntagers disposition. Klagerens kautionsløfte på 60.000 kr. bør herefter nedsættes med 6/11 af 10.546 kr.
Som følge heraf
Klagerens kautionsløfte på 60.000 kr. overfor indklagede vedrørende lån på 110.000 kr. nedsættes til 54.247,64 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.