Rådgivning om risiko.
| Sagsnummer: | 202 /1992 |
| Dato: | 21-10-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Rådgivning om risiko. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I oktober 1985 investerede klageren i nom. 100.000 kr. investeringsbeviser i Bikuben Invest, afdeling 5. Investeringen finansieredes ved en af indklagede ydet kredit på 110.000 kr., og de indkøbte papirer blev lagt til sikkerhed for kreditten. Der var ikke aftalt afvikling vedrørende kreditten, ligesom alene en del af påløbende renter løbende skulle betales.
Klagerens investering skete efter forudgående drøftelse med indklagedes Egå afdeling. Midlerne i den valgte afdeling placeredes i danske værdipapirer.
I maj 1987 drøftedes engagementet med klageren. Indklagedes afdeling oplyste, at der generelt var tiltro til, at de udenlandske markeder ville udvise en positiv kursudvikling og foreslog en omlægning af papirerne til afdelinger med udenlandske papirer. Investeringsbeviserne i afdeling 5 blev herefter solgt, og i stedet indkøbtes beviser i afdeling 4, hvis midler placeredes i europæiske værdipapirer, og afdeling 6, hvis midler placeredes i værdipapirer i Asien/Amerika.
I juni måned 1990 solgtes beviserne i afdeling 4 til kurs 194; beviserne var i 1987 erhvervet til kurs 175,75. Provenuet ved salget, 47.651,25 krediteredes klagerens kassekredit.
I 1991 modtog klageren første gang selvstændigt kontoudskrift på kreditten, hvis gæld var ca. 118.000 kr., medens de indkøbte papirers værdi var ca. 30.-40.000 kr. Klageren henvendte sig herefter til afdelingen og havde i september 1991 et møde med afdelingens bestyrer. Klageren har oplyst, at bestyreren rådede klageren til at overføre investeringsbeviserne til klagerens kapitalpension, hvilket klageren afslog. Endvidere gav bestyreren tilsagn om reduktion af kredittens rente, hvorom blev lagt et notat i klagerens sagsmappe. Under mødet aftaltes, at bestyreren skulle undersøge, hvor meget der var indbetalt på kreditten siden dens etablering. Herefter skulle klageren komme til møde igen. Bestyreren fratrådte imidlertid afdelingen den 1. januar 1992, inden der havde været afholdt nyt møde.
I februar 1992 afholdtes møde med afdelingens nye bestyrer, i hvilken forbindelse det aftaltes, at denne skulle undersøge sagen.
I skrivelse af 6. marts 1992 til klageren anførte afdelingen, at indklagede ikke ville påtage sig erstatningsansvar i forbindelse med engagementet. Som følge af at indklagede alene forventede en langsom stigning til de investeringsbeviser, som henlå til sikkerhed for kreditten, ønskede indklagede, at der påbegyndtes en afvikling af kreditten, hvis saldo var i størrelsesordenen 127.000 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nulstille kassekreditten mod at overtage de indkøbte investeringsbeviser.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han af den daværende bestyrer blev overtalt til at optage et afdragsfrit lån og placere beløbet i den af indklagede nystartede Invest 5. Det blev fremhævet, at investeringen var særdeles risikofri. Først efter at papirerne var underskrevet, oplyste bestyreren, at der kunne være en risiko. I maj 1987 blev klageren tilrådet at omlægge beholdningen til Invest afdeling 4 og 6, hvilket skete. Var omlægningen blevet undladt, kunne klageren efter 3 år have solgt de oprindeligt indkøbte papirer til kurs 150-160. Klageren finder det uacceptabelt, at indklagede har solgt flere papirer, som man ikke selv ønskede at have, ligesom der gik 7 måneder fra klagerens første henvendelse om et møde med afdelingens bestyrer, til indklagede fremsendte brev med krav om lånets afvikling. I de 7 måneder er påløbet ikke under 15.000 kr. i renter.
Indklagede har anført, at investeringen skete på et tidspunkt, hvor forventningerne til kursudviklingen i Danmark var positiv, ligesom der på daværende tidspunkt generelt var stor interesse for indgåelse af engagementer, som tilsigtede en opnåelse af en skattefri kursgevinst. Den endelige beslutning om investeringen blev truffet af klageren. Ved omlægningen i maj 1987 besluttede klageren efter afdelingens orientering om forventningerne til kursudviklingen på de forskellige markeder at omlægge beholdningen. Klageren har løbende været orienteret om udviklingen, og afdelingens bestyrer har i årene efter 1987 mange gange opfordret klageren til at sælge investeringsbeviserne, men klageren ønskede ikke at sælge, men valgte at se tiden an. Afdelingens rådgivning skete på baggrund af en vurdering af forventningerne til kursudviklingen vedrørende de foreslåede investeringsbeviser, og klageren måtte være bekendt med, at det var op til ham selv at træffe afgørelsen, om der skulle disponeres i overensstemmelse hermed og selv bære risikoen herfor. I efteråret 1991 meddelte klageren, at han ikke ville tilbagebetale lånet, hvorefter afdelingen lovede at foretage en vurdering af forløbet. Indklagede beklager, at der gik flere måneder, inden klageren modtog afdelingens reaktion, men da klageren ikke var indstillet på at påbegynde afviklingen af engagementet, bør den udvidelse af kreditten, som er sket ved rentetilskrivningen, ikke kunne begrunde et krav mod indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at rejse kritik af indklagedes investeringsforslag, som klageren drøftede med indklagede, inden klageren traf beslutning om at investere som sket. Ankenævnet finder endvidere, at klageren var eller burde være klar over, at indklagede ikke påtog sig nogen garanti for kursudviklingen, således at klageren selv måtte bære risikoen for en mindre gunstig udvikling end forventet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.